Ukendt kvinde betaler: Overgrebssigtet R. Kelly ud af fængsel mod kaution

Sangeren må ikke have kontakt med kvinder under 18, mens han er på fri fod.

Den overgrebssigtede sanger R. Kelly har natten til tirsdag dansk tid forladt fængslet i Chicago, efter at en kaution på 100.000 dollar er blevet betalt.

Dermed kan den amerikanske sanger færdes nogenlunde frit, indtil han igen skal for retten. Han har nemlig ikke lov til at have kontakt med kvinder under 18 år, mens han er på fri fod.

R. Kelly er af anklagemyndigheden i Chicago sigtet for at have forgrebet sig seksuelt på fire kvinder, heriblandt tre mindreårige.

Tre af pigerne skal han have misbrugt seksuelt mellem 1998 og 2010, da de var under 17 år. Det fjerde offer var hans dengang 24-årige frisør. Hun siger, at han tvang hende til oralsex i 2003.

Dommeren kaldte under gennemgangen af sagen beskyldningerne for "foruroligende".

Strafferammen for groft seksuelt overgreb går i USA op til syv år. Hvis en dommer beslutter, at dommene kan lægges sammen, betyder det, at R. Kelly risikerer en meget lang fængselsstraf.

Meldte sig selv til politiet

Den 52-årige Grammy-vinder og R&B-stjerne meldte sig selv til politiet fredag og tilbragte herefter weekenden i en fængselscelle.

Lørdag mødte han op i retten med hænderne bag nakken, mens han henvendt til dommeren sagde: 'Hvordan går det?'.

Her fik han at vide, at han skulle overføre 100.000 dollar, hvis han ville løslades.

Det havde sangeren dog svært ved. I retten kom det nemlig frem, at han skylder knap 200.000 dollar - over en million kroner - i børnepenge.

Af retsdokumenter fremgår det, at en ukendt kvinde fra en forstad til Chicago, der angiver sig selv som en ven af R. Kelly, har betalt kautionen på 100.000 dollar.

Efter løsladelsen sprang R. Kelly ind i en sort bil, der kørte ham direkte til den nærmeste McDonald's i det centrale Chicago.

R. Kelly er en af de bedst sælgende kunstnere nogensinde. Han er blandt andet kendt for hittet 'I Believe I Can Fly'.

/ritzau/AP

Anklagerne mod R.Kelly

  • 1994: Den 27-årige R. Kelly gifter sig med 15-årige Aaliyah. Den unge kvinde havde dog opgivet på vielsesattesten, at hun var 18 år. Efterfølgende blev ægteskabet annulleret.

  • 1996: Tiffanny Hawkins sagsøger R. Kelly for 'personlige skader og følelsesmæssig pine', som blev påført hende under et tre år langt forhold med ham. I retsdokumenter står der, at hun hævder, at de havde sex første gang, da hun var 15 år, og at forholdet sluttede, da hun fyldte 18 år.

  • 2001: R. Kelly bliver sagsøgt af en praktikant ved navn Tracy Sampson, der hævder, at hun blev behandlet som et seksuelt objekt og kastet til side.

  • 2002: R. Kelly betaler et ukendt beløb til to kvinder, der har hevet ham i retten. Den ene anklager ham for at have gjort hende gravid, da hun var mindreårig, og tvunget hende til at få en abort. Den anden anklager ham for at have filmet et samleje.

  • 2008: R. Kelly bliver anklaget for 21 tilfælde af børnepornografi, der inkluderer samleje, oralsex, urinering og andre seksuelle handlinger. Politiet i Chicago anklager ham for at filme hver akt og at lokke en mindreårig til at deltage i dem. Han bliver aldrig dømt, da juryen ikke mener at kunne påvise, at kvinden i filmene er mindreårig.

  • 2002-2004: R. Kelly bliver arresteret og anklaget for 12 yderligere tilfælde af produktion af børnepornografi. Anklagerne bliver droppet, da en dommer er enig med R. Kellys forsvarer, der mener, at politiet mangler tilstrækkelige beviser.

  • 2017: R. Kelly bliver anklaget for at have en sexkult, hvor han lokker unge kvindelige musikere ind og holder dem fanget gennem streng kontrol.

  • 2019: Statsadvokaten i Chicago og myndighederne i Georgia går ind i sagen.

Facebook
Twitter