Ulf Pilgaard efter 'kaotisk' år: 'I nogle situationer kan det være en anelse belastende at være en offentlig person'

Skuespillerens seneste år har været præget af både store glæder og sorger.  

(Foto: Mathias Vejen © DR)

Det er ikke ligefrem hver dag, at dronning Margrethe dukker op på ens arbejdsplads, når man har sidste dag på posten.

Sådan var det dog for den folkekære skuespiller Ulf Pilgaard, da han i oktober iførte sig blomstret kjole, paryk og en smøg i hånden for at parodiere majestæten for allersidste gang.

Efter hele 40 sæsoner i Cirkusrevyen valgte Ulf Pilgaard nemlig sidste år at lade sig pensionere fra revyen i en alder af 80 år. Heldigvis blev det ikke vemodigt.

- Det var så festlig en aften, fordi dronningen fandt på at komme forbi, så jeg glemte faktisk helt, at det var den sidste aften. Det var totalt overraskende – og det blev rigtig festligt og ikke grædeagtigt, fortæller Ulf Pilgaard.

Det var da også en oplagt gestus af dronning Margrethe, for hvis der særligt er én, som Ulf Pilgaard har parodieret igennem sin revykarriere, så er det netop dronningen, der i øvrigt forærede skuespilleren et askebæger på scenen.

Sådan så det ud, da dronning Margrethe den 3. oktober overraskede Ulf Pilgaard – klædt ud som netop dronning Margrethe – da han stod på scenen for sidste gang i Cirkusrevyen. (Foto: KELD NAVNTOFT © Ritzau Scanpix)

Denne sidste aften på Bakken i Dyrehaven nord for København har netop været et af højdepunkterne fra skuespillerens 2021.

I anledningen af DR-dokumentaren 'Ulfs store finale' har vi set tilbage på det seneste år sammen med skuespilleren selv – og på, hvad der venter af nye arbejdsopgaver i 2022.

Mistede sin søn kort før premiere

Men Ulf Pilgaards 2021 bød ikke kun på en festlig afsked i hans arbejdsliv – det bød også på en opslidende afsked i hans privatliv.

For netop som Ulf Pilgaard gik og øvede sin sidste omgang af Cirkusrevyen, døde hans voksne søn efter mange års kamp med alvorlig psykisk sygdom.

Det var i april – bare få uger før Ulf Pilgaard skulle stå på Cirkusrevyens scene fuld af overskud og energi.

I stedet var han fyldt op af sorg.

- Det skete lige midt under det hele – det var helt forfærdeligt. Det var også meget svært for mig at tale om dengang, så jeg undgik i et stykke tid at offentliggøre det, for det var alt for belastende at beskrive det over for pressen, når jeg samtidig havde premiere lige efter hans begravelse.

Ulf Pilgaard mistede i 2021 sin søn Mikkel, der kun blev 48 år. Han har også en anden søn, Christian, fra sit ægteskab med Gitte Vibeke Pilgaard, som han var gift med frem til hendes død i 2016. (Foto: BAX LINDHARDT © Ritzau Scanpix)

Når man som Ulf Pilgaard er kendt fra roller på i både revy, film, tv og på teatret, vil danskerne nemlig gerne følge med i ens liv.

Det er der både plusser og minusser ved, siger skuespilleren.

- Man kan ikke undgå knubs undervejs i livet, men det er i de situationer, at det er en anelse mere belastende at være en offentlig person. Det har jeg levet med i mange år – at man næsten er i familie med resten af landet og deler både glæder og sorger.

- Men det kan også være en trøst, at man kan mærke, der er opbakning til en, når der sker sjælsrystende ting i ens liv, fortæller han.

Ét ord beskriver 2021

Mens sorgen over tabet af hans søn fyldte, var Ulf Pilgaard derudover også, som så mange andre, påvirket af coronaens utilregnelige gemyt.

Cirkusrevyen blev nemlig – ligesom så meget andet sidste år – udsat igen og igen. Og det blev også justeret flere gange, hvor mange der måtte sidde på publikumsrækkerne.

Derfor endte det faktisk med, at Ulf Pilgaard spillede 176 forestillinger i træk. Det har han aldrig oplevet før med revyen.

Når han skal beskrive året, er han derfor ikke i tvivl:

- Det kan man sige med ét ord: kaotisk. Der var så mange hurtige beslutninger og usikkerhed et langt stykke hen ad vejen. Tit har det været vanvittig svært overhovedet at beslutte sig, hvilket har været en af de mest karakteristiske ting ved coronaen, synes jeg.

Sommerens revy rakte derfor helt ind i starten af oktober, så flere fik mulighed for at se Ulf Pilgaards sidste sæson i Cirkusrevyen.

- Der var mange, der havde købt billetter bare for at sige farvel til mig, og det var meget rørende og en smuk tanke, det er der ingen tvivl om. Vi meldte også udsolgt meget tidligere, end vi plejer.

Ulf Pilgaard har været en fast del af Cirkusrevyen-holdet siden 1986 – han havde dog også optrådt i revyen før. Her ses han i 1970 ved siden af den folkekære komiker Dirch Passer. (Foto: Hans Petersen © Scanpix Denmark)

Da publikum jo ikke er det samme hver aften, syntes den mangeårige Cirkusrevyen-instruktør Lisbet Dahl også, at vennen Ulf skulle have blomster ved hvert tæppefald.

- Hun synes ikke, at nogen skulle snydes for det, så jeg fik en buket papirblomster hver aften – der var jo ikke et øje, der kunne se, de ikke var ægte. Så jeg afleverede mine blomster til regissøren efter hver forestilling, fortæller Ulf Pilgaard og griner.

Masser af arbejde i kalenderen for 2022

Sikke et år, Ulf Pilgaard har haft.

Så må det da også være rart endelig at kunne slappe af efter sådan en lang sæson med Cirkusrevyen, tænker du måske.

Men skuespilleren har på ingen måde sat sig til rette i sofaen derhjemme.

- Fordi jeg stopper i Cirkusrevyen, er det ikke ensbetydende med, at jeg er totalt færdig. Det er jo det sjove ved vores branche: Hvis hovedet er friskt, er der ingen grænse for, hvornår man skal stoppe.

Han har derfor knoklet med andre projekter og haft nok at se til.

- Allerede søndagen efter sidste forestilling havde jeg premiere på Bremen Teater på mit talkshow, 'Alletiders Ulf'. Og jeg har også skullet indtale min nye bog – så jeg har slet ikke haft fri. Og der er ikke meget, der tyder på, at jeg får mere fri fremover, siger han.

Ulf Pilgaard har været den helt store stjerne i Cirkusrevyen siden 1980'erne. For mange er han måske ligefrem indbegrebet af en revyskuespiller, selvom han har haft massevis af andre roller – både på film, tv og på de andre danske scener. Her hyldes han en sidste gang på revyscenen. (Foto: KELD NAVNTOFT © Ritzau Scanpix)

Der venter da også flere konkrete projekter.

For det første har han en hel del foredrag i kalenderen til foråret. På det tidspunkt plejer han jo at have prøver på Cirkusrevyen, hvilket har betydet, at han ofte har måttet sige nej til film.

Men det er slut nu.

Derfor er der også et par film på programmet. For eksempel skal han filme 'Julemandens datter 3', hvor han spiller rektor på Julemandsskolen, og en film, han endnu ikke må sige så meget om.

Og det glæder ham, at han som 81-årig stadig kan spille roller med "lidt kød" på. Nu håber han bare, at der kommer endnu flere meningsfulde roller til ældre skuespillere herhjemme.

- Ældre er ikke længere bare plejehjem og noget med at sidde i rullestol – nu er det gang i golfbanen og af sted på vandretur i bjergene, så det er temmelig tåbeligt ikke også at tænke de ældre med.

- I virkeligheden er der jo også i højere grad mere brug for ældre skuespillere, for vi bliver flere og flere ældre, og folk er ofte i fin form nærmest op i min egen alder, påpeger han.

Selv er Ulf Pilgaard også i fin form. Benene driller en smule, mens ellers er han frisk.

Og så nyder han, at han ikke kan se frem til en travl revysommer i 2022, men at han i stedet får mere tid sammen med kæresten.

- Det er fandeme stadig tabubelagt, at ældre mennesker kan have kærester. Men kærligheden holder jo heller ikke op, bare fordi man bliver ældre.