Ungerne er klar til MGP

De ti sange og deltagere til dette års MGP er fundet. Der er både hip hop, rock, pop, moderigtigt hår og seje danstrin på programmet.

De drømmer om at blive musikere, sangere og ikke mindst berømte i deres voksenliv. Men for ti solister og bands er der nu mulighed for at leve drømmen ud allerede i de helt unge år.

Igen har DR modtaget bunkevis af fine sange fra håbefulde børn og unge, og i dag er de ti deltagere ved dette års MGP så fundet. Men juryen, der har udvalgt de ti finalesange, har været på hårdt arbejde.

- Vi har modtaget mange supergode og vidt forskellige sange fra unger i hele Danmark. Og vi synes, det er 10 fantastiske numre, som hele familien kan se og høre i MGP-showet. Der er helt sikkert noget for alle, da der både er hiphop, rock og pop, siger MGP-redaktør, Rasmus Ladefoged.

Bamse og Amigo som vært

Seerne kan udover festlig musik glæde sig til at møde et nyt makkerpar foran kameraet. Den rutinerede i denne forbindelse er bjørnen Bruno, der også var vært ved MGP i 2006 og 2007. Hans medvært Jacob Riising - ham fra DR-programmer som Amigo og Gepetto News - har dog også været MGP-vært en enkelt gang tidligere.

Det er ottende gang, at 10 talentfulde spirer skal på scenen til "MGP - Det er bare noget, vi leger!".

Ligesom de andre år er det en flok håbefulde unge deltagere, der har brugt sommeren på at synge og danse for at blive klar til årets show, der sendes lørdag 20. september kl. 20.00 på DR1.

Facebook
Twitter