Unik stemme gemmer på barsk fortid: De store drenge hjalp de voksne med at slå os

FEATURE Andreis lyse stemme har fået ham ind på Musikkonservatoriet i Odense. Men bag sig har han en mørk fortid på et af Ceausescus berygtede børnehjem.

Når han åbner munden for at tale eller synge er det altid store følelser, der kommer ud.

Og med mindre det er en meget sørgelig sang, så er det som regel positive ord og tanker, poetiske betragtninger, eller også siger han bare noget meget venligt om nogen. Det er svært at fange Andrei Venczel i en eneste negativ tanke.

- Jeg tror, at man skal få det, der er godt, til at blive endnu bedre, siger han med en stærk rumænsk accent.

Synger med helt lys stemme

Han er vant til ret nærgående kønsspecifikke spørgsmål om hans feminine røst:

-Folk spørger, om jeg er homoseksuel eller kastreret. Måske fordi jeg heller ikke er særlig høj og har en lidt drenget krop, siger han smilende.

Andrei Venczel kommer fra Timisoara i Rumænien, er 30 år gammel og studerer klassisk sang på Syddansk Musikkonservatorium.

Han er kontratenor og synger med en meget lys stemme. Faktisk så lys, at folk der alene hører stemmen ofte gætter på, at det er en kvinde, en mezzosopran, der synger. En dag vil han gerne leve af sin stemme.

Barndom med tæsk og sult

Men Andreis liv begyndte et helt andet sted. På et af de forfærdelige rumænske børnehjem, der indtil 1989 var skjulte for offentligheden.

I 1989 faldt muren, Rumæniens præsident Ceausescu blev henrettet og billederne af forsømte og mishandlede børn nåede medierne. På sådan et børnehjem levede Andrei. Efterladt af sin biologiske mor som toårig i Lugoj lidt udenfor Timisoara i Rumænien.

På børnehjemmet levede alle børnene sammen i en stor flok, hvor de stærkeste og ældste havde magten og førsteretten til maden, som der aldrig var nok af.

Andrei var en af de yngste og mindste.

- Tæsk fik man hver dag, det var man vant til. De voksne slog og råbte, og de store drenge hjalp dem. Når man var den lille, fik man bare tæsk, fortæller Andrei.

Da han var otte år gammel i 1993, blev han endelig flyttet til et andet børnehjem.

Fik plejeforældre

På det nye børnehjem var der ingen, der slog, der var bedre mad og venligere voksne pædagoger. Blandt andet en kvinde, der hed Regina Venczel. Hende besluttede Andrei at hægte sig på, og han græd, når hun ikke var der.

Til sidst begyndte hun at tage ham med hjem i weekender og i ferier. Regina og hendes mand Matei var barnløse, og Andrei blev deres søn.

Hos dem lærte Andrei at spise med bestik, at spise kød, hvad en butik var, hvordan man talte sammen - at blive et menneske.

- Jeg var som et vildt dyr, jeg vidste ingenting. Jeg vidste ikke, hvad kød var. Jeg vidste heller ikke, at man godt måtte sige nej til noget. Jeg sagde bare ja til det hele og spiste hele tiden, siger Andrei Venczel.

Blev feriebarn i Danmark

Andreis første møde med Danmark var da han som otteårig fik en dansk feriefamilie i Charlottenlund.

Her modtog Jens Mandrup Christensen og hans kone Ditte en meget lille og tynd dreng. Efter første nat i den store villa kunne de ikke finde ham. Lige indtil de gik ned i garagen, hvor han var i gang med at vaske deres bil. Andrei ville gerne gøre noget til gengæld og være nyttig.

- Han ville allerhelst spise og hjælpe til, han spiste og spiste morgen, middag og aften. I hvert fald de første 14 dage, fortæller Jens Mandrup Christensen.

Og når de tre uger var slut, så gemte Andrei sig under bordet og ville ikke hjem. Han ville heller ikke have det legetøj med, som ægteparret havde købt til ham. For han vidste, at det ville forsvinde på børnehjemmet.

- Når man fik en pakke fra Danmark, tog de andre tingene. Jeg fik kun lov til at beholde en pakke rosiner og det brev, Ditte havde skrevet, fortæller Andrei.

Fik musikalsk dannelse

Hos familien i Danmark fik Andrei også næret sin interesse for musik. Og selv om Jens Mandrup Christensen nok kunne høre en god stemme i Andrei, så var der lang vej til en sangkarriere, tænkte han.

Og han syntes da også, at det var en meget bedre idé, da Andrei valgte at blive psykolog.

- Det er meget svært, når du kommer helt uden nogen form for skoling. Alle de andre har jo spillet klaver og fået en bedre skoling, siger Jens Mandrup.

Men sangen pressede sig på, og drømmen om at optræde på scenen var der stadig. Til sidst søgte Andrei om optagelse på konservatoriet i Odense og kom ind.

Skilter ikke med sin fortid

At han er opvokset på et børnehjem er ikke noget han skilter med. Han fortæller det ikke, medmindre han har kendt folk en tid.

Han har ikke delt de første minder med sine rumænske plejeforældre og heller ikke med den danske feriefamilie. Og de har ikke boret i det.

Selv om han ofte er i Rumænien, har han ikke været forbi det første børnehjem i 20 år.

Men han har haft følelsen af, at han måtte konfrontere sig selv med fortiden som en form for renselse.

- Jeg er nødt til at gøre det for at komme videre, siger Andrei Venzcel.

Ikke velkommen

Men da han rejser til børnehjemmet i Lugoj for at se fortiden i øjnene, bliver han ikke budt velkommen.

Det meste af personalet er nyt, men to af kvinderne kan Andrei genkende fra dengang.

- Ikke for noget godt. Jeg kan huske deres råb og hårde stemmer og hvordan de slog og skubbede, siger han.

Efter en lang diskussion med personalet får han sammen med P1 til sidst lov til at gå en hurtig rundtur på hjemmet.

Selv om farverne er glade, og der er bedre forhold, end da han boede her, så bliver han trist til mode, og minderne vælter frem.

Minder om ydmygelse, råb og skrig, og iskolde fællesbade og hårde voksenhænder. Da han til sidst står udenfor, er han lettet:

- Jeg har brug for at se, hvor jeg kommer fra, så jeg kan komme videre. Måske der kommer en dag, hvor jeg også kan sige tak for det, jeg har oplevet her. Men det er ikke nu, siger Andrei.

Stemmen trykket efter besøget

Han kører væk fra børnehjemmet.

Ikke som sidst, hvor han som en tynd otteårig med lus og sår i hovedbunden blev proppet i en bus og fragtet videre til et andet børnehjem. Nu kører han i egen bil og bestemmer selv hvorhen.

Han køber blomster, og vi kører forbi hans gamle sanglærer, operasangerinden Marieta Grebinesan.

I den lille lejlighed serverer hun små søde kager og tyrkisk kaffe i guldkopper. Andreis stemme er trykket og presset efter børnehjemsbesøget, men den gamle sanglærer opmuntrer ham.

- Du skal videre med sangen, siger hun og slår klaveret an til den næste arie.

Facebook
Twitter