Universiteter kritiserer DR efter satireserie: 'Videnskab er ikke et synspunkt'

Et satireprogram har fået flere forskere til at kritisere DR. Universiteter bakker op om kritikken, men DR's kulturdirektør forsvarer programmet.

Hvor vide rammer har man egentlig, når der er tale om satire? Den debat er for alvor blusset op de seneste dage, efter DR har udgivet programmet 'Ellen Imellem'. (Foto: Christian Børsmose Trip © (c) DR)

Man bør som forsker vide, hvad man stiller op til, når en journalist fra DR ringer og beder om at få et interview, og den tillid er blevet brudt.

Det mener forskere, der føler sig ført bag lyset i forbindelse med DR's satireprogram 'Ellen Imellem'. De seneste dage har flere forskere rettet en hård kritik mod formatet, og nu får de opbakning af ledelsen på to universiteter.

I programmet ser man tilsyneladende journalist Ellen Kirstine Jensen interviewe en række forskere. Men i virkeligheden er det konspirationsteoretikere og skeptikere, som igennem en øresnegl stiller de spørgsmål, som kommer ud af Ellen Kirstine Jensens mund.

Blandt andet interviewer en såkaldt "flat earther", som er overbevist om, at jorden er flad, astronomiprofessor fra Københavns Universitet Anja C. Andersen.

Det har fået Andersen til at skrive en klage til DR, hvor hun anmoder om, at programmet bliver fjernet.

Peter C. Kjærgaard, som forsker i evolution og er direktør ved Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet, medvirker også i et af programmerne, og han er ligeledes kritisk.

De to forskere mener, at videnskab og synspunkter sidestilles i programmet, og at de med formatet har stillet op under falske forudsætninger, som de ellers måske ikke havde sagt ja til.

I en anden episode af 'Ellen Imellem' medvirker Jonathan Vigilius, der er medlem foreningen 'Retten til liv', der er modstandere af den frie abort. Gennem journalisten interviewer han folketingspolitikeren Pernille Skipper, der er aktiv forkæmper for aborten og har blandt andet kæmpet for, at polske kvinder kan komme til Danmark for at få adgang til fri abort (Foto: Christian Børsmose TripQ © (c) DR)

Det har i dag ikke været muligt at få et interview med DR's direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, men han skriver i en mail, at han er ked af, at de medvirkende ikke føler sig godt nok informeret om præmissen, men fastholder, at det er "inden for skiven".

- Vi synes ellers selv, vi har gjort os umage og fortalt om programmets emne, satiriske indhold og overraskende spørgsmål på forhånd. Vi er klar over, at vi er udkommet med et program, der går til grænsen og skaber debat, men det er stadig vores opfattelse, at det er sket inden for skiven.

De medvirkende forskere får opbakning af kolleger som Morten D.D. Hansen, forsker i biologi og museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, der også kritiserer programmet. Han har desuden været vært for naturprogrammer på både DR og TV2 og er gået skridtet videre og skriver på Twitter, at han fremover ikke vil stille op til interview for DR.

Det samme gælder for Hans Henrik Bruun og Lars Juhl Jensen, der begge er professorer på Københavns Universitet.

Universitet: Videnskab er ikke et synspunkt

Og det er altså ikke kun de enkelte forskere, der kritiserer DR. På de danske universiteter langer man også ud efter programmet og DR's svar på kritik.

Jasper Steen Winkel, som er vicedirektør på Københavns Universitet, hvor han blandt andet har ansvar for forskningsformidling og kommunikation, forstår godt forskernes kritik, siger han til DR Nyheder.

- Forskerne føler sig ført bag lyset i interview-situationen. Og videnskab er ikke blot et synspunkt. Selvfølgelig kan viden udfordres, og forskere stiller altid op til kritik. Men forskning bygger på data - typisk samlet internationalt, testet og vurderet over en årrække, siger han og fortsætter:

- Jeg anerkender, at DR vil nå nye og yngre målgrupper og eksperimentere med formater. Men jeg forstår ikke, hvorfor DR holder fast i sin ret til at omgå god, journalistisk praksis og presseetik.

Per Michael Johansen, der er rektor på Aalborg Universitet, deler den samme overbevisning som Jasper Steen Winkel fra Københavns Universitet. På Twitter skriver han:

- Det er beskæmmende, at DR overtræder egne etiske retningslinjer og basale journalistiske principper. Forskning skal formidles bredt til befolkningen og formater med satire og humor kan sagtens være interessant. Præmisserne skal dog være klare.

Hos DR fastholder kulturdirektør Henrik Bo Nielsen i sit skriftlige svar, på trods af universiteternes kritik, at der er andre spilleregler, når der er tale om satire.

- Hvis satiren skal have værdi og kunne tilføje noget til den demokratiske samtale, så skal der også være rum til en vis grad af overraskelse. Det hele kan ikke afsløres på forhånd. I 'Ellen Imellem' bruges der hverken greb som skjult kamera eller fiktiv identitet, og derfor er det samtykke, deltagerne giver, når de siger ja til at deltage, også dækkende for, at vi kan offentliggøre programmerne, skriver han i en mail.

DR: Håber fortsat på godt samarbejde med forskere

Det primære problem er ifølge Jasper Steen Winkel fra Københavns Universitet, at forskerne og eksperterne i programmerne, ikke har fået programmets præmis forklaret ordentligt.

- En journalist og den, der bliver interviewet, bør altid aftale, hvad præmisserne for interviewet er. Det gælder også, når medierne ønsker at formidle forskning. DR har svigtet, når man med fuldt overlæg ikke har oplyst forskerne om, hvad de har stillet op til, siger han.

Jasper Steen Winkel finder det paradoksalt, at DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn for nylig medvirkede til Ph.d Cup, hvor hun hyldede forskere og glædede sig over, at de har mulighed for at formidle deres viden, samtidig med, at DR publicerer 'Ellen Imellem'. Han påpeger også, at "det kunne være interessant" at få sagen prøvet i Pressenævnet.

Kulturdirektør Henrik Bo Nielsen skriver i sit skriftlige svar, at han håber, at man kan skille satire og nyhedsdækning, så DR fortsat kan have et godt forhold til forskere uanset den verserende sag, og han nævner videnskabelige programmer som 'Historien om Danmark', DR's serie om Niels Bohr og netop Ph.d Cup.

- Det er programmer og samarbejder, vi er stolte af og taknemmelige for. Derfor håber vi naturligvis også, at det kan forsætte, uanset at vi i øjeblikket diskuterer om præmissen har været tydelig nok i et nyt satirisk format til unge. Det er min opfattelse, at de videnskabelige programmer er baseret på klare aftaler og præmisser, som alle parter er tilfredse med, og jeg ser ingen grund til, at det ikke skulle fortsætte.