Ups! Stemmeskandale i Eurovision: Nu bliver resultatet ændret

En alvorlig fejl betyder, at blandt andet Norge og Sverige må bytte plads i finalen.

Duncan Laurence fra Holland vandt lørdagens Eurovision-finale. Det gør han stadig, selv om en stor stemmeskandale nu ændrer på flere landes placeringer i finalen. (Foto: Ronen Zvulun © Scanpix)

En alvorlig stemmeskandale har ramt dette års udgave af Eurovision Song Contest, der løb af stablen i lørdags.

Her løb Holland som bekendt med sejren, mens vores nordiske naboer, Norge og Sverige, sikrede sig henholdsvis femte- og sjettepladsen.

Men nu har arrangøren bag Melodi Grand Prix, European Broadcasting Union (EBU), fundet en alvorlig fejl, der betyder, at de to lande må bytte plads på pointtavlen.

Det skriver blandt andet eurovision.tv og nrk.no.

'En menneskelig fejl'

Fejlen skyldes Hviderusland.

Den hviderussiske jury blev nemlig diskvalificeret fra at afgive stemmer til lørdagens finale, efter at de havde afsløret, hvordan de stemte i semifinalen om tirsdagen. I stedet skulle et såkaldt 'aggregated result' udgøre landets stemmer i finalen.

Det vil med andre ord sige, at et estimeret resultat, godkendt af revisorerne, skulle bruges til at bestemme, hvem der fik de hviderussiske finale-points.

Så langt så godt.

Nu fortæller EBU i en udtalelse, at 'en menneskelig fejl' betyder, at det var de forkerte point, der blev uddelt til lørdagens finale.

- EBU kan bekræfte, at vi efter standardvurderingspraksis har opdaget, at der på grund af en menneskelig fejl blev anvendt et ukorrekt estimeret resultat.

Man understreger i samme åndedrag, at dette ikke har indflydelse på finalens fire øverste placeringer.

Det har dog resulteret i, at Norge og Sverige må bytte plads på pointtavlen.

- EBU og vores partnere Digame og Ernst & Young beklager dybt, at denne fejl ikke blev opdaget tidligere og vil nu gennemgå de processer og kontrolinstanser der findes, for at forhindre at noget lignende sker igen, lyder det videre i udtalelsen.

Sveriges John Lundvik kan glæde sig over at være rykket op på femtepladsen. (Foto: Ronen Zvulun © Scanpix)

'Spiller ingen rolle for os'

Alexandra Rotan fra den norske gruppe Keiino - der altså nu ender på finalens sjetteplads i stedet for femtepladsen - siger til NRK, at det ikke betyder så meget, at de rykker en plads ned.

- Femte- eller sjetteplads, det spiller ingen rolle for os. Vi vandt folket - det er det, som betyder noget for os, siger Alexandra Rotan til NRK med henvisning til, at Norge scorede det højeste antal seerstemmer i lørdagens finale.

Danske Leonoras 12. plads, som hun sikrede sig med nummeret 'Love is Forever', bliver der ikke ændret ved.

Nedenfor kan du se det tilrettede finaleresultat.

Opdatering: Der var - ironisk nok - flere fejl i den oprindelige artikel. De er nu rettet. Vi beklager.

Resultatet af finalen

  1. 1

    Holland 498 point / +6 point

  2. 2

    Italien 472 point / +7 point

  3. 3

    Rusland 370 point / +1 point

  4. 4

    Schweiz 364 point / +4 point

  5. 5

    Sverige 334 point / +2 point / +1 placering op

  6. 6

    Norge 331 point / -7 point / -1 placering ned

  7. 7

    Nordmakedonien 305 point / +10 point / +1 placering op

  8. 8

    Aserbajdsjan 302 point / + 5 point / -1 placering ned

  9. 9

    Australien 284 point / -1 point

  10. 10

    Island 232 point / -2 point

  11. 11

    Tjekkiet 157 point

  12. 12

    Danmark 120 point

  13. 13

    Cypern 109 point / + 8 point / +2 placeringer op

  14. 14

    Malta 107 point / + 12 point /+2 placeringer op

  15. 15

    Slovenien 105 point / -2 placeringer ned

  16. 16

    Frankrig 105 point / -2 placeringer ned

  17. 17

    Albanien 90 point / +1 placering op

  18. 18

    Serbien 89 point / -3 point / -1 placering ned

  19. 19

    San Marino 77 point / – 4 point / +1 placering op

  20. 20

    Estland 76 point / -10 point / -1 placering ned

  21. 21

    Grækenland 74 point / +3 point

  22. 22

    Spanien 54 point / -6 point

  23. 23

    Israel 35 point / – 12 point

  24. 24

    Belarus 31 point / +1 placering op

  25. 25

    Tyskland 24 point / -8 point / -1 placering ned

  26. 26

    Storbritannien 11 point / -5 point

Facebook
Twitter