Vær kreativ under krisen: Her er 5 tips til at komme i gang med at tegne

At tegne er ikke kun for børn! Udnyt den ekstra hjemmetid og find dine kreative sider frem.

Rasmus Kolbe tegnede, før han kunne tale. Her giver han sine tips og tricks til at få hul på den kreative byld. (© Rasmus Kolbe)

Danmark har været lukket ned i to uger, og alverdens hobbyer er efterhånden blevet afprøvet for at fordrive den tid, vi alle er tvunget til at bruge inden for hjemmets fire vægge.

Men måske har det vist sig, at du ikke er den store Mette Blomsterberg, når det kommer til stykket.

Og måske er det heller ikke blevet lettere at gå i gang med alle de bøger, du hellers havde gode intentioner om at åbne.

Men har du mod på at kaste dig ud i endnu en coronahobby, så er det nu, du skal spidse ører (og blyant).

For noget af det nemmeste tidsfordriv, du kan give dig til i disse tider, er noget så gammeldags som kunsten at tegne.

Når man tegner, skal man ikke bikse og bakse med hverken gær og hævetider eller den dårlige samvittighed over de uåbnede bøger. Alle kan være med, og det er ikke kun for børn. Og man kan ikke gøre det forkert.

I hvert fald ikke, hvis man spørger Rasmus Kolbe, der tidligere har vundet DM i tegning og i dag blandt andet lærer fra sig på sin YouTube-kanal.

- Jeg tegner hver dag. Det er også nu, man virkelig har tiden til det. Det er så dejligt, og det giver en god sjælefred, når man kan få alle sine idéer ud af hovedet, siger Rasmus Kolbe, der begyndte at tegne som helt lille og som seksårig startede i billedskole for at dygtiggøre sig.

Han mener også, at mange faktisk kunne have godt af at øve sig lidt på deres kunstneriske evner. Det er nemlig ikke kun for sjov og adspredelsens skyld, at man skal kaste sig over tegneriet.

- Det er en kæmpe fejl, hvis du ikke kan visualisere dine gode idéer i en tegning. Det er der mange, der ikke kan. Men det er et ret godt redskab i forhold til at blive bedre til at formidle og generere idéer.

For at hjælpe dig godt i gang med krusedullerne bringer Rasmus Kolbe her fem råd til dig, der har brug for en god start på dit nye tegneeventyr.

1

Sæt benspænd for dig selv

Øvelse gør mester. Giv dig selv små opgaver og se, hvordan du langsomt bliver bedre. (© Rasmus Kolbe)

- Det handler først og fremmest om at øve sig. Og så skal man sætte nogle gode rammer op for sig selv. Det er vigtigt at finde noget inspiration og sætte nogle benspænd.

- Du kan for eksempel beslutte dig for at kigge efter en bestemt tegning og tegne efter den i ti minutter. Så kan du gøre det samme senere eller dagen efter og se, om du er blevet bedre.

2

Tegn noget, der ikke findes

Det findes selvsagt ikke kaniner med tre øjne og hypnoseevner. Men det har ikke afholdt Rasmus Kolbe fra at tegne en Hypnino, som en af hans følgere gav ham idéen til. (© Rasmus Kolbe)

- Det bedste, man kan gøre, er at tegne ting, man aldrig har tegnet før - eller ting, der ikke findes.

- Tegning handler halvdelen af tiden om at være god til at finde på idéer og opfinde ting, der ikke findes, før du tegner dem.

- Man kan godt falde i en fælde, hvis man for eksempel synes, heste er søde, og man så kun kan tegne dem. Så har man ikke lært tegningens formidlingsevne.

3

Det skal ikke være perfekt

Det gør ikke noget, at dine tegninger ikke ser helt realistiske eller ufærdige ud. Det vigtigste er, ifølge Rasmus Kolbe, at man nyder selve skabelsesprocessen. (© Rasmus Kolbe)

- Man skal ikke slå sig selv oven i hovedet, hvis tegningen ikke bliver, som man havde håbet. Du kan jo godt spille fodboldkamp til en fredagsbar, selvom du ikke er Cristiano Ronaldo.

- På samme måde kan du også få noget ud af at tegne, selvom det ikke bliver lige så flot, som det ville blive, hvis man var ekspert på feltet.

- Det er med tegning som med så mange andre kunstneriske udfoldelser: Det er en proces. Det er en leg, og den skal man nyde. Der er ikke noget mål, sejr eller gevinst at hente til slut - udover at man bliver dygtigere hele tiden.

4

Det rigtige udstyr

Man kan komme langt med en blyant og hvidt papir. (© Rasmus Kolbe)

- Medmindre man er en midaldrende mand med midtvejskrise, så er der ingen grund til at styrte ud efter det dyreste udstyr, man kan finde.

- Man skal egentlig bare bruge noget papir, og hvis man vil være særligt god ved sig selv, så bruger man ikke linjeret eller ternet.

- Derudover kan man med fordel også købe nogle blyanter, der er lidt blødere end de HB-blyanter, man kender fra skolen. De blødere blyanter rangerer fra B1 til B9 og afgiver mere farve, så man kan få mere udtryk i sin tegning.

5

Få andre til at give dig tegneopgaver

Her har Rasmus Kolbe udfordret sig selv til at lave Elsa fra Disney-filmen 'Frost' i forskellige varianter som for eksempel Super Mario, en Pokémon-træner og en minion. (© Rasmus Kolbe)

- Det kan være svært at sætte sig ned og bare begynde at tegne. Mange ved ikke, hvad de skal tegne, og det giver også god mening. Det er der ofte ingen, der ved.

- Så man kan prøve at give sig selv en opgave eller få andre til det. Det kan være, de beder dig tegne en banankat. Hvordan ser sådan én ud? Hvordan er kat og banan kombineret? Hvordan synes du, den skal se ud? Det skal man så prøve at finde ud af.

Facebook
Twitter