Vagn gjorde det - øv!

Der er udbredt skuffelse over slutningen på DRs krimiserie Forbrydelsen blandt dem, der deltager i debatten på seriens hjemmeside. Der er for mange løse ender, lyder kritikken.

ØV!

Det er åbenbart en udbredt følelse blandt tv-seerne her dagen efter, danskerne endelig fik svar på årets vel nok mest brændende spørgsmål: Hvem myrdede Nanna Birk Larsen?

QuickVote:

I hvert fald hvis man skal dømme efter stemningen på Forbrydelsens hjemmeside, der siden seriens begyndelse har huset en meget velbesøgt debat om morderens identitet.

Voldsomme reaktioner

Midt i kritikken kan holdet bag serien dog glæde sig over, at de har skabt et værk, som seerne i allerhøjeste grad involverer sig følelsesmæssigt i. En håndfuld pluk fra debatten: "Sikke en nedtur", "kedelig og latterlig slutning", "100 procent skuffende", "flad fornemmelse" eller slet og ret "lort".

Brugernes utilfredshed synes i særlig grad at være næret af en række løse ender i Forbrydelsens handling.

Mange savner for eksempel svar på, hvordan gerningsmanden Vagn Skærbæk slap væk fra sin onkels plejehjem på aftenen for mordet. Og på samme måde mener flere at kunne huske noget om et video-lånekort fra seriens begyndelse, der kunne have opklaret Forbrydelsen, længe inden den nåede at blive landeplage.

Flere spørgsmål

Og det er kun par af seriens ubesvarede spørgsmål. Der efterlyses også svar på:

- Hvorfor blev drabschefen Buchard fyret? - Hvordan kendte Vagn til Birk Larsens nye hus? - Hvad var det for noget med den sorte halskæde? - Er det nu helt sikkert, at Vagn også myrdede Mette Hauge?

Hartmann stadig mistænkt

For hvert spørgsmål er der dog brugere, som mener at ligge inde med et svar, og retfærdigvis skal det nævnes, at der også er mange positive røster i debatten. Men de er i undertal.

Endelig er der dem, som lodret nægter at acceptere seriens konklusion. I internetfællesskabet Facebook er der således oprettet et forum under overskriften "Det VAR Hartmann, der myrdede Nanna Birk Larsen".

Facebook
Twitter