'Venner'-stjerne får massiv kritik for magasin-forside: 'Alt for photoshoppet'

Jennifer Aniston bliver blandt andet beskyldt for blackfacing og for at ligne en voksfigur.

Jennifer Aniston har vundet både en Emmy, en Golden Globe og Screen Actors Guild Award for sin ikoniske rolle som Rachel i tv-serien 'Venner'. Nu er hun havnet i et stormvejr på grund af en magasin-forside. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

- Smuk forside, men hvorfor er hun ti toner mørkere her, end hun er i virkeligheden?

- Elsker hende, men det her er alt for photoshoppet.

- (...) hvor er Jennifer Aniston? Det her er ikke hende.

Reaktionerne har været mange - og delte - efter forsiden af den nyeste udgave af InStyle Magazine er landet på blandt andet Twitter og Instagram.

Centrum for virakken er den 50-årige 'Venner'-stjerne Jennifer Aniston, der er blevet fotograferet i fem forskellige looks i anledning af bladets oktober-udgave.

På det ene billede har hun tydlige fregner over næseryggen, mens hun på et andet ifølge en bruger er 'ti toner mørkere', end hun i virkeligheden er.

Nogle kalder ligefrem billederne for 'blackfacing' (når en hvid person forsøger at se sort ud), mens andre kalder Aniston for en voksfigur og mener, at forsiden er en 'fornærmelse' mod hende.

Ekspert: Folk føler sig hurtigt krænket

Ifølge Morten Saxnæs, der er digital brandingekspert i '& Co', er der to forskellige ting på spil i sagen om Anistons InStyle-forside.

- Den ene ting handler om, hvorvidt forsiden er photoshoppet eller ej. Det taler ind i en større tendens om, hvorvidt ting er ægte eller ej. For tiden er vi ikke glade for, når vores kroppe og udseende bliver ændret digitalt. Og hvis folk synes, Aniston fremstår uægte, kan det straks få folk til tasterne, siger Morten Saxnæs og uddyber:

- Det anden - og værre - ting handler om at blive beskyldt for brown- eller blackfacing, hvor man prøver at fremstå som en del af en anden kultur end den, man selv er født ind i. Det er en hård beskyldning mod en person, fordi der ligger nogle racistiske undertoner i beskyldningen.

Jennifer Aniston er bedst kendt for rollen som Rachel Green i tv-serien 'Venner'. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Ifølge Morten Saxnæs er sagen om Anistons forside et perfekt eksempel på det, han kalder 'the perfect storm'.

- Vi befinder os i en tid, hvor folk går til tasterne, hvis de bare føler sig en lille smule krænket. Og lige så snart de første kommentarer tikker ind, har du debatten, og så ruller det, siger han og uddyber:

- Og så handler det ikke længere om at finde en sandhed, for den er lige meget, for så er debatten i gang, og man havner på forsiden af alverdens nyhedsmedier, fordi historien er god. Så har du simpelthem 'the perfect storm'.

'Man skal være ekstremt påpasselig'

Forside-stormen er indtil videre blevet samlet op af medier lige fra Los Angeles Times og NBC News til The Hollywood Reporter.

Vel at mærke selv om Aniston og InStyle Magazine næppe har villet provokere nogen med forsiden, vurderer Morten Saxnæs:

- Jeg tror ikke, Aniston selv har villet provokere med det her. Men man skal være ekstremt påpasselig med, hvordan man ser ud i den tid, vi befinder os i for øjeblikket. Bare man ændrer sin hudfarve nogle toner, kan man blive beskyldt for at være racistisk.

I juli havnede magasinet Harper's Bazaar i et stormvejr, da de gav Rihanna et kinesisk outfit på i forbindelse med en forside-fotografering, og tidligere på måneden følte modehuset Dior sig nødsaget til at droppe en ny kampagnevideo med skuespilleren Johnny Depp.

- Det er meget svært at gøre ting rigtigt i dag, for folk er altid klar til at kritisere, mener Morten Saxnæs.

- Hvis du portrætterer et menneske helt ægte - hvis du for eksempel ikke havde ændret ved Anistons hudtone - så sætter du et værn op mod de shitstorms, der hurtigt kommer. Men man arbejder samtidig også helt bevidst med gerne at ville skabe omtale, så det er en svær balancegang.

Hverken InStyle Magazine eller Jennifer Aniston har kommenteret sagen endnu.

Facebook
Twitter