Inflation og energikrise. 2022 har været hård for mange, men ikke alle brancher er ramt. En af dem, der i øjeblikket kan juble, er kunstbranchen.
I denne weekend er flere gallerier samlet i Herning til kunstmesse for at sælge kunst. Og hvis salget kommer til at ligne det, som gallerierne oplevede i 2022, så ser det ud til at blive en indbringende weekend for kunstnerne.
2022 viste nemlig fremgang for auktionshusenes og galleriernes salg, viser de foreløbige tal fra Danmarks Statistik, som Dansk Erhverv har sæsonkorrigeret.
Salget har stort set været stabilt fra 2017 og frem til 2019. Derefter er det braget i vejret – bortset fra andet kvartal i 2020, hvor verden blev lagt ned af corona.
- Det er jo en fest forstået på den måde, at det er sjovere at se smilende gallerister og kolleger end at se dem med hængemule, siger formand for brancheforeningen Danske Gallerier, Thorhild NB Nielsen.
Han forventer dog, at fjerde kvartal af 2022 kan vise et fald, selvom salget i både første og andet kvartal var højere end i de samme kvartaler året før.
Et af de bedste år for dansk auktionshus
Mens det i høj grad er de private kunstinteresserede, der i weekenden er forbi kunstmessen i Herning, så er det cremen af cremen, der handler ind i de store auktionshuse. I modsætning til i Herning er det på auktionshuse ofte mere pengestærke investorer, som handler.
Herhjemme er det Bruun Rasmussen Kunstauktioner, der sidder på det marked, mens det i udlandet blandt andet er anerkendte auktionshuse som Christie’s og Sotheby’s. Og her er der heller ikke krise.
- Når 2022 gøres op, så er vi ret sikre på, at det bliver et regnskab, der ligger i top tre af husets bedrifter, siger Kasper Nielsen, vurderings- og salgsdirektør for Bruun Rasmussens Kunstauktioner, som blev grundlagt i 1948.
Auktionshuset har blandt andet solgt et maleri af den hollandske kunstner Corneille til en rekordhøj pris. Efter en budkrig blev det solgt for 3,3 millioner kroner, selvom vurderingen kun var på 1,2 til 1,5 millioner kroner.
Og det er netop værker fra den allerhøjeste hylde, der for alvor har betydet, at Bruun Rasmussens Kunstauktioner forventer et gyldent år 2022. Det skyldes blandt andet, at de markeder, hvor pengestærke investorer normalt placerer deres formuer – for eksempelvis aktiemarkedet – har været stormfyldte.
- Når de steder bliver mere usikre, så er der en meget klar tendens til, at folk søger alternativer. Der er også kommet flere formuende personer i verden og i Danmark, og derfor også flere, der potentielt ønsker at sprede deres pengeplaceringer, siger Kasper Nielsen.
Christie's og Sotheby's fik endda deres højeste salgstal i 2022 med en omsætning på henholdsvis knap 58 og 55 milliarder kroner.
Krise fører tit til øget kunsthandel
På Copenhagen Business School (CBS) sidder postdoc Flemming Friborg og forsker i kunst og økonomi. Han siger, at kriser i verdenshistorien ofte fører til en ekstrem handel af kunst.
- Krisens natur er kompleks. Der er absolut den samme optimisme og købelyst, og faktisk er den ifølge markedsanalyser næsten forstærket ved udgangen af 2022. Der er en pengerigelighed hos de få, som virkelig er i stand til at købe kunst, siger han.
Om det så er en god investering, er en anden historie. Ifølge Flemming Friborg mangler der undersøgelser om, hvor lukrativt det er at investere i kunst. Den eneste større undersøgelse, der stammer fra 1965, har vist, at der kun var en værdistigning på 0,55 procent, fortæller han.
- Det er noget af det mindst sikre at placere penge i. Man har fået at vide i mange, mange år, at kunst er et fantastisk godt investeringsobjekt, men det er en sandhed med modifikationer, siger forskeren.
Kunstmessen i Herning foregår frem til søndag.