(© Yasuyoshi Chiba)

Verdens bedste billeder kåret: Se vinderbillederne her

Vinderen af hovedprisen ved 'World Press Photo of the Year' imponerer dansk fotograf.

- Det er saftsuseme et fedt billede!

Fotograf Andreas Houmann kan ikke holde sin begejstring tilbage, da dr.dk ringer til ham for at få en bedømmelse af vinderen af årets udgave af den anerkendte World Press Photo-konkurrence.

Billedet, der har vundet foto-konkurrencens hovedpris, 'World Press Photo of the Year', bærer titlen 'Straight Voice' og er taget af den japanske fotograf Yasuyoshi Chiba.

- Det er sjældent, jeg har set et billede, der fortæller så mange historier på én gang. Der går ikke lang tid, fra jeg har kigget på hovedpersonen i midten, til jeg får øje på et endnu stærkere portræt i personen til højre omme bagved ham, fortæller Andreas Houman, der blandt andet har Novo Nordisk, SAS og Georg Jensen blandt sine kunder.

Han kalder billedet for "æstetisk smukt", selv om dets kontekst er ganske dyster. Det viser nemlig en ung mand, der reciterer poesi, mens demonstranter lyser med deres mobiltelefoner som en del af prostesterne mod styret i Sudan i juni 2019.

Det hele går op i en højere enhed

Det helt afgørende for de billeder, der kommer i betragtning til World Press Photo-konkurrencen er, at de fortæller en historie, forklarer Andreas Houmann.

'Straight Voice' gør dog mere end dét:

- På det her billede går det hele op i en højere enhed, fordi det også er et æstetisk smukt billede. Jeg kunne vildt godt tænke mig at have det her hængende hjemme hos mig selv. Så jeg kan virkelig godt forstå, det er blevet kåret til verdens bedste fotografi, for det kombinerer stor fortællekunst med lækker æstetik.

Se vinderne af World Press Photos forskellige konkurrencer i billedserien herunder.

  • Vinder - World Press Photo of the Year: Årets World Press Photo - 'Straight Voice' - viser en ung mand, der læser et digt højt, imens han er omgivet af en menneskemængde, der lyser med deres mobiltelefoner og skråler slagsange for civilt styre i Khartoum, hovedstaden i Sudan, i 2019. Billedet vandt også førstepladsen i kategorien 'General News - Singles' eller generelle nyheder. (Foto: Yasuyoshi CHIBA © CHIBA/ AFP)
    1 / 15
  • Vinder - World Press Photo Story of the Year: Vinderen af årets pressefoto-reportage viser en ældre mand, der bliver passeret af to kvinder i niqab på en trappe i Bab el-Oued-kvarteret i Algeriets hovedstad, Algier. Fotoreportagen vandt også i kategorien 'Long Term Projects' eller langtidsprojekter. (Foto: Romain Laurendeau © RomainLaurendeau / Hans Lucas)
    2 / 15
  • Vinder - Contemporary Issues, Singles: En handelsmand låser et sæt granatkastere inde i et skab efter en udstillingsdag på en forsvarskonference i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater. (Foto: Nikita Teryoshin © Nikita Teryoshin)
    3 / 15
  • Vinder - Contemporary Issues, Stories: En gruppe Taleban-krigere fremviser deres grej på et øde skjulested i Khogyani-distriktet i Afghanistan. (Foto: LORENZO TUGNOLI © Lorenzo Tugnoli/ Washington Post/ Contrasto)
    4 / 15
  • Vinder - Climate, Singles: Vinderen af klimaprisen viser en isbjørn og hendes unger, der undersøger noget udstyr, der tilhører forskerskibet Polarstern på Arktis. (Foto: Ester Horvath © The New York Times)
    5 / 15
  • Vinder - Climate, Stories: Amager Bakke er et forbrændingsanlæg i København, der forvandler affald til el og varme. På toppen af anlægget er der en lang skibakke. (Foto: Luca Locatelli © National Geographic)
    6 / 15
  • Vinder - General News, Stories: En kvinde holder en paraply, der symboliserer protester, i den ene hånd og en nummerplade, hvor der står kærlighed, i den anden hånd. Billedet er taget under protesterne i Hong Kong i efteråret i 2019. (Foto: Nicolas ASFOURI © AFP or licensors)
    7 / 15
  • Vinder - Nature, Singles: Vinderen af 'Nature - Singles'-kategorien, eller bare årets naturfoto, viser liget af en få måneder gammel orangutang-unge på en operationsstue i Sumatra i Indonesien. (Foto: Alain Schroeder © Alain Schroeder)
    8 / 15
  • Vinder - Nature, Stories: En 30-årig han-orangutang gennemgår et rutine-sundhedscheck i SOCP Quarantine Centre i Nordsumatra i Indonesien. (Foto: Alain Schroeder © National Geographic)
    9 / 15
  • Vinder - Portraits, Singles: En 15-årig armensk pige sidder i kørestol, efter hun er vågnet fra en katatonisk tilstand i en flygtningelejr i Polen. (Foto: Tomek Kaczor © Duży Format / Gazeta Wyborcza)
    10 / 15
  • Vinder - Portraits, Stories: Fotoreportagen, der har vundet kategorien 'Portraits - Stories' følger blandt andet 11-årige Rezan, der blev kidnappet af Islamisk Stat i 2014 og først blev befriet i 2019. (Foto: Adam Ferguson © The New York Times Magazine)
    11 / 15
  • Vinder - Sports, Singles: Kawhi Leonard fra basketballholdet Toronto Raptors ser på, efter han scorer i sidste øjeblik og dermed hiver sejren hjem fra modstanderen, Philadelphia 76'ers. (Foto: MARK BLINCH © NBAE)
    12 / 15
  • Vinder - Sports, Stories: Den amerikanske fodboldspiller Lukas Hartley døjer med nerverne før en fodboldkamp. (Foto: Wally Skalij © Los Angeles Times)
    13 / 15
  • Vinder - Spot News, Singles: Algeriske studerende i sammenstød med politiet under en anti-regerings-demonstration. (Foto: Farouk Batice © Deutche Presse-Agentur)
    14 / 15
  • Vinder - Spot News, Stories: En pårørende sørger over tabet af et offer for Ethiopian Airlines-flystyrtet i Etiopien i 2019. (Foto: Mulugeta Ayene © Associated Press)
    15 / 15
Facebook
Twitter