Verdenskendt feminist revser erotisk bestseller

Den verdenskendte amerikanske forfatter Erica Jong kritiserer bogen "Fifty Shades of Grey", der ifølge hende ikke bidrager med noget nyt.

Den amerikanske forfatter Erica Jong kritiserer bogen "Fifty Shades of Grey" for at være en "gammeldags kærlighedsroman med sadomasochisme". (Foto: fra bånd)

Den amerikanske forfatter Erica Jong rynker på næsen af de erotiske "Fifty Shades"-bøger, der ifølge hende er deprimerende gammeldags.

Erica Jong er bedst kendt for sin roman "Luft Under Vingerne" fra 1973, om en ung forfatter og hendes erotiske eventyr.

Kærlighedsroman med sadomasochisme

Hun har ikke meget tilovers for den nye, erotiske bestseller "Fifty Shades of Grey", der netop er udkommet på dansk med titlen "Fanget".

- Det er en gammeldags kærlighedsroman om en ung jomfru og en rigmand. Og så er der tilføjet et sadomasochistisk element. Det er ikke nyt. Det ændrer ikke samfundet på nogen måde. Og det er heller ikke specielt ærligt, siger hun til P1 Morgen.

Åbenbaring for en yngre generation

Erica Jong er ikke alene om kritikken af bøgerne i "Fifty Shades"-serien.

Anmeldere sabler bøgerne ned, men dette til trods har de indtil videre solgt 31 millioner på verdensplan, så noget må de kunne bidrage med.

Ifølge Erica Jong bunder bøgernes succes i god timing.

Erotisk litteratur har i lang tid været mere eller mindre glemt, men nu er nye læsere klar til endnu en bølge af erotiske bøger.

- Min datters generation var trætte af 70'ernes seksualitet, deres forældres generation, hvor alt skulle ud i det åbne. Så nu kommer de nye bøger som en åbenbaring for dem. Det er ikke nyt, men for dem er det nyt, forklarer Erica Jong.

Forfatter med en mission

Selv er den 70-årige forfatter heller ikke færdig med at skrive om kvinders sexliv.

Hun mener, at dette på sigt vil kunne medvirke til kvinders seksuelle frigørelse.

Erica Jong erkender, at synet på seksualitet ikke har ændret sig væsentligt siden starten på sit forfatterskab i 1970'erne. Men hun giver ikke op.

- Det tager lang tid at foretage ændringer, så vi forfattere bliver nødt til at blive ved, slutter hun.