Verdensstjerne spillede i Odense lørdag - nu er han anholdt efter koncert i Sverige

Rapperen ASAP Rocky er blevet anholdt af svensk politi efter slagsmål på åben gade i Stockholm.

ASAP Rocky har gæstet Danmark flere gange og var et af hovednavnene til dette års Tinderbox i Odense. Billedet her stammer fra 2014, hvor han optrådte på Northside i Aarhus. (Foto: TYCHO GREGERS © Ritzau Scanpix)

Selvom det gik vildt for sig i moshpitten, da den amerikanske rapper ASAP Rocky gav koncert på Tinderbox i Odense i lørdags, er det vand imod det drama, der udspiller sig i Stockholm i disse dage med selvsamme rapper i centrum.

Dagen efter koncerten på Fyn gik det åbenbart helt galt for den 30-årige Harlem-rapper, som blev involveret i en voldsom slåskamp med to personer midt på gaden i den svenske hovedstad.

Det skriver flere udenlandske medier, heriblandt Aftonbladet, der bringer en video af optrinnet.

ASAP Rocky blev anholdt sent tirsdag kort efter sin koncert på festivalen Smash i Stockholm.

- Der er sket en anholdelse af den her person i løbet af natten, mere kan jeg ikke sige, lyder det fra anklagemyndighedens kommunikationschef, Karin Rosander, til Aftonbladet.

Ifølge Aftonbladet er yderligere tre andre i ASAP Rockys følge blevet taget med af politiet.

ASAP Rocky var i fuld gang med sin Europa-turne. Fængslingen er gået ud over en stribe koncerter i blandt andre Norge, Spanien, Polen, Tyskland og England. Her ses han på scenen i Paris på Le Zenith den 27. juni. (Foto: David Wolff - Patrick © Getty Images)

Rapperen fra Harlem er mistænkt for grov vold i forbindelse med et voldsomt slagsmål på åben gade centrum af Stockholm i søndags, blot dagen efter at han gav koncert på Tinderbox i Odense.

I videoklippet, der florerer på sociale medier, og som Aftonbladet bringer, ser det ud som om, den 30-årige rapper med det borgerlige navn Rakim Mayers, tager fat i en person og kyler ham gennem luften og ned i jorden. Tre andre personer i rapperens entourage deltager i slagsmålet og sparker og slår angiveligt ofret.

'Give me a break'

Ifølge Aftonbladet startede tumulten i den svenske burgerkæde Max, hvor rapperen og hans følge kom op at skændes med to andre gæster om nogle ødelagte høretelefoner. Det udviklede sig efterfølgende på åben gade.

Selv har rapperen lagt to videoer ud på sin Instagram, som viser hans version af forløbet op til voldsepisoden.

- Vi kendte ikke de her fyre, og vi ville ikke have problemer, men de fulgte efter os, og de klaskede pigers numser. Give me a break, skriver han selv til en af de videoer, han har lagt op på Instagram, hvor han også kalder personerne for 'stofmisbrugere, der ikke er mine fans'.

I videoen ser man nogle personer komme hen til rapperen og hans store bodyguard og stå og diskutere. Man ser, hvordan den ene person bliver ved med at komme hen til bodyguarden og på et tidspunkt slår ham med høretelefonerne.

- Slår security i ansigtet med høretelefoner og følger efter os, skriver rapperen selv i sin tekst til videoen på Instagram.

Det sidste foto, han har lagt op på Instagram, er et billede af sig selv, hvor han laver en fuckfinger, ledsaget af ordet 'STOCKHOLM'.

Onsdag aften er det meningen, at ASAP Rocky skal spille på Kadetten Music Festival i Sandvika i Norge. Ifølge flere norske medier er det endnu uvist, om han går på scenen.