Verdensstjernen Banksy fik sit værk afvist. Nu koster det 3 milliarder kroner

Først fik graffitikunstneren afvist sit værk. Men nu er 'Vote to Love' alligevel en del af populær sommerudstilling.

Først blev 'Vote to Love' afvist. Så blev Banksy inviteret med til udstillingen The Royal Academy, og så fik 'Vote to Love' alligevel en plads på akademiets museum. (Foto: Leon Neal © 2018 Getty Images)

Når The Royal Academy i London inviterer alle – kunstnere som amatører – til at indsende værker til museets årlige sommerudstilling, er der naturligt nok rigtig mange værker, der bliver afvist af komiteen.

Et af de afviste værker i år var underskrevet af en 'Bryan S. Gaakman', men bag navnet gemte sig den verdenskendte gade- og graffitikunstner Banksy.

Det skriver New York Times.

Banksy, der aldrig er bange for at provokere med sin kunst, havde spraymalet et lærred med ordene 'Vote for Love' med henvisning til de 'Vote to Leave'-skilte, som britiske EU-modstandere brugte op til afstemningen om landets EU-medlemskab.

Men ligesom briterne sagde nej tak til EU, blev det altså også et nej tak til 'Bryan S. Gaakman' fra The Royal Academys komité, der i år har kunstneren Grayson Perry i spidsen.

Men nu hænger det i galleriet

Banksy bekræftede selv afvisningen af sit værk på Instagram denne uge. Og at Grayson Perry efterfølgende kontaktede graffitistjernen for at få ham til at levere et værk til årets udstilling.

- En måned senere fik jeg en mail fra koordinatoren Grayson Perry, der bad mig om at bidrage med et værk, og så sendte jeg det bare igen. Nu hænger det i galleri tre (på Royal Academy, red.), skrev Banksy under et billede af værket.

Dermed kom Banksys værk alligevel med på sommerudstillingen.

Banksys værk 'Vote to Love' er kun blevet justeret en smule efter, at det blev afvist af The Royal Academys komité. Her ses det endelige værk, der nu hænger på akademiets udstilling. (© The Royal Academy)

Maleriet, der måler 117 gange 116 centimeter, er ligesom mange af de andre udstillede værker på The Royal Academy sat til salg – dog koster Banksys værk en hel mere end de andre kunstneres bidrag. Mildt sagt.

Hvis du har lidt penge til overs...

’Vote to Love’ kan nemlig erhverves for intet mindre end 350.000.000 britiske pund – det er svimlende 2,9 milliarder danske kroner.

Langt de fleste af de andre kunstneres værker sælges for priser, der ligger et sted mellem 100 og 15.000 pund.

Banksy bidrag til udstillingen er i øvrigt ikke solgt endnu, hvis du skulle ligge inde med den slags beløb.

Graffiti-stjernen er ikke den eneste kendte person, der anonymt har indsendt et værk til The Royal Academys sommerudstilling.

I 1947 indsendte Winston Churchill – efter sin første periode som britisk premierminister – to malerier under kunstnernavnet ’David Winter’. De endte begge med at blive udstillet i første hug modsat Banksys bidrag.

Facebook
Twitter