Verdensstjerner laver klima-støttesang: Justin Bieber er klar som bavian

Støttesangen udkommer i morgen. Ed Sheeran, Ariana Grande og Justin Bieber er med og Leonardo DiCaprio fordeler pengene.

I støttesangen 'Earth' optræder Justin Bieber som en animeret bavian. (Foto: Danny Moloshok © Scanpix)

Ingen ved helt præcist, hvad pengene bliver samlet ind til. Men fredag morgen tidlig dansk tid udkommer en støttesang for kloden med 30 af de største stjerner i hele verden.

Både Justin Bieber, Ed Sheeran, Ariana Grande, Backstreet Boys og Snoop Dogg optræder på listen over stjerner på nummeret, der har titlen 'Earth'.

Den føjer sig til en lang liste af støttesange, hvor stjerner på række stiller op for et godt formål med en sang. Hvem husker ikke 'We are the world' eller danske 'Afrika'?

Men noget tyder på, at det nye skud på stammen ikke kommer til at være helt som de andre.

Stjernerne spiller dyr

Manden bag det hele, den amerikanske rapper og komiker David Andrew Burd - bedre kendt som Lil Dicky - løftede i det amerikanske talkshow 'Ellen' lidt af sløret for, hvad man kan forvente af sangen.

- Det er 30 af de største stjerner i verden. De spiller alle sammen forskellige dyr: Justin Bieber er en bavian, Ariana Grande er en zebra, Ed Sheeran er en koalabjørn, og sådan fortsætter det.

- Det handler om at redde Jorden. Vi har en klimakatastrofe, og det er det, det handler om, siger han.

Præcis hvordan pengene, som støttesangen får skrabet sammen, skal bruges, er endnu ikke lagt helt fast. Men ifølge bagmanden kommer en af verdens største skuespillere til at hjælpe med at fordele pengene.

Oscar-vinderen Leonardo DiCaprio skal hjælpe med at fordele de penge, støttesangen indsamler. (Foto: pool © Scanpix)

The Leonardo DiCaprio Foundation med skuespilleren af samme navn i front kommer nemlig til at fungere som konsulenter, der fortæller, hvor pengene kan gøre størst gavn for kloden, fortæller Lil Dicky.

- Den mand bekymrer sig så meget om vores planet. Han bliver helt vild, når han taler om det.

Sangen udkommer efter planen i morgen tidlig (fredag) klokken 6.

Facebook
Twitter