'Vi står midt i en mandefrigørelse': Derfor skaber pink James Bond-smoking debat

Daniel Craig er lykkedes med sin mission om at opdatere James Bond til 2021, mener modedesigner.

Daniel Craig har spillet den britiske agent 007 i fem film siden 2006: nemlig i 'Casino Royale', 'Quantum of Solace', 'Skyfall', 'Spectre' og 'No Time to Die'. 'No Time to Die' er hans sidste film i rollen som James Bond. (Foto: Dave Bedrosian © Scanpix)

"Verden var ikke klar til Daniel Craigs pink smoking til James Bond-premieren."

"Det chok-pink stykke tøj gør det tydeligt for enhver, at han ikke længere vil ses som James Bond."

"Det er på tide, vi omfavner en pink James Bond."

Der er mildest talt delte meninger om den smoking, skuespiller Daniel Craig var trukket i til premieren på den biografaktuelle James Bond-film 'No Time to Die' forleden.

Den dobbeltradede pink smoking fra Anderson & Sheppard bliver i The Guardian kaldt "et passende farvel" til den Bond-æra, Craig indledte med 'Casino Royale' i 2006.

Allerede dengang vakte det opsigt, da en hårdtpumpet James Bond steg op af vandet på en strand iført et par stramme badebukser, nærmest som en Bond-babe i de gamle film. På den måde signalerede man et skifte fra de ældre film, lyder analysen i The Guardian.

Den britiske avis skriver videre, at Daniel Craigs outfit til 'No Time to Die'-premieren på den måde fuldender hans mission: nemlig at trodse vores forestillinger om maskulinitet.

Lea Seydoux, der spiller den kvindelige hovedrolle i den nye film, har tidligere forklaret til dr.dk, at James Bond er blevet feminist, og at Daniel Craig har gjort op med den klassiske macho-Bond.

- Daniel Craig er min generations James Bond, og han har virkelig forandret filmens tone og gjort franchisen fuldstændig fantastisk. Han har skabt en meget skrøbelig karakter, og jeg tror, at det er, derfor folk er så vilde med ham.

Her ses hele Daniel Craigs outfit til premieren på 'No Time to Die' ved Royal Albert Hall i London: Sorte laksko, sorte bukser og den omtalte lyserøde middagsjakke. (Foto: TIMMSY / BACKGRID UK © Scanpix)

Professor Andrew Groves, der er leder af University of Westminsters Menswear Archive, giver Daniel Craigs pink smoking følgende ord med på vejen i The Guardian:

- Hans valg af en dobbeltradet smoking i stedet for en almindelig blazer ville have været nok til at signalere et stilmæssigt farvel til Bonds normale tøjvalg. Det chok-pink stykke tøj gør det tydeligt for enhver, at han ikke længere vil ses som James Bond, lyder det i artiklen, der dog roser Daniel Craig for at udfordre vores syn på, hvad der opfattes som traditionelt maskulint med sit jakkevalg.

Blandt de negative tilkendegivelser finder man den notorisk kritiske britiske tv-vært Piers Morgan, der på Twitter skriver:

- James Bond ville aldrig iføre sig en flashy pink smoking i ruskind. Det er meningen, du skal være en målrettet lejemorder med en eksemplarisk elegant stil, hr. Craig... ikke ligne et Austin Powers-hyldestnummer.

Evening Standard gør i den forbindelse opmærksom på, at smokingen retteligt er af bomuldsfløjl, mens en Twitter-bruger bemærker, at det altså ikke er selve James Bond, men en skuespiller, der har spillet ham, der har taget smokingen på.

'Bond-karakteren har været nødt til at blive mere moderne'

Den danske modedesigner Morten Ussing, der blandt andet har designet tøj til kronprinsesse Mary, kalder Daniel Craigs pink smoking for "helt fantastisk".

Det gør han især, fordi James Bond-figuren ifølge ham traditionelt er "en kæmpe stereotyp på, hvad det vil sige at være en mand".

- Bond-karakteren har været nødt til at blive mere moderne, for verden har simpelthen forandret sig. Bond-universet ville ikke længere have sin berettigelse, hvis det ikke følger med tiden og opdaterer sit syn på, hvad der er maskulint og feminint. Det synes jeg, Daniel Craig gør på elegant vis med den pink smoking, lyder det fra Morten Ussing.

Han bemærker samtidig, at det sandsynligvis er, fordi James Bond er så stærkt et maskulint ikon, at Daniels Craigs pink premieresmoking har skabt debat:

- Det skaber ikke opmærksomhed på samme måde, når andre mænd tropper op i lyserødt. Men når Daniel Craig, der personificerer vores mest maskuline ikon, gør det, så er det klart, at det skaber noget ravage. Men det er kun godt, siger Morten Ussing og uddyber:

- Der er sket en masse meget interessante ændringer inden for herremoden de seneste par år. I dag kan alle slags mænd tage lige præcis det på, de har lyst til – også hvis det er neglelak eller en perlehalskæde.

  • Den amerikanske skuespiller Jake Gyllenhaal troppede også op i lyserødt for nylig, nemlig til Tony-prisuddelingen i New York den 26. september. (Foto: ANGELA WEISS © Scanpix)
  • Ved samme prisuddeling kunne man også se skuespiller Jeremy Pope, kendt fra tv-serien 'Pose', i dette antræk. (Foto: Evan Agostini © Scanpix)
  • Tidligere er skuespiller Jason Momoa mødt op til Oscar-uddelingen i lyserødt. Det skete i 2019. (Foto: David Fisher/Shutterstock © Scanpix)
1 / 3

På den måde er der sket en videreudvikling af den metroseksuelle mand, der blev skrevet meget om for 20 år siden, mener han.

I dag er det nemlig ikke kun dét at gå op i sit udseende, der er blevet okay for mænd at gøre. Nu er også selve kønsudtrykkene blevet mere flydende:

- Det er ikke nødvendigvis kun LGBT+-personer, der i dag kan gå i ting, der traditionelt opfattes som feminine. Det kan heteroseksuelle mænd også. Det er meget interessant.

- Vi står midt i en mandefrigørelse rent modemæssigt.

FacebookTwitter