VIDEO Christianitter: Så godt med Noma som ny nabo

Noma planlægger at åbne en restaurant på slumområde ved siden af Christiania.

Skrald overalt, vægge fyldt med graffiti og østeuropæere i telte. Midt i det vil Noma åbne en ny restaurant.

Stedet bliver kaldt Søminen og ligger klods op ad Christiania på Holmen i København.

- Velkommen til det nye Noma. Det her er stedet.

Sådan har chefkok og manden bag succesbevægelsen 'nordisk mad' sagt til avisen New York Times, mens han viste rundt i, hvad der angiveligt er, sine kommende lokaler.

Glade christianitter

På Christiania er beboerne også begejstret for idéen. De ville dog gerne selv have købt grunden. Det har ikke været muligt, og derfor er de enige om, at Noma er et godt alternativ.

- Det er da et koncept, som vi kun kan gå ind for. Drivhus på taget, marker på en pram og alt som urban farming, synes vi, er helt fantastisk, siger Hulda Mader, der er næstformand i Christianiafondens bestyrelse og christianit gennem mere end 30 år.

Flydende landbrug

Efter planen skal Noma, som vi kender det i dag, holde sidste åbningsdag nytårsaften 2016, og herefter vil den nye version af Noma åbne i 2017.

Idéen er, at Noma skal være et selvforsynende landbrug. Der skal være drivhus på taget af restauranten, asfalten skal fjernes og erstattes med marker og en pram med dyrkbar jord skal flyde rundt i vandet ud for restauranten.

Facebook
Twitter