VIDEO Da Mø blot var et stjernefrø

I 2013 modtog sangerinden Mø Kronprinsparrets Stjernedrys-pris; en pris, der gives til unge, håbefulde talenter. Nu er hun en lysende supernova på det musikalske verdenskort.

Det var en musikalsk kraftpræstation, der vakte genklang i det ganske danske medie- og musiklandskab, da sangerinden Karen Marie Ørsted, bedre kendt under kunstnernavnet Mø, tidligere i år scorede sig en imponerende 6. plads på den amerikanske singlehitliste med sangen ’Lean On’ i selskab med Major Lazer og DJ Snake.

Ikke siden 1961 har en sang med dansk islæt placeret sig bedre på den liste, og i 2015 må Mø nok betragtes som den klarest lysende danske supernova på det musikalske verdenskort.

Succesen er dog forholdsvis ny: I 2013 var sangerinden med den karismatiske hestehale nemlig blot et stjernefrø, der netop var blevet kåret som Ugens Uundgåelige på P3, og i efteråret samme år blev hun tildelt en Stjernedrys-pris ved Kronprinsparrets Priser.

”Overgår mine vildeste forventninger”

Det var en tydeligt stolt og berørt Mø, der tog imod prisen:

- For 17 år siden satte jeg mig ved min oldemors klaver i mine forældre stue, og besluttede mig for at blive en rockstjerne; men at stå her i dag overgår selv mine vildeste forventninger, lød det fra Mø, da hun takkede for prisen ved den kongelige prisuddeling, der dette år foregik i Operahuset i Sydney, Australien.

Se Mø takke for Stjernedrys-prisen i videoen nederst her på siden, og se hende optræde med hittet ’Pilgrim’ ved samme lejlighed i videoen i toppen af artiklen.

I år bliver Kronrprinsparrets Priser uddelt 3. oktober fra Kulturværftet i Helsingør.

Du kan følge med her på dr.dk allerede fra kl. 19, når vi ruller den røde løber ud og giver dig alt det bedste før, under og efter den kongelige prisuddeling.

Facebook
Twitter