VIDEO Dansk søuhyre hevet op af svensk hav efter 500 års dvale

En galionsfigur fra vraget af krigsskibet Gribshunden er netop blevet fundet i det sydlige Sverige.

Et søuhyre med ører som en løve og en kæbe som en krokodille. Omtrent sådan kan man beskrive den store træfigur, der viste sit grimme ansigt, da den tirsdag blev hevet op af det sydsvenske hav - efter en ganske lang dvale.

- Det er fantastisk. Den har ligget der i 500 år, og det er vildt at se den komme op til overfladen. Du kan ikke kalde den smuk, men spektakulær, griner Marcus Sandekjær fra Blekinge Museum.

Figuren af søuhyret kommer fra vraget af det danske krigsskib Gribshunden, hvor den var galionsfigur. Skibet menes at have sunket i 1495, da det sejlede fra København til Kalmar i det østlige Sverige.

Vraget blev fundet i 1970'erne, men først i 2013 blev det identificeret som Gribshunden.

Selvom figuren har lidt skade siden da, er den i ufattelig god stand - faktisk langt bedre end de fleste vrag fra dens tid.

- Skibet kommer fra den tid hvor Columbus sejlede over havet, og Vasco da Gama tog mod Indien. Dette er fra samme periode, og vi kan lære utrolig meget om hvordan skibene blev lavet dengang siger Marcus Sandekjer.

Se billeder af søuhyret i videoen over artiklen.

Facebook
Twitter