VIDEO Feminister til angreb på udskældt sommerhit

En gruppe newzealandske studerende har fået nok af nøgne damer og udviskede grænser. Nu har de lavet parodivideoen 'Defined Lines' som modsvar til Robin Thickes 'Blurred Lines'.

250 millioner radiolyttere og fem millioner solgte singler alene i USA lyver ikke. Robin Thickes 'Blurred Lines' blev et af årets største sommerhit, og hans flødestemme har fået samtlige sommerkåde mennesker til at svinge hofterne.

Men nogle mener også, at sangen nærmest opfordrer til voldtægt, og nu har tre studerende fra New Zealand svaret igen med en parodi, som de kalder for 'Defined Lines'. Her bliver halvnøgne mænd fodret med flødeskum, hevet rundt i hundesnore og klasket i numsen.

Se videoen øverst på siden.

Til helvede med bullshit

Imens hylder de tre kvinder feminismen og synger 'Til helvede med denne mandeverden med alt det bullshit, piger har ikke fortjent det, vi er ikke pæne piger, vi er dannede piger' hen over 'Blurred Lines'-melodien.

Og det lader til at kvinderne er blevet hørt og set. 'Defined Lines' har i hvert fald fået over to millioner visninger på Youtube.

En sang om voldtægt?I den originale video er Robin Thicke svøbt ind i nøgne damer, mens han selv er fuld påklædt og synger om de udviskede grænser.

Noget som nyhedssiden The Daily Beast allerede tilbage i juni angreb for at være nedsættende over for kvinder. En kendt feministisk blogger kalder det sågar en sang om voldtægt.

Siden da har debatten været ophedet i særligt USA.

Effektiv parodivideo

Ifølge forsker på IT-Højskolen, Lisbeth Klastrup, er den måde at reagere på et godt våben, hvis man vil blande sig i en kønsdebat, der foregår på nettet.

- Man kan sige, at det er effektivt, fordi det fungerer på mediets egen præmis. Det er jo også en musikvideo, som bruger den samme æstetik og set up som den oprindelige video, og på den måde prøver at lave et visuelt indlæg i den her debat om, hvor sexistisk man skal være eller ikke være i en video, siger hun til P1 Morgen.

Robin Thicke er ikke kun blevet beskyldt for at opfordre til voldtægt i 'Blurred Lines'. Sangen er også blevet anklaget for at have fået lidt for meget inspiration fra Marvin Gayes 'Got to have it'.

Facebook
Twitter