VIDEO Gøgleren Erik Clausen fylder 75: Og jeg er stadig på tværs

Med sine 14, snart 15 film har Erik Clausen ladet ”den lille mand” komme til orde for at forstå sig selv og den arbejderopvækst, der har siddet i ham, lige siden han droppede ud af 8. klasse.

Snart lægger Erik Clausen sig i graven.

Men bare rolig. Det er kun i hans kommende spillefilm ’Aldrig mere i morgen’, at en stovt og stolt patriark, spillet af Clausen selv, sover stille ind.

- Jeg har spillet hovedpersonen i alle mine film, men nu er tiden kommet til også at være statist, griner Erik Clausen, der ude i virkeligheden stadig lever og ånder som hovedpersonen i sit eget liv.

Fødselaren springer ivrigt rundt i sit atelier på Vesterbro. Viser malerier frem, reciterer digte, spiller harmonika og slår armene ud mod de to klippeborde, hvor nærværende spillefilm langsomt bliver til, så den kan vises i biograferne til august.

I 1970'erne Erik Clausen (t.v.) var så utilfreds med de etablerede kunstgallerier, at han begyndte at udstille på gaden sammen med sin kammesjuk Leif Sylvester Pedersen (t.h.). Det første også snart til gadegøgl - og senere en vildtvoksende filmkarriere. (Foto: Kurt Nielsen © Scanpix)

I dag fylder filmmanden, billedkunstneren, skuespilleren, gøgleren og musikeren halvrundt. 75 år er det blevet til, men som Erik Clausen stædigt slår fast som en anden rimsmed:

- 75 og stadig på tværs!

Med en fandenivoldskhed fjernt fra den stille efterkrigsgeneration, han ellers tilhører, har Erik Clausen holdt ved længe. Dog må han erkende, at efteråret nærmer sig.

Ligesom 2015's 'Mennesker bliver spist' lagde anløb til en mere alvorlig Clausen, handler ’Aldrig mere i morgen’ (premiere 31. august) om noget, der med årene er blevet mere og mere nærværende for filminstruktøren.

- Filmen handler om døden, og hvad der sker i familien, når manden dør. Den er selvfølgelig inspireret af, at jeg efterhånden er nået en alder, hvor jeg går til flere begravelser end bryllupper, siger han i et sjældent frikvarter fra den lune, man ellers kender den slagfærdige multikunstner for.

Hvad fanden sker der?

Når Erik Clausen ikke laver film (eller giver interviews), skriver han digte, kører cykelbaner med sit barnebarn og holder foredrag.

Til foredragene fortæller han ofte om dengang, han droppede ud af 8. klasse i 1960’erne. Med egne ord var han simpelthen for kvik til at fortsætte under skolens regeltyranni, der lagde sig som en lænke om unge Clausen.

- Ville jeg ikke lære noget? Jo, for fanden, det er en del af alle menneskers natur at lære. Men læreren bildte os arbejderbørn ind, at to og to giver fire. Den der rationalitet og logik var jeg slet ikke med på.

Hjemme hos sine ufaglærte arbejderforældre i Sydhavnen havde han lært, at det altid var ”tre til arbejdsgiveren og en til dig”. Det gik aldrig lige op.

Her voksede han op med noget, ”der for et par år siden var meget moderne, nemlig solidaritet”, som han siger.

To garvede gadedrenge: Erik Clausen og Leif Sylvester Petersen i dag. (Foto: Lea Meilandt Mathiesen © Scanpix)

Unge Clausens forregnelse var ikke politisk, men kunstnerisk. Vreden mod borgerskabet var drivkraften, da han rottede sig sammen med kammesjukken, billedkunstneren Leif Sylvester i 1970’erne for at tænke ud af boksen.

Her var makkerparrets gadegøgl ikke kun hovedvej til allehånde hån over for de gamle hanelefanter på Borgen. Gadedrengene ville også tage kunsten ud til folket og servere den direkte på gaden langt fra bonede museumsgulve og krummelurede kunstgallerier.

- Vi opdagede, at vi kunne få folk til at grine. Dengang var stemningen også til det. En nysgerrighed og positiv stemning, der ligger fjernt fra nutidens angst. I dag er man bange for at miste sit job og sig selv, fordi jeg'et er ophøjet til et ikon, siger Erik Clausen og spørger hovedrystende:

- Hvad fanden er det egentlig, der sker for tiden?

Ja, stenen i skoen har altid trykket lidt hårdere, når Clausen har doseret stikpiller med bogstavelig venstrehånd. I dag er stemmen dog mindre kampklar, mere resigneret.

- Tiden i dag ligner på mange måder tiden under Den Kolde Krig i 1950’erne. Mange lukker sig om sig selv, fordi man ikke interesserer sig for andre mennesker længere.

"Erik" og "Clausen"

Livet som gadegøgler blev foreviget i ’Cirkus Casablanca’ fra 1981, hvor Erik Clausen gjorde status, men vigtigst af alt: Skiftede pensel og kanvas ud med klaptræet og kunne kalde sig filminstruktør: Med mere, forstås!

For Erik Clausen skrinlagde hverken malerkunsten eller sin mangeårige passion for cykling.

I dag er han stadig to sider af samme. Hverken den ene eller anden side af Erik Clausen går lige op.

Først kommer ”Clausen”, men under den fandenivoldske multikunstner, mange kender som dansk films fremmeste forsvarer af folket, gemmer følsomme ”Erik” sig med alle komplekserne.

"Erik", den ligesindede machomand, der mener, "at mænd skal hjælpe til med opvasken". Men også ham, der gang på gang har haft brug for ”at blive bekræftet i at være elsket”.

Så er der ”Clausen”. Stenbroens ambassadør med den drævende københavnerjargon, der lige siden sin selvbiografiske debut med ’Cirkus Casablanca’ har lavet film om helt almindelige menneskers ualmindelige liv.

Og altid med ham selv som hovedperson.

- Arbejderklassen havde aldrig fået særligt meget taletid, og før sloges jeg meget med mine egne nedarvede mindreværdskomplekser. I kunsten fandt jeg en måde at omveksle min vrede, hvor jeg kunne rette mit fokus på mænd og kvinder, jeg kendte. Dem iført arbejdstøj, ikke slips.

Erik Clausen (i midten) er et alsidigt menneske. Ikke bare er han filminstruktør, skuespiller, manuskriptforfatter, billedkunstner og pottemager (!), men han har også spillet musik med Kim Larsen i bandet Bellami. Her bandfoto fra Kastrup lufthavn på vej til Thorshavn i 1986. (Foto: Pierre Sales © Scanpix)

Klodshans som forbillede

Noget nær alle Clausen-film er blevet til igennem hans sociale indignation, men også i samarbejde med gode legekammerater som Kim Larsen, Leif Sylvester og Anne-Marie Helger, der alle ejer samme politiske kulør.

Om det er ’Cirkus Casablanca’ (1981), ’Tarzan Mama Mia’ (1989) eller ’Slip hestene løs’ (2000): Mange handler om klassekampen mellem små krudtugler og store kanoner serveret med sans for det sjove. Som kapitalismekritik pakket ind som folkekomedier, der har fået billetlugerne til at gløde ligeså ræverødt som Clausens dundermæle fra den politiske ølkasse.

- Jeg har Klodshans som forbillede. For selvom man ser ud ligesom mig og ikke ligner en filmstjerne, kan man altså godt komme frem alligevel. Jeg har altid sagt, "hellere ægte storhedsvanvid end falsk beskedenhed".

Selv har Clausen altid smægtet efter frihed.

- Det er det, fiktionen kan. Her kan du opleve øjeblikke af stor frihed, hvor det udelukkende er dig, der bestemmer, siger den liberale socialist, der altid har holdt balancen mellem selvudfoldelse og socialt ansvar.

- Kun de grå parykker ser mine film

Selv har han altid spillet ”den lille mand” i sine 14 film, snart 15 film. Han har kunnet leve længe og godt af sine film, men er filmkarrieren ved at rinde ud?

- Altså når jeg er rundt i landets biografsale og præsentere mine film, ser jeg kun grå parykker. De unge ser ikke mine film længere, og det får mig da til at tænke over, om jeg skal blive ved.

Nu står han i atelieret på Vesterbro og hilser farvel. Frokosten kalder, inden der skal arbejdes videre ved klippebordet.

På en regnvejrsgrå martsdag er han hverken private ”Erik” eller professionelle ”Clausen”, men bare Erik Clausen. 75 år gammel og stadig med masser af mod på livet.

Når Erik Clausen ikke laver film, fordyber han sig i malerkunsten hjemme i atelieret på Vesterbro i København. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Selvom det er tid til at gøre status og se tilbage, vælger Erik Clausen at se frem. For det har han altid gjort.

Og som en lille krølle på halen: Nævnte patriark i 'Aldrig mere i morgen' ånder slet ikke ud for alvor, men rejser sig fra dødslejet for at gå ned ad mindernes allé i følge med en engel spillet af Bodil Jørgensen.

- Jeg hader det her udtryk med, at mennesket har rødder. Man er for helvede udstyret med to fødder, så man kan fortsætte videre, siger Erik Clausen og gør det samme.

Fortsætter videre som hovedpersonen, ikke statisten Clausen. For som han siger:

- Os, der er født med fanden i hælene, er gode til at få røven med os!

Facebook
Twitter