Lotte Heise anmelder klassisk tv-satsning: Syyygt talentfulde børn

Operaekspert og P2-vært Lotte Heise er begejstret for den nye DR1-satsning, der første gang løb over skærmen lørdag.

Operakender Lotte Heise er begejstret for det nye program Vidunderbørn, som hun tildeler fire ud af seks stjerner. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © dr)

Speedsnakkeren Lotte Heise er ikke let at sætte i bås. Hun er både forfatter, foredragsholder, entertainer, skuespiller og tidligere fotomodel.

Men hun er også vært på P2-programmet Bravo, og en stor kender af de klassiske kunstarter generelt og opera specifikt.

Derfor har hun indvilget i at anmelde første udsendelse af det nye DR-program, Vidunderbørn. Læs hendes anmeldelse herunder:

Lotte Heises anmeldelse af Vidunderbørn

DR1s Vidunderbørn er et dejligt eksempel på en lidt skæv blanding af klassisk kunnen og en poppet – og ikke for folkelig – tilgang til det komplicerede univers, som klassisk musik kan være!

Alle seks vidunderbørn er super dygtige, charmerende og fagligt stærke.

De viser et ægte bud på en anden måde at bruge sit liv på, og viser – so far – at det kan være sjovt at lave noget andet end sidde på Twitter, Facebook eller bare game for vildt. For det har de her seks børn slet, slet ikke tid til!

Mere kant, tak!

Jeg synes godt, at violinlæremestren kunne have været yngre, for eksempel kunne det have været én fra Den Danske Strygekvartet; de drenge ligner nogen, der kunne spille hård rock! Cæcilie Norby fungerer derimod sindssygt godt sammen med Kamille, og har den evne, som en mentor også bør have: Nemlig at lade stjernefrøet få masser af plads!

De tre dommere (Phillip Faber, Michael Bojesen og gæstedommer Rasmus Bjerg, red.) fungerer fint, men måske kunne antallet af superlativer tages lidt ned. Ikke at vi skal til Simon Cowell-niveau, men lidt mere kant kunne være lækkert. Ellers kan tonen godt blive lidt kælen!

Rune minder om Andreas Brantelid

Tilbage til Vidunderbørnene: Når Rune spiller kommer jeg til at tænke på cellisten Andreas Brandelid, og når Kamille står fuldstændig åben og synger om at få sit hjerte revet ud, så holder det hundrede procent! Det er fandeme sejt gået af en 12-årig!

Violin er måske mit favoritinstrument, og jeg glæder mig til at høre, hvad den syyygt talentfulde unge Villads videre disker op med. For han spiller mega godt! Trommer kan være lidt specielle som soloinstrument, fordi de ofte kommer til at virke lidt isolerede, men David er så åbenlyst vild med sit instrument, og så holder det! Han slår ikke på trommer – han spiller på dem!

Jeg giver programmet fire stjerner (med seks til vidunderbørnene!), og glæder mig til at se videre næste lørdag!

Min egen top 3:

  1. 1

    Rune (piano)

  2. 2

    Kamille (sang)

  3. 3

    David (slagtøj)/Vilads (violin) på en delt tredjeplads