Verdensstjernen Michala Petri: Det er en eksamen hver eneste gang

Michala Petri er én af verdens bedste blokfløjtespillere, men kan stadig blive ramt af forventningens pres inden en koncert.

Blokfløjtenisten Michala Petri gik ikke i skole, men helligede sig blokfløjtestudierne på fuld tid allerede som 11-årig. Hun ville dog ikke have været det foruden. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

”Hendes karriere stod meget tidligt skrevet i stjernerne.”

Sådan indledes ét af mange portrætter om 57-årige Michala Petri, der i årtier har været én af verdens største blokfløjtespillere. Stemplet ”virtuos” har hun fået for længst, og hun har blandt andet Léonie Sonnings musikpris, Maarum-prisen og Gramex' hæderspris stående som beviser på sit enorme talent.

Og ligesom for de seks klassiske talenter i det nye DR-show Vidunderbørn, så startede Michala Petri da også tidligt:

- Min første optræden var i Danmarks Radios afdeling i Aalborg, da jeg var fire år gammel. Jeg husker tydeligt, at jeg sad i et lille studie, og jeg anede ikke hvad hverken et studie eller en mikrofon var.

Fingrene væk fra mors klaver

Michala Petri blev gjort bekendt med blokfløjten allerede som treårig; efter sigende for at holde det musikalske barn væk fra morens klaver. Forældrene – begge professionelle musikere – observerede en datter, der inden børnehavealderen kunne adskille Mozart fra Beethoven, og de valgte snart at udnytte hendes helt særlige evner.

Artiklen fortsætter under billedet.

Michala Petri fik sin første blokfløjte, da hun var bare tre år gammel. (Foto: H DALBY © Scanpix)

Som otteårig blev hun optaget på Staatliche Hochschule für Musik und Theater i Hannover med en dispensation fra den normale aldersgrænse, og tre år senere kom koncertdebuten:

- Det føltes ikke som et pres for mig, da jeg debuterede som elleveårig. Jeg var koncentreret, som man gerne skal være, men det var ikke noget ubærligt pres, for jeg vidste, at jeg var forberedt. Det er fuldstændig det samme som en eksamenssituation i skolen.

Sådan er det stadig i dag:

- Det er en eksamenssituation hver eneste gang, jeg skal spille. Nu er det en positiv eksamenssituation, for jeg ved, at folk er med mig og ikke imod mig, fortæller Petri.

”Det kan være ensomt”

Michala Petri afsluttede sine blokfløjtestudier i 1976. Hun har i skrivende stund mere end 30 udgivelser på sit musikalske cv, og mange komponister har skrevet værker specielt til hende.

Bag den imponerende produktion og de flotte hædersbevisninger gemmer sig dedikation, hårdt arbejde – og en følelse af ensomhed:

- Det kan være ensomt at være klassisk musiker. Men det er ikke givet.

- For mig har det været ensomt på grund af min opvækst. Jeg gik ikke i skole, og fra jeg var 11 år studerede jeg kun blokfløjte. Jeg havde godt nok nogle venner, men det var ensomt. Der findes dog også musikere af min slags, som ikke er ensomme.

Artiklen fortsætter under billedet.

En ung Michala Petri. (Foto: Svend Aage Mortensen © Scanpix)

Øvelse = tryghed

Og Michala Petri er da også hurtig til at betone al det positive, livet i den musikalske løbebane har ført med sig:

- Jeg tror, man har en fordel som klassisk musiker i forhold til popmusikere. Som klassisk uddannet har man et andet grundlag: Man ved, hvordan det skal afleveres, og har øvet sig i lang tid, måske i mange år. Det skal selvfølgelig leveres med friskhed, og man skal kunne frigøre sig fra alt det kunnen, man har indøvet, så selvfølgelig er der et pres. Men al øvelsen gør, at man er mere tryg.

- En bog, jeg har læst, hævder, at hvis man har gjort noget i titusind timer, så behersker man det, man laver. For eksempel spillede The Beatles på små steder i mange år, inden de slog igennem, så jeg tror, der er noget om, at hvis man gør noget tilstrækkeligt mange gange, så får man en frihed, der gør, at man kan give slip.

Artiklen fortsætter under videoen.

En del af resten af verden

Det med at give slip handler også om at finde balancen mellem ens arbejdsliv, og samtidig ”være en del af resten af verden”.

Det råd vil Michala Petri gerne give videre til DRs seks vidunderbørn, der i disse uger dyster i de klassiske kunstarter i bedste sendetid på DR1.

- De skal være åbne overfor andre sider af livet. Det er virkelig vigtigt, synes jeg. Og det er meget bedre at øve sig koncentreret i to-tre timer end ufokuseret i ni timer.

Hør også Michala Petri fortælle om livet som klassisk stjerne i et interview med P2.

Facebook
Twitter