Vikingeskibsmuseum: Vi har aldrig oplevet noget lignende

Vikingeskibsmuseet i Roskilde skal nu sikres mod oversvømmelser, efter at fem 1000 år gamle skibe var i fare for at blive ødelagt af massive vandmasser. Også andre museer havde problemer.

Vikingeskibsmuseet i Roskilde er i dag i gang med at gennemgå skaderne, efter at massive vandmasser har oversvømmet området omkring museet. (Foto: Thomas Lekfeldt © Scanpix)

Vikingeskibsmuseet i Roskilde slap med skrækken, da vandstanden i Roskilde Fjord steg markant, efter stormen i torsdags susede hen over Danmark.

På det værste tidspunkt var vandstanden to meter over det normale og nåede op til bygningen, hvor de kostbare vikingeskibe står. Men vandet nåede ikke ind i bygningen.

- Det var rigtig alvorligt. Vi har aldrig oplevet noget som det her i de 50 år, museet har stået her. Vi har haft høje vandstande før, men ikke som denne gang, siger Tinna Damgård-Sørensen, leder af Vikingeskibsmuseet, til DR Kultur.

Syv ruder blev ødelagt

- I løbet af fredagen steg vandet kraftigt, og bølgerne slog ind mod ruderne, så syv af dem blev beskadiget, men heldigvis kom der ikke store mængder vand ind, siger hun.

Selv om det lykkedes at holde skibene tørre, så er der sket skader på store dele af museets bygninger. På den fredede bygning, hvor de fem skibe befinder sig, har bølgerne beskadiget fuger og betonkonstruktionen, som i forvejen var skrøbelig og skulle renoveres.

Også på museets bådeværft, hvor gæster har mulighed for at se, hvordan vikingerne byggede deres skibe, er der sket massive skader.

Vand op til lårene

Medarbejderne stod i vand til langt over lårene, blandt andet fordi kloakker og toiletterne var løbet over. Derfor er gulvet og flere installationer i værftet nu ødelagt og skal renoveres.

- Det bliver en større opgave. Vores forsikringsmand er i øjeblikket i gang med at gennemgå skaderne, men når vi får kigget inde bagved, dukker der nok flere skader op, siger Tinna Damgård-Sørensen, der ikke tør spå om, hvad det vil koste at udbedre skaderne.

Hun fortæller, at museet nu vil gennemgå beredskabet, men hun vurderer umiddelbart, at alt fungerede som det skulle. Samtidig skal man finde ud af, hvordan man undgår at havne i samme situation igen.

Leder efter fondsmidler

- Nu har vi behov for at snakke med blandt andet fonde, for at få ordnet den økonomiske side af sagen. Det er en voldsom opgave at løfte, og vi har ikke haft mulighed for at spare op til udbedringer i vores eget budget, så det må vi finde hjælp til, siger hun.

Stormens oversvømmelser gav også problemer for Københavns Museum, som er i gang med de afsluttende undersøgelser ved Krøyers Plads. Her blev udgravningerne fra en gammel kajplads oversvømmet, men det lykkedes at få hevet det cirka 200 år gamle tømmer, som tidligere var havnekant, op, inden vandet strømmede ind.

Til trods for problemerne med oversvømmelser er Vikingeskibsmuseet stadig åbent for besøgende.

Facebook
Twitter