Vil du have hovedrollen i ny dansk forestilling? Så skal du være transkønnet

Dansk dansekompagni leder efter en transkønnet danser til hovedrollen i 'The Danish Girl'.

Filmatisereingen af romanen 'The Danish Girl' fra 2015 blev både rost og kritiseret for sin portrættering af danske Lili Elbe. Nu skal den for første gang opføres som danseforestilling.

"Vi søger en exceptionel, professionel danser og performer, der har personlig og indgående kendskab til og erfaring med transkønnet og queer identitet."

Sådan står der i et nyt castingopslag fra det danske dansekompagni Black Box Dance Company, der søger dansere til opsætningen af 'The Danish Girl', som er baseret på David Eberhoffs roman af samme navn.

Det sker i kølvandet på et øget fokus på repræsentation af særligt transpersoner i underholdningsbranchen.

- Vi har fået særrettigheder af David Ebershoff til at lave den første danseforestilling på den betingelse, at hovedrollen bliver spillet af en transperson eller en, der forstår rollen på et personligt plan, fortæller David Price, der er associeret kunstnerisk leder og producent på forestillingen.

Romanen 'The Danish Girl' er baseret på den danske transkvinde Lili Elbes liv. Hun fik som en af de første i verden foretaget en kønsskifteoperation i 1930.

Romanen udkom i 2000, og i 2015 blev den så filmatiseret med den sidenhen Oscar-nominerede, britiske skuespiller Eddie Redmayne i hovedrollen.

Netop valget af Redmayne, der er en ciskønnet mand, mødte massiv kritik fra transaktivister både herhjemme og i udlandet.

Men den kritik kommer altså ikke til at ramme Black Box Dance Company's opsætning.

- 'The Danish Girl' handler om noget, der er så psykologisk, identitetsskabende og biologisk, at det er vores opfattelse, at forestillingen kun bliver bedre, hvis hovedrolleindehaveren har et erfaringsmæssigt grundlag og en levet forståelse af rollen, siger producent David Price.

Han pointerer samtidig, at en danseforestilling ikke er at sidestille med en sportsgren, hvor det handler om eksempelvis at kunne springe højest eller løfte mest:

- Der er mere på spil end tillærte kompetencer fra en danseuddannelse. Som tilskuer oplever man i langt højere grad dans med følelserne, og derfor handler det også om, om de mennesker, der formidler fortællingerne, gør det på autentisk vis, siger han.

I Tom Hoopers filmatisering af 'The Danish Girl' fra 2015 spiller Eddie Redmayne rollen som Lili Elbe, mens svenske Alicia Vikander spiller hendes hustru, Gerda Wegener. Vikander modtog i øvrigt en Oscar for rollen. (© UIP)

Men er det ikke diskriminerende over for alle de dansere, I så udelukker fra castingen?

- Nogle vil måske føle sig diskrimineret, men lige nu er det vigtigere at lave et opgør med de samfundskonstruktioner, der i så mange år har tilsidesat minoriteter som eksempelvis transpersoner. Det er vigtigere end at tilgodese nogle måske sårede følelser hos en ciskønnet danser, slår han fast.

Er nødt til at søge internationalt

Fordi man netop søger en transkønnet danser, er Black Box Dance Company fuldt ud bevidst om, at antallet af potentielle ansøgere til rollen bliver stærkt begrænset, idet man caster inden for en smal minoritet:

- Vi ved godt, at vi bliver nødt til at søge internationalt for at få nok kvalificerede ansøgere, siger producer David Price.

At søge medvirkende til en dansk forestilling uden for Danmarks grænser er dog ikke nogen stor udfordring, da dans handler om udtryk gennem kroppe - og ikke ord.

David Price, associeret kunstnerisk leder og producent, sammen med kunstnerisk leder Marie Brolin-Tani fra Black Box Dance Company. (Foto: Christian M. Andersen © Christian M. Andersen)

- Og mon ikke der i hele danseverdenen findes en masse dygtige, transkønnede dansere, spørger han retorisk.

Om dansekompagniet kommer i nærheden af de godt 1.000 ansøgninger, de ofte modtager, når de søger dansere, tvivler han dog på. Men på blot to dage er der faktisk allerede tikket 15 motiverede ansøgninger ind.

Ansøgninger, hvor den "dansemæssige kvalitet er i top", og hvor det er fra præcis de mennesker, man håbede på at kunne invitere til en casting. Og det bekræfter David Prices oprindelige tese:

- Det er tydeligt at læse, hvorfor det er vigtigt, at det er dem, og ikke en ciskønnet person, der skal have lige præcis den her rolle.

Et velkomment initiativ

Forperson for LGBT+ Danmark, Jackie Vesterhaab Kristensen, der selv er transkønnet, kalder dansekompagniets castingopslag for et "velkomment og proaktivt initiativ":

- Jeg synes, det viser en velvilje til faktisk at give transpersoner indflydelse på de historier, der bliver fortalt om os. Rigtig længe har fortællingerne været præget af, at folk ikke har vidst, hvad fanden det var for noget at være transkønnet.

- Derfor har portrætteringerne været alt fra ondskabsfulde, latterlige til triste og heroiske. Ingen af delene klinger særligt ægte i forhold til, hvad det vil sige at være et rigtigt menneske.

Stod det til hende, måtte der gerne komme flere initiativer af samme slags:

- Når man i så lang tid har været forment adgang til det offentlige liv, er det næsten også nødvendigt med en periode, hvor vi prøver at løfte transkønnede skuespillere, kunstnere, musikere og så videre, fordi de i så lang tid ikke har fået samme anerkendelse som deres ciskønnede modparter.

Ekstra værdi i autentisk krop

At Black Box Dance Company søger en person med indgående erfaring med transkønnethed, giver også god mening for teaterredaktør på Berlingske, Jakob Steen Olsen.

- Lige præcis i denne danseforestilling, hvor kroppen er kunstformen, og det ikke er det talte ord, er der en ekstraværdi i, at det er en autentisk krop. Det handler om det blik, vi har på kroppen, og den symbiose, der er mellem performeren, og hvad man gerne vil vise og se i historien. Så jeg forstår godt, at man vil have en autentisk krop, der har erfaring med det, siger Jakob Steen Olsen.

Transkønnede skuespillere dukker op i flere og flere store, internationale serier efterhånden. Blandt andet har 'Euphoria', 'Orange Is the New Black' og 'Sense8' haft transkønnede hovedkarakterer. Og særligt 'Pose', hvor billedet her af skuespilleren Indya Moore er fra, har fået ros for sin inklusion. (© HBO)

Dog mener han, det er værd at have et vågent blik på den udvikling, der foregår, når skuespillere får kritik for at spille en person med en anden seksualitet eller kønsidentitet, end de selv har.

- Det er en stor misforståelse, når man går efter at få et en-til-en-forhold mellem figur og skuespiller. En forestilling handler om, at man som skuespiller og tilskuer sætter sig i en andens sted. Det er den smukkeste hyldest, man kan give til et andet menneske og en tillidserklæring, at man vil beskæftige sig med at fortælle en andens historie, mener han.

Selvom Black Box Dance Company's David Price mener, at repræsentationen på tværs af kulturen er vigtig, så mener han også, at konteksten er afgørende.

- Lige præcis 'The Danish Girl' handler om oplevelsen af at være en transperson. Laver man en forestilling af 'Romeo og Julie' anno 2020, så er det ikke vigtigt, om Romeo bliver spillet af en hvid, ciskønnet italiener eller ej, hvis konteksten er kærlighed - ikke kønsidentitet.

'The Danish Girl' produceres sammen med Vejle Musikteater og forventes at få premiere i efteråret 2021.

FacebookTwitter