Vil være verdens største tøjkæde: Nu åbner Japans svar på H&M i Danmark

Fredag åbner den japanske tøjkæde Uniqlo sin første butik i Danmark. 'Det er cool og rent i udtrykket', mener ekspert.

Uniqlo blev grundlagt af Tadashi Yanai og er i dag en del af koncernen Fast Retailing Company. Den første butik i Danmark åbner på Strøget i København. (© Getty Images)

Uniqlo.

Det navn kan du ligeså godt vænne dig til at se i gadebilledet - lige ved siden af H&M, Zara og de andre modebutikker.

For fredag åbner den japanske tøjkæde nemlig sin allerførste butik i Danmark.

Og selv om Uniqlo umiddelbart minder om for eksempel H&M og Arket, så er det alligevel anderledes end de tøjmærker, vi er vant til at købe her i landet.

Det forklarer modeekspert Chris Pedersen.

- Uniqlo er Japans svar på H&M, men det adskiller sig ved at være mere basic.

- Uniqlo indeholder alle garderobens byggeklodser, men bygger ikke på trends. Det er cool og rent i udtrykket, men aldrig trendy. Man kan faktisk sige, at det er et mærke, man ikke rigtig genkender. Man kan måske godt se, hvis noget er fra H&M eller Zara, men det kan man ikke nødvendigvis med Uniqlo. Og det er hele pointen, lyder det fra Chris Pedersen.

Tøjkæden åbner i første omgang en enkelt forretning på Strøget i København, men inden for få år har Uniqlo som erklæret ambition at blive verdens største.

- Kæden har været lidt hemmelig indtil nu. I mange år har den kun ligget i Japan, og så kom den til New York og Paris. Det er helt rigtigt set, at de er begyndt at ekspandere internationalt nu, siger Chris Pedersen.

Uniqlo har stadig halvdelen af sine 2.000 butikker i Japan, men ekspanderer nu langsomt, men sikkert i resten af verden. Herunder altså også i Danmark.

Det kvadratiske Uniqlo-logo kommer snart til at pryde gadebilledet i København. Den første Uniqlo-forretning åbnede i den japanske by Hiroshima i 1984. (Foto: Carlo Allegri © Scanpix)

'En konstant krig'

Og det er blot med til at gøre konkurrencen endnu hårdere på et i forvejen presset, dansk modemarked, forklarer Chris Pedersen.

- Den almindelige forbruger er blevet ekstremt bevidst om tøj. Det bliver simpelthen sværere og sværere at få os til at bruge penge, så kæder som Zara, Arket, H&M - og nu altså Uniqlo - befinder sig i en konstant krig med hinanden.

Han tror, at det kan være til Uniqlos fordel, at deres tøj er billigt, men samtidig 'teknisk' i kvaliteten:

- De arbejder for eksempel med svedabsorberende materialer og laver jakkesæt, man kan rejse i. Man får noget for pengene hos dem, siger Chris Pedersen og slutter:

- Og fordi det helt basic og ikke følger nogen trends, så er det tøj, man beholder i lang tid.

3 andre ting, vi har fået fra Japan - ifølge Chris Pedersen

  • Sushi: - Da sushi kom til København for 15-20 år siden, var det jo en helt vild ting. Mine forældre, der kom fra Fyn, synes, det var helt vanvittigt at spise rå fisk. I dag er det jo ganske normalt at spise sushi, uanset hvor man er i Danmark.

  • Kimono: - Kimonoen har det rigtig godt i Danmark for øjeblikket, og jeg tror, vi kommer til at se flere og flere piger gå i dem, mens vi går sommeren i møde. Japanere er kendt for deres enkelhed i moden - det er altid crisp og minimalistisk.

  • Lys og møbler: - Designmæssigt har Danmark et et meget stort slægtskab med Japan. Både når det kommer til lys og møbelkunst, er vi inspireret af hinanden. Det skal være pænt, ordentligt og funktionelt.

Facebook
Twitter