Vilde ansigtstatoveringer breder sig blandt grønlændere: 'Det er en superfed måde at vise, hvem jeg er'

200 år efter den danske kolonisering vælger flere grønlændere at tage deres oprindelige kultur tilbage ved hjælp af inuittatoveringer.

På en briks i Nuuk ligger Josef Tarrak-Petrussen på 21.

På hans hage har han fået tatoveret ni linjer fra underlæben og ned mod hagespidsen. Tatoveringerne fik han lavet for to år siden. Og hen over den øverste del af næseryggen har han fået endnu et streget mønster tatoveret. Den fik han lavet for to uger siden på selvsamme briks, som han nu igen ligger på.

Ved siden af ham sidder Paninnguaq Lind Jensen, der også er tatoveret i ansigtet. I hænderne har hun en steriliseret synål, som er trådet med en blækfyldt bomuldssnor. Om lidt skal den mases igennem Josefs øverste hudlag, så tråden kan efterlade endnu en tatovering på hans hud.

Han er blot én af de mange, der har fået en inuittatovering – en ældgammel tatoveringsform for inuitter, der er set hos det oprindelige folk i

Sibirien
, henover den canadiske tundra til Grønland. Men da danskerne i 1700-tallet koloniserede Grønland og indførte kristendommen, forsvandt tatoveringerne gradvist.

- Vi har været koloniseret i næsten 300 år, og siden 1940'erne har vi skullet være ligesom danskerne. Det var ikke godt nok, at vi var inuitter. Med inuittatoveringerne forsøger mange at tage stoltheden ved at være inuit tilbage. Jeg føler mig skide smuk nu, og jeg bærer mine tatoveringer med stolthed hver dag, siger Paninnguaq Lind Jensen.

Paninnguaq Lind Jensen har siden 2017 lavet inuittatoveringer. Dengang var der kun en håndfuld, der havde tatoveringerne. Men nu har omkring 600 kvinder og en håndfuld mænd i alle aldre ifølge Paninnguaq traditionelle tatoveringer på enten hænderne eller i ansigtet.

Vi har talt med otte forskellige grønlændere om, hvad tatoveringerne i det hele taget betyder, og hvad de betyder for dem.

  • - Jeg har fået mine tatoveringer for to uger siden, så de er stadig i gang med at hele. Jeg er vokset op i en familie med meget kultur, og min mor fik inuittatoveringer på armene, da jeg var 13. Siden dengang har jeg vidst, at jeg også ville have sådanne tatoveringer engang. Ifølge traditionen fik kvinder typisk tatoveringen på hagen, når de var voksne og klar til at bidrage til samfundet, siger Seqininnguaq Lynge Poulsen på 18. (Foto: Christian Sølbeck)
    1 / 16
  • - Jeg går på gymnasiet, men er også aktiv i Global Indigenous Youth Caucus, som er en gruppe unge, der arbejder med menneskerettigheder for det oprindelige folk i hele verden. Jeg har planer om at få tatoveret begge arme med mønstre, fordi jeg er stolt af min kultur, og det er en superfed måde at vise på, hvem jeg er. Det er en del af vores proces i at blive afkoloniseret, siger Seqininnguaq Lynge Poulsen på 18. (Foto: Christian Sølbeck)
    2 / 16
  • Paninnguaq Lind Jensen bruger to forskellige tatoveringsformer. En af dem er handpoking. Her binder hun en steriliseret tatoveringsnål op på en bambuspind. Derefter prikker hun blæk ind under huden med den spidse nål. (© Christian Sølbeck)
    3 / 16
  • Skin-stiching eller syning i huden er en anden måde at lave inuittatoveringer på. Selvom metoden ser mere makaber ud, så siger flere, at det faktisk gør langt mindre ondt i forhold til at blive maskintatoveret eller tatoveret ved hjælp af handpoking. Det foregår ved, at man dypper en cirka tre centimeter lang tråd, der er sat på en tynd steriliseret nål, i blæk. Længden af tråden afgør, hvor meget blæk, der kommer ind under huden. Hvert sting er omkring en millimeter langt, hvor man kun lige syer i overfladen af huden. Paninnguaq Lind Jensen fraråder i øvrigt, at man forsøger at gøre det selv. (Foto: Christian Sølbeck)
    4 / 16
  • - Jeg har valgt at få færre streger på hagen, end de fleste andre har, fordi jeg ser det som en proces. Når jeg føler mig klar til det, så får jeg flere streger. Det handler for mig om at følge vores egne traditioner i stedet for at blive for danske. Vores kontakt med inuitter i Canada er blevet større på grund af sociale medier. Her skriver vi sammen om sprog, kultur og tatoveringer, men også om de sociale problemer, vi oplever. Mange af os har ikke samme psyke som danskerne, og derfor er det lettere at relatere til dem i Canada. Tatoveringerne har gjort mig mere stærk, og når jeg ser billeder fra dengang, jeg ikke havde tatoveringer, føler jeg, der mangler noget, siger Elias Josephsen på 30. (Foto: Christian Sølbeck)
    5 / 16
  • - Min far er grønlandsk, min mor er dansk, og selvom jeg bor i Nuuk, er grønlandsk ikke mit modersmål. Derfor har jeg kæmpet med en identitetskrise, fordi jeg blev set som dansker i Grønland og grønlænder, når jeg var i Danmark. Tatoveringerne har gjort, at jeg føler, jeg nu kan kalde mig grønlænder, og jeg græd, da jeg fik min første. Jeg ser også tatoveringerne som et formidlingsværktøj, hvor jeg på tværs af Rigsfællesskabet kan være med til at fortælle om den kultur, jeg også kommer fra. Og det er ret fedt, siger Maria Kreutzmann på 34. (Foto: Christian Sølbeck)
    6 / 16
  • - Jeg er tatoveret på begge hænder og i nakken. Alle mine tatoveringer er en blanding af nål og tråd, og handpoking. Jeg har en enkelt, lille maskintatovering. Stregerne henover andet led på min højre hånds fingre og prikkerne på leddene tættest mod knoerne symboliserer mine fire søskendes børn. Flere steder på højre hånd har jeg fået tatoveret harpuner. Jeg skriver og arbejder med illustration, så min højre hånd er den, der skaffer mig min fangst og giver min brød på bordet. De fire prikker i nakken symboliserer også mine fire søskende; mine to hele søskende, og to bonussøskende, fortæller Maria Kreutzmann på 34. (Foto: Christian Sølbeck)
    7 / 16
  • - Jeg fik min tatovering på hagen for små tre år siden. Den på hagen symboliserer narhvaler. Jeg kommer fra Uummannaq, hvor ’Nissebanden i Grønland’ er optaget. Det ligger så højt mod nord, at solen forsvinder i tre måneder om vinteren, men samtidig kommer narhvalen. Så deroppe siger man, at narhvalen bringer glæde i den mørke tid. Da jeg begyndte at overveje at få hagetatoveringen, tænkte jeg først: ”Det kan man da ikke.” Men så gik det op for mig, at jeg var blevet for påvirket af europæisk tankegang, og så besluttede jeg mig for at få det, siger Lone Nikolajsen Hansen på 30. (Foto: Christian Sølbeck)
    8 / 16
  • - På hænderne har jeg symbolet for havets moder, der passer på dyrene, og nogle amuletter. Amuletterne er for min mand og min søn. Prikkerne er til ånderne. De sørger for, at de onde ånder ikke kommer ind, fortæller Lone Nikolajsen Hansen. (Foto: Christian Sølbeck)
    9 / 16
  • - Tatoveringen på min hånd symboliserer havets moder. Hun bor i havet og blev ifølge myterne smidt over bord af sin far. Hun tager sig af dyrene. Jeg fik tatoveringerne, fordi jeg gerne vil passe på naturen og dyrelivet, og det minder tatoveringerne mig om. Derudover indeholder tatoveringerne amuletter, som blandt andet giver mig styrke, siger Natascha Pedersen på 29. (Foto: Christian Sølbeck)
    10 / 16
  • - Ingen vidste det, da jeg fik tatoveringerne for omkring to år siden. Nogle mente, jeg var modig, fordi jeg vist var den femte her, der fik det. Nogle kolleger drillede for sjov og sagde, jeg havde glemt at barbere mig. Min far kunne ikke lide dem, selvom han er fra Grønland. Jeg havde tænkt over at få dem i fem eller seks år, inden jeg fik dem, fordi jeg tog en guideuddannelse og læste om grønlandsk kulturhistorie. Det er en del af vores kultur, som forsvandt, og den vil jeg gerne have tilbage, fortæller Jakobine Tellesen på 31. (Foto: Christian Sølbeck)
    11 / 16
  • - Mine to tatoveringer i ansigtet er lavet med handpoking, hvor man tatoverer med hånden ved at prikke blækket ind i huden med en nål. Den nede ved hagen beskytter mig mod onde ånder. Den har jeg fået for at bryde den sociale arv. Den på næsen betyder åndelige rejser, så min ånd kan rejse rundt over alt og have åndelig kontakt med andre mennesker, siger 21-årige Josef Tarrak-Petrussen. (Foto: Christian Sølbeck)
    12 / 16
  • - Jeg havde lyst til at tage mit ansigt tilbage. Med det mener jeg, at jeg tager min egen kultur tilbage og viser, at jeg er stolt af at være grønlænder. Lige siden jeg var lille, har jeg ønsket at være som en dansker. I mit syn havde danskerne her i Grønland et godt liv. De så rigere ud, så jeg havde lyst til at være som dem. Da jeg kom på efterskole i Danmark, hørte jeg alle stereotyperne om grønlændere. Jeg blev tit spurgt, om jeg kunne lide øl, og de så mig som en alkoholiker, fordi jeg er grønlænder. Det var hårdt, men nu har jeg vendt det at være grønlænder til noget, jeg kan være stolt af, siger Josef Tarrak-Petrussen. (Foto: Christian Sølbeck)
    13 / 16
  • - Jeg er vokset op i en danskdomineret kultur. Min far er dansk, så jeg føler, jeg i forhold til mine jævnaldrende har levet et priviligeret liv i Grønland, fordi der følger privilegier med til at være helt eller delvist dansk. Alligevel har jeg følt mig utaknemmelig, fordi jeg på mange måder ikke har passet ind. Grønlands samfund og system er bygget på koloniseringen - særligt i den akademiske verden. Folkeskolen og gymnasiet har for mig været svær at komme igennem. Det har taget mig lang tid at indse, at jeg ikke var ubegavet, men at det simpelthen ikke passede med den måde, jeg lærte på. - Mange af dem, der har fået inuittatoveringer, er vokset op i en dansk-grønlandsk familie, og jeg tror, de også har haft brug for at komme i kontakt med deres inuitside, fordi de har følt, at det danske var overrepræsenteret. Jeg forsøger ikke at tage afstand fra det at være dansk, men jeg tager noget af min oversete identitet som inuit tilbage. Den vestlige verden har virkelig sat sit præg på skønhedsidealet, både her i Grønland og resten af verden. Nogle mener, det er grimt at blive tatoveret i ansigtet. Jeg vil bryde med de normer og skønhedsidealer. Det er også en af grundene til, at jeg fik tatoveringerne. Jeg føler mig skide smuk nu, og jeg bærer mine tatoveringer med stolthed hver eneste dag, siger Paninnguaq Lind Jensen. (Foto: Christian Sølbeck)
    14 / 16
  • Paninnguaq Lind Jensen har tatoveret i seks år. Hun har nu fokuseret på at lave inuittatoveringer i snart tre år, hvor hun har dykket ned i inuitternes gamle tatoveringstraditioner. (Foto: Christian Sølbeck)
    15 / 16
  • - Jeg laver ikke inuittatoveringer på danskere. Mange vil gerne have dem for at vise deres tilknytning til Grønland, eller fordi de har arbejdet eller har holdt ferie her. Vores tatoveringer er en kulturel tradition, der hører til inuitter. Det er jo ikke en souvenirbutik, siger Paninnguaq Lind Jensen, efter at have afvist en dansk kunde. - Vi skal kæmpe for at få vores egen kultur tilbage på grund af koloniseringen, og så synes jeg, det virker respektløst, at de også vil have vores tatoveringer. Jeg har tatoveret ikke-inuitter, men det er personer, der er blandt den oprindelige befolkning, taler grønlandsk, spiser vores mad, og som er vokset op her. Så kan jeg ikke benægte, at de føler sig som en del af kulturen. Men for mig er det en enkeltvis vurdering, siger tatovør Paninnguaq Lind Jensen. (Foto: Christian Sølbeck)
    16 / 16