Vinder af formidlingspris: Jeg kan bekræfte, at jeg er irriterende

Drop selvudviklingen og hold op med at "mærke efter", siger professor Svend Brinkmann, der taler tidsånden midt imod.

DR's formidlingspris, der er blevet uddelt siden 1963, går i år til psykologiprofessor Svend Brinkmann, der gør op med livsstilseksperternes selvhjælpsbøger og udviklingschefernes mantraer om personlig udvikling og 'husk ja-hatten'. (Foto: Lisbeth Holten © dr)

I komiteens begrundelse for at tildele Svend Brinkmann Rosenkjærprisen, der går til en person, som formår at gøre ”vanskelige emner tilgængelige for et bredere publikum i en forståelig og levende form”, hedder det blandt andet:

- Han har modet til at tale tidsånden imod.

Og:

- Han er befriende irriterende.

Den beskrivelse er den 39-årige psykologiprofessor ved Aalborg Universitet glad for.

- Irriterende ja, det kan jeg bekræfte, og det kan mine nærmeste sikkert også, griner han i P1 Morgen.

- Befriende, det må andre jo vurdere. Jeg er glad for den karakteristik, fordi jeg tillader mig ikke at tage alle de dominerende svar, som bliver givet på livets store alment interessante spørgsmål, for gode varer.

Dybt alvorlig satire

Hvad er psykisk lidelser? Hvorfor får vi så mange diagnoser? Hvad er et godt og meningsfuldt liv?

Det er spørgsmål som disse, Svend Brinkmann i sin bog ’Stå Fast’ fra 2014 forsøger at undersøge en ekstra gang. Der er tale om en selvhjælpsbog, der samtidig er et opgør med alle de selvhjælpsbøger, der opfordrer os til at søge indad i os selv efter svar. En syvtrinsguide til, hvordan man kan kaste syvtrinsguider væk.

- Det er en form for satire, men det er dybt alvorligt ment, for jeg bruger den her guide og den lette selvhjælpsform til at tale om ganske alvorlige ting og lave en helt alvorligt ment kulturkritik, siger Svend Brinkmann.

Formidling genererer nye ideer

Med hans egne ord handler bogen om, hvad der er vigtigt her i livet.

- Det handler om at prøve at finde ud af, hvad der er din pligt i verden i stedet for hele tiden at navigere efter din mavefornemmelse, siger forfatteren.

Som forsker ser han det som sin pligt at formidle sine resultater. Samtidig fordrer formidlingen nye input, siger han.

- Når jeg er ude at formidle eller deltager i debatter, får jeg næsten altid ideer, som jeg kan tage med hjem, og som inspirerer min forskning. På den måde er der for mig en konstant vekselvirkning mellem at være forsker og formidler.

Radioforedrag om at stå fast

Som vinder af prisen, hvormed der følger 50.000 kroner, skal Svend Brinkmann holde en række radioforedrag på P1. De skal blandt andet give et velbegrundet bud på, hvad det helt præcist er, psykologiprofessoren mener, når han i sin bog skriver, at man skal stå fast.

- Der er noget i tilværelsen, som vi gør, og som vi bør gøre. Ikke fordi det er et middel til noget andet, men fordi det er et mål i sig selv. Det er det gode og meningsfulde liv, som vi skal stå fast på. Det handler om at finde ud af, hvad der er et mål i sig selv her i vores liv, siger han.

Rosenkjærprisen får han overrakt ved eventen P1LiveX i DR Koncerthuset søndag 25. oktober.

Facebook
Twitter