Weekend med coronavirus: 4 idéer til at have det sjovt med dine venner - på afstand

Det er vigtigt, at vi har kontakt med venner og familie, selvom det er på afstand, fortæller ekspert.

Savner du også at være social med vennerne? Vi har lavet en guide, der kan hjælpe dig til at se dem online. Her er blandt andet bud på spil, quizzer og måder at se film på sammen. (© DR / Grafik: Oliver Seppo)

Så blev det endelig weekend!

Og weekend er jo lig med tid til at være sammen med vennerne. Men så kommer du i tanker om, at du skal holde dig mindst to meter væk fra andre på grund af coronavirussen.

Det betyder, at I hverken kan mødes til en øl på den lokale bar, I kan ikke dyrke sport sammen, og I kan ikke tage ud at opleve koncerter eller andre kulturelle begivenheder, fordi alt er aflyst.

Og den nye hverdag betyder ikke kun, at vi får en masse alenetid. Den kan også have alvorlige mentale konsekvenser for os alle, fortæller ungdomspsykolog Ida Koch.

- Coronavirussen er en kæmpe livsændring for os alle. Vi har pludselig ikke nogen at dele vores opevelser med i samme grad som før, og vi har ingen nærkontakt med andre mennesker, og det kan have konsekvenser. Folk bliver overfølsomme, oplever irritation og sløvhed og bliver i dårligt humør. Det gør, at vi får svært ved at koncentrere os, og så bærer vi så samtidig den her trussel om smitte konstant, fortæller Ida Koch og fortsætter:

- Så vi er alle ude af balance, og vi er alle sammen pressede. Derfor er det vigtigt, at man går ud i naturen - samtidig med, at man holder afstand -, men især også at udnytte de sociale

medier
til at have kontakt med vores venner og familie, for på den måde får vi en snert af noget socialt.

Er du også ved at gå ud af dit gode skind over manglen på socialt samvær? Så er der råd at hente.

Her får du en guide til, hvordan du kan hænge ud med venner og familie, selvom det er på afstand.

Så start jeres videoopkald op på FaceTime, Skype eller House Party og hæng ud med dem, du holder af. Det handler bare om at være kreativ.

1

Spil-apps, der samler

Der findes et hav af apps, der giver dig lov til at spille spil sammen med vennerne – og ofte er de gratis. Det gælder blandt andet 'Wordfeud' og 'Heads Up'. (© DR / Grafik: Oliver Seppo)

Vi kan ikke komme udenom, at spil-apps er noget af det mest oplagte at kaste sig over, når man skal være sammen hver for sig. Så her er der nogle stykker, der måske kan fungere som et plaster på såret.

'Wordfeud'

Den gode, gamle klassiker 'Wordfeud' er nok for mange måske gået i glemmebogen.

Men spillet, der i al sin enkelthed går ud på at tvære din modstander ud ved at finde på opfindsomme ord, der kan give point, skal man altså ikke kimse af i denne tid.

Ved at lave et videoopkald til din veninde eller ven, mens I spiller, kan du se din modstanders ansigtsudtryk, når du får skrevet et ord til over 35 point.

Og det bliver man altså aldrig træt af.

'Wordfeud' kan downloades gratis i App Store, Google Play eller der, hvor du ellers henter dine apps.

'Heads Up'

Du går aldrig galt i byen med spillet 'Heads Up', som kan vende selv de mest kedelige stunder til noget positivt.

Du holder din smartphone op foran panden, og så er det dine medspilleres opgave at give dig ledetråde, til du gætter, hvad der står på den. Det gælder om at få så mange rigtige svar på ét minut som muligt, og legen er sjovest, når I deler jer op i hold.

Så ring fluks tre af dine venner eller

familiemedlemmer
op via computeren, og gæt løs.

'Heads Up' kan downloades gratis i App Store, Google Play eller der, hvor du ellers henter dine apps.

'Det Dårlige Selskab'

Okay, det er godt nok ikke en app, men det er et spil, du kan spille online.

Det populære og uhyre sjove 'Det Dårlige Selskab' er nemlig, takket være dets danske udviklere, blevet udgivet i en gratis version på deres hjemmeside.

'Det Dårlige Selskab' handler i al sin enkelthed om at skabe sjove, skæve og absurde sætninger ved hjælp af en række svarkort med ord eller sætninger.

En spiller får tildelt et kort med en ufærdig sætning, som han læser højt, og derefter gælder det så for resten af spillerne om at færdiggøre sætningen med deres svarkort.

Den, som formår at lave den sjoveste sætning, vinder, og så gentages det hele derefter med nye kort.

Du finder en nem og forståelig guide til at komme i gang på spillets hjemmeside.

2

Brætspil

Brætspil har fungeret som en måde at være socialt sammen på i 100 år – og de fungerer også under coronavirussen. Det er bare om at være lidt kreativ. (© DR / Grafik: Oliver Seppo)

Selvom flere klassiske spil er blevet lavet om til apps, så findes der stadig ikke noget hyggeligere end at sætte sig ned med et brætspil.

Og selvom du skal holde dig mindst to meter væk fra andre mennesker, så er det stadig muligt at finde de gamle spil frem fra den støvede skuffe og spille med vennerne.

'Trivial Pursuit' og 'Bezzerwizzer'

Hvis du er en af dem, der i øjeblikket ikke kan passe din skole eller dit arbejde, eller måske bare generelt godt kunne trænge til at holde hjernen i gang, så er der håb forude.

For hvorfor ikke spille med vennerne og blive klogere på samme tid?

De to klassiske vidensspil 'Trivial Pursuit' og 'Bezzerwizzer' skuffer aldrig, så tænd for videoopkaldet og kom i gang.

Sådan gør du:

  1. 1

    Én person sidder med spillepladen og rykker rundt på alle brikkerne.

  2. 2

    For at I alle kan se spillepladen, placerer personen med spillepladerne sin telefon, så den filmer "ned" på spillepladen.

  3. 3

    Han eller hun ringer derefter sin egen og de andre deltageres telefoner op via for eksempel FaceTime eller Skype fra computeren.

  4. 4

    Slå telefonen, der filmer spillepladen, på lydløs, og så burde I alle kunne se hinanden på computeren og samtidig også et billede af spillepladen.

  5. 5

    I skal hver især have en stak spørgsmålskort, så I kan stille hinanden spørgsmål.

'Banko'

Selvom det måske lyder som noget, der normalt kun interesserer dine bedsteforældre, så er 'Banko' altså den perfekte mulighed for at spille noget sammen med hele familien. Og så er det tilmed også sjovt.

Det kan være svært at spille om en præmie, der kan indløses lige nu og her, men så kan du, hvis du er heldig, have en masse gode præmier til gode, der kan indløses, når vi engang må bevæge os ud igen. Ikke dårligt.

Sådan gør du:

  1. 1

    Ring hinanden op på et videoopkald.

  2. 2

    Vælg en oplæser og find pladerne frem. Hvis I ikke ligger inde med rigtige plader, så kan I selv lave nogle på et stykke papir.

3

Se film og serier sammen

Over en million har allerede downloadet 'Netflix Party'. Funktionen giver dig mulighed for at se film og serier med dine venner online. (© DR / Grafik: Oliver Seppo)

'Netflix Party'

Er du også træt af konstant at sidde og ser serier eller film alene? Og kan du heller ikke kende forskel på skidt og kanel længere, fordi du mangler din sædvanlige kritiske serie-makker?

Så er det godt, at I nu kan se det hele sammen over Netflixs funktion 'Netflix Party'.

De har nemlig valgt af udbrede funktionen, så der er plads til, at I kan være endnu flere, der kan afholde pyjamas-parties og se film eller serier sammen.

Sådan gør du:

  1. 1

    Du installerer 'Netflix Party'.

  2. 2

    I vælger, hvad I vil se.

  3. 3

    Klik på det røde NP-ikon ved siden af adresselinjen for at oprette din "fest". Klik på "Start party", og del derefter linket.

  4. 4

    Dine venner trykker sig ind på linket og vupti, så er I klar til at se jeres yndlingsserie sammen.

Hvad nu hvis min yndlingsfilm ikke er på Netflix?

Ja, så er det muligt at se den med din ven på en anden

streamingtjeneste
, hvis I sørger for at tænde for filmen på nøjagtig samme tidspunkt.

I kan vælge at fordybe jer i en ny serie eller film og anmelde den til hinanden bagefter. Det kommer der altid noget sjovt ud af.

4

Andre oplevelser på afstand

Vinsmagning, musikquiz og museumstur. Hvis du tænker længe nok, så er der masser af muligheder for at opfinde ting på egen hånd, som kan hjælpe dig med at "se" dine venner og familiemedlemmer online. (© DR / Grafik: Oliver Seppo)

Det er også muligt at være lidt kreativ på egen hånd. Du skal bare slippe fantasien løs.

Musikquiz

Hvem elsker ikke at konkurrere lidt med vennerne om, hvem der ved mest om musik?

Musikquizzen er en

legendarisk
basker af en quiz, der normalt foregår på diverse barer og værtshuse.

Du hører et nummer og skal efterfølgende svare på et musikspørgsmål. Mere simpelt bliver det ikke. Og hvis du er heldig, kommer du måske i ægte weekendstemning af det, hvis I udvælger den helt rigtige musik.

Selvom du ikke må være fysisk sammen med vennerne, så kan I sagtens afholde quizzen over et videoopkald.

Sådan gør du:

  1. 1

    Forbered nogle spørgsmål hver især.

  2. 2

    Start et videoopkald.

  3. 3

    Afspil på skift jeres nummer efterfulgt af et spørgsmål.

Den danske komiker Melvin Kakooza har blandt andet haft stor succes med at afholde musikquiz på Instagram:

Vinsmagning

Her i selvisolationen kan man ofte komme til at savne et lille glas vin (eller lad os være ærlige; alt, der kan starte en lille buzz) at dele med vennerne. Så hvorfor ikke smage på sagerne sammen ved at afholde en god omgang vinsmagning online?

Sådan gør du:

  1. 1

    Aftal at købe den eller de samme vin(e) hver for sig.

  2. 2

    Start et videoopkald.

  3. 3

    Smid jer i sofaen, og åbn flasken.

  4. 4

    Anmeld jeres vin og se, hvem der har styr på den bedste drue.

Museumstur

Hvis du sidder derhjemme og savner noget kultur, så får du nu muligheden for en virtuel museumstur.

For takket været Artland.com er det nemlig muligt at tjekke ind på alverdens kunstudstillinger, der normalt er placeret i forskellige storbyer, som du af gode grunde ikke kan besøge lige nu.

Der findes udstillinger i byer som New York, Madrid og København for bare at nævne et par stykker.

Sådan gør du:

  1. 1

    Ring din ven, din mor eller en helt tredje kunstentusiast op på et videoopkald.

  2. 2

    Aftal hvilken udstilling, I vil gennemgå.

  3. 3

    Sæt i gang.