’Wonder Woman’ skriver filmhistorie: Kan blive et nybrud for kvindelige instruktører

Den kvindelige instruktør bag superheltefilmen har slået en historisk boxoffice-rekord.

Gal Gardot spiller amazoneprinsessen 'Wonder Woman' i filmen af samme navn. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Der blev skrevet filmhistorie i weekenden, da millioner af amerikanere og canadiere begav sig ind i biografmørket for at se den nye superheltefilm ’Wonder Woman’.

Siden premieren i fredags har filmen, der er instrueret af Patty Jenkins, indtjent 100,5 millioner dollars – godt 666 millioner kroner – og det er den mest succesfulde åbningsweekend i Nordamerika for en kvindelig instruktør nogensinde.

Den hidtidige rekord blev sat af Sam Taylor-Johnson, hvis filmatisering af ’Fifty Shades of Grey’ tjente 85,1 millioner dollars i sin åbningsweekend.

- Der er noget ikonisk over historien om ’Wonder Woman’, som bare resonerer perfekt med tidsånden, siger Jeff Goldstein, der er distributionschef for Warner Bros, som har produceret filmen, ifølge BBC.

Filmen handler om amazoneprinsessen Diana, der ender i London under 1.Verdenskrig, efter at hun er vokset op i et isoleret ø-paradis kun omgivet af kvinder. Her lærer hun, hvordan hun skal gebærde sig i et mandsdomineret samfund.

Anmelder: Besynderlig berøringsangst

’Wonder Woman’ er samtidig den mest succesfulde superheltefilm med en kvinde i hovedrollen.

Og ifølge Christian Monggaard, der er filmanmelder på Dagbladet Information, kan Patty Jenkins' succes få stor betydning for andre kvindelige instruktører, der generelt er underrepræsenterede i Hollywood.

Ikke mindst når det kommer til at instruere blockbusters med millionstore budgetter.

- Jeg håber personligt, at det kan sparke nogle døre ind for kvindelige instruktører, for der er en besynderlig form for berøringsangst over for dem, siger han.

Ifølge Christian Monggaard er Hollywood generelt ”et noget konservativt og reaktionært sted”, hvor man mest af alt frygter, at en film ikke tjener penge.

- Historisk har det været mænd, som har stået bag de store blockbusters, og det sker ret ofte, at forholdsvis uprøvede mandlige instruktører får stukket 200 millioner dollars i hånden til at lave en film. Det er anderledes, når det kommer til kvindelige instruktører, siger Christian Monggaard og peger på, at de kvindelige instruktører generelt ikke er så gode som mændene ”til at mase sig frem i forreste række”.

- Mænd er mere skamløse til at tage 200 millioner dollars og lave en film ud af det. De kvindelige instruktører har haft en tendens til at være mere forsigtige og beskedne, siger han.

Indlysende ulighed blandt superhelte

Ifølge Center for Study of Women in Television and Film, var blot syv procent af de 250 mest indtjenende film i USA sidste år instrueret af kvinder.

Og i Oscar-uddelingens 88 år lange historie er blot fire kvinder blevet nomineret i kategorien ’årets bedste instruktør’. Den eneste kvinder, der har vundet den, er Kathryn Bigelow, der fik den for ’The Hurt Locker’ i 2009.

Men det kan være ved at ændre sig nu, forklarer Christian Monggaard. Der er nemlig generelt ved at komme mere fokus på kvindelige instruktører i Hollywood.

- Og når det lykkes for en kvinde som Patty Jenkins at skabe en succes som ’Wonder Woman’, så er der mange, der begynder at tænke, at man ikke skal være så bange for at stikke et par hundrede millioner dollars i hånden på en kvindelig instruktør, siger han.

’Wonder Woman’ bliver spillet af israelske Gal Gadot, mens hendes mor, Hippolyta, bliver spillet af danske Connie Nielsen.

Christian Monggaard er selv begejstret for filmen, og han er glad for, at en superheltefilm med en kvindelig hovedkarakter har klaret sig så godt – både blandt publikum og anmeldere.

- Der har været en indlysende ulighed i superhelteverdenen, for der er få kvindelige superhelte ud over Catwoman, Batgirl og kvinderne i 'Aventers'-universet. Men ’Wonder Woman’ har nu vist, at det godt kan lade sig gøre at få en succes med en kvindelige hovedrolle. Derudover mener jeg, at filmen fører kønspolitik og kønssatire på en meget interessant og begavet måde, og det er også grunden til, at filmen fungerer så godt, siger han.

Rettet klokken 19.56: I den oprindelige version stod der, at 'Fifty Shades of Grey' havde indtjent 85,1 millioner kroner i sin åbningsweekend. Der skulle selvfølgelig have stået 85,1 millioner dollars. DR Nyheder beklager.

Facebook
Twitter