Wulffmorgenthaler fjerner kritiseret stribe

Tegneseriestriben Wullfmorgenthaler fik voldsom kritik for at gøre grin med Abu Ghraib-tortur. Nu har de fjernet den fra deres hjemmeside.

En bunke nøgne og bagbundne mænd med sække over hovedet er smidt i en bunke oven på hinanden. De er fanger i Abu Ghraib-fængslet i Irak og i færd med at blive ydmyget af de amerikanske soldater. Men ikke alle er lige kede af det.

- Er jeg den eneste, der er lidt liderlig? spørger en af fangerne i menneskepyramiden ud i rummet.

Scenen beskriver Wulffmorgenthalers tegneseriestribe fra sidste torsdag og har sat debatten i gang i Danmark. Politiken har modtaget stribevis af klager over at have bragt den, og efter at forfatteren Niels Barfoed bragte et debatindlæg med overskriften "Wulffmorgenthaler udviser ren menneskeforagt" onsdag, er der kommet mere end 200 kommentarer omkring striben på avisens netudgave.

Men nu er tegneseriestriben blevet fjernet fra bagmændene Mikael Wulff og Anders Morgenthalers hjemmeside, Wulffmorgenthaler.dk, hvor alle tegneserieduoens striber ellers er tilgængelige.

- Politiken har sagt, at de vil have os til at undskylde, at striben er blevet trykt, og det vil vi ikke. Derfor har Mikael og Anders selv fjernet den, fordi Politikens ledelse har stillet spørgsmål om, hvorfor vi har bragt striben. Vi har det rigtig dårligt med, at den er blevet fjernet, men er nødt til at afklare med Politikens ledelse, hvad de mener, der må være af eventuelle spilleregler, siger Sarita Christensen, der er administrerende direktør hos Wulffmorgenthaler, til DR Kultur

Fint at striben er væk

Ifølge Politikens chefredaktør Lars Grarup har avisen ikke bedt Wulffmorgenthaler om en undskyldning.

- Jeg har ikke forlangt nogen undskyldning, det er noget, vi har debatteret på bagkant af de reaktioner, som vi har fået over striben. Når en stribe giver så meget debat, som den her, så har vi en dialog om det, og det har jeg med Wulffmorgenthaler. Min grundlæggende holdning til de her ting er, at når man laver noget forkert skal man rette det, og det styrker ens troværdighed at sige undskyld. Jeg synes, den her stribe er over grænsen, men det er jo svært at diskutere satire, siger han til DR Kultur.

Politikens chefredaktør har dog ikke tænkt sig at begynde at sætte grænser for Wulffmorgenthalers kunstneriske frihed oven på de mange klager over Abu Ghraib-striben.

- Jeg synes, det er fint, at striben er taget væk, indtil vi har afklaret diskussionen, men det kommer ikke til at ende med, at vi laver et fast regelsæt om, hvordan man laver den slags ting. Det kan man ikke med satire. Det, der er vigtigt, er, at have en dialog om satiren, hvilket vi har med Wulffmorgenthaler nu, fordi vi i sidste ende er ansvarlige over for pressenævnet, siger han.

"De er kede af det"

Hverken Mikael Wulff eller Anders Morgenthaler ønsker ifølge Sarita Christensen at udtale sig til pressen, men begge er ærgerlige over den megen negative opmærksomhed over striben.

- De er kede af, at nogle er blevet kede af det over den, men det er noget helt andet end at undskylde over for tegningen. Vi ved godt, at striben er grov, men de har lavet masser af striber, der har været grænseoverskridende. Måske er den her for tæt på det, der er sket på Utøya. Men vi kan ikke garantere, at der ikke kommer striber, der ikke gør det samme i fremtiden, siger hun.

Facebook
Twitter