Youtube-stjerner springer ud for åben skærm: I dag kan man tjene penge på at være homoseksuel

Det har en kæmpe betydning, at folk springer ud i de kanaler, de unge bruger, mener ekspert.

Kristian Møller, postdoc med speciale i digital LGBTQ-kultur, mener, at man i dag kan bygge en karriere op omkring at være homoseksuel. Det er Troye Sivan (th.) et eksempel på. Youtuberne Julia Sofia (tv.) og Morten Münster (i midten) er for nylig sprunget ud på Youtube. (Foto: Anthon Unger / Faye Sadou / Screenshot © Ritzau Scanpix / Youtube)

Youtube har længe været et populært sted at springe ud for internationale stjerner som den olympiske udspringer Tom Daley og musiker Troye Sivan.

Men på det seneste har en hel perlerække af danske Youtube-stjerner også valgt at dele deres mest personlige historier på videotjenesten. Og det kan der faktisk være en pengemæssig gevinst ved. Det kommer vi tilbage til.

En af dem, der har valgt at fortælle sin historie, er 20-årige Morten Münster, som er én af Danmarks største Youtube-stjerner med næsten 300.000 følgere.

Han sprang ud på Youtube 15. september.

Se en liste over nogle af de mest markante spring ud-videoer nederst i artiklen.

"Det er normalt at være homoseksuel"

- Jeg håber, min video vil gøre det nemmere for folk at springe ud, og at de kan se, at det er meget normalt at være homoseksuel, fortæller han til dr.dk forud for prisuddelingsshowet Guldtuben, der lørdag hylder cremen af de danske stjerner på Instagram, Snapchat og Youtube ved et storstilet show i Royal Arena i København.

Han har kaldt sin homoseksualitet for 'sin mørkeste hemmelighed' og var inden sit udspring bange for, at folk ikke ville følge hans arbejde mere, når de fandt ud af, han var homoseksuel.

- Jeg var bange, fordi jeg godt vidste, at der findes nogle folk derude, som ser negativt på folk, der ikke har samme seksualitet som dem selv.

Morten Münster så i lang tid negativt på sin homoseksualitet, men fik samlet mod til sig og er nu ude af skabet og klar til at inspirere andre.

Inspireret af kollegaer

Morten Münsters familie og venner har kendt til hans seksualitet i flere år, men han fik ikke modet til det offentlige udspring, før han så to af sine Youtube-kollegaer komme ud af skabet.

Julia Sofia, som blev kendt i den brede befolkning, da hun sidste år deltog i 'Vild med dans', sprang ud i august, mens Fredrik Trudslev, som blev stor på Youtube i slutningen af 2017, hvor han lavede en serie af sjove solbrille-videoer, tog turen ud af skabet i juli.

- Så længe jeg kan huske, har jeg altid vidst, at jeg ikke var ligesom mine veninder, fortalte Julia Sofia i sin video, mens Fredrik Trudslev efter at være sprunget ud takkede sine fans for at have 'taget så godt imod min allerdybeste hemmelighed'.

Til lørdagens Guldtuben er de to henholdsvis nomineret i kategorierne 'Årets fashion og beauty' og 'Årets video'. Morten Münster er også nomineret – nemlig i kategorien 'Årets videoskaber' og 'Årets humor'.

- Jeg havde nogle ting på hjerte og brændte for at få dem ud, og jeg kunne bare mærke, at det skulle være nu. Jeg vil ikke sidde inde i skabet, imens mine kollegaer render rundt og blomstrer, siger han og uddyber:

- Når jeg tænker tilbage, er det jo ikke en større ting end dét, og reaktionen efter (jeg sprang ud, red.) har været så fantastisk! Flertallet har heldigvis ikke set det som noget stort, hvilket også var meningen med min video.

Morten Münsters Youtube-kollega Julia Sofia var nomineret til 'Årets youtuber' til Guldtuben 2016. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Fansene kender ham bedre nu

Morten Münster fortæller, at der har været meget få negative kommentarer og beskeder, efter han sprang ud.

- Og dem har jeg bare blokeret. De må bruge deres liv på noget andet end at skrive negativt til mig.

Én stor ting er dog forandret for Morten Münster, og det er forholdet til fansene.

- Båndet mellem mig og mine fans har ændret sig. Jeg kan mærke, at det gør meget, at de kender mig endnu mere nu. Jeg har aldrig modtaget så mange beskeder, som jeg gør nu.

Ekspert: Kæmpe betydning

Kristian Møller, postdoc ved IT-Universitetet i København med speciale i digital LGBTQ-kultur, forklarer, at folk med LGBT-baggrund (lesbian, gay, bisexual, transgender) altid har været hurtige til at tage teknologi til sig.

De har nemlig kunnet bruge det til at skabe trygge rum, hvor de kan udtrykke sig autentisk uden frygt for repressalier.

- På grund af skam, had og stigma har det i Danmark ikke været muligt at være åben omkring sin queer-identitet og seksualitet og samtidig være et forbillede, idol eller på anden måde en offentlig personlighed. I dag kan man i højere grad finde et stort publikum på trods af, at ens seksualitet falder uden for majoriteten. Man kan forestille sig, at der er mindre angst blandt ikke-homoseksuelle i at se sig selv i én med en anden seksualitet.

- Det har en kæmpe betydning, at folk springer ud i de kanaler, som unge bruger. De unge spejler sig blandt andet i youtuberne og oplever og inspireres gennem dem til, hvordan de kan være til stede i verden.

Man kan skabe karriere på at være

Kristian Møller understreger dog, at social media-influencers lever af at fremstå autentiske og at sælge os en forestilling om, at vi er tætte på dem.

Og når de springer ud offentligt på Youtube, sikrer det ikke kun LGBT-repræsentation, men viser også, at de tager meget klare valg om, hvilke sider af deres liv de vælger at stå frem med.

Han nævner sangeren Troye Sivan som et andet eksempel:

- Han var en social media-personlighed, der sprang ud og sidenhen har lavet en karriere på det. Man kan simpelthen tjene penge på sin homoseksualitet i dag. Musikere som George Michael har gjort det tidligere, men har måttet være meget tvetydige i udtrykket.

- I dag ser vi derimod, at nogle social media-influencers kan være udtalt queer og bygge en karriere op omkring det.

De er sprunget ud på Youtube

Facebook
Twitter