Kulturministeren lover økonomisk hjælp til kulturlivet

Landets spillesteder og teatre er bange for, at hjælpen ikke kommer i tide.

Kulturminister Joy Mogensen (S) lover, at der er hjælp på vej til et presset kulturliv. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Kulturminister Joy Mogensen (S) siger nu, at regeringen vil hjælpe landets spillesteder og teatre.

Udsigten til en genåbning med corona-retningslinjer gør, at halvdelen af landets spillesteder og teatre kan risikere at gå konkurs i løbet af efteråret, fordi økonomien ikke kan løbe rundt, hvis de bliver nødt til at afvise op mod 90 procent af gæsterne.

Men nu lover kulturministeren en håndsrækning.

- Hvis sundhedsmyndighederne og regeringen mener, at der stadig er brug for restriktioner i forhold til forsamlinger efter sommeren, så kommer der hjælp til de kulturinstitutioner, der bliver berørt af at kunne sælge færre billetter. Det er selvfølgelig regeringens holdning, siger kulturministeren til DR.

En postgang for sent

Kulturministeren vil indkalde til forhandlinger i starten af august. Men hvor mange midler, og hvornår de kommer, er det for tidligt at sige.

- Vi skal holde hånden under kultur- og idrætslivet, så det ikke mister fodfæstet, og derfor vil regeringen i de første uger af august indkalde til forhandlinger om økonomisk hjælp til de ramte arrangører, hvis forsamlingsforbuddet fortsættes på den ene eller anden måde, siger Joy Mogensen.

- Hvor meget og hvordan? Det kommer til at bero på, hvilke restriktioner der i givet fald vil gælde, og på et flertal i Folketinget, siger hun.

Hos Dansk Live, der repræsenterer de danske spillesteder, er man glad for udsigten til hjælp, selvom den godt kunne have kommet noget før.

- Vi synes, det er en postgang for sent. Det hjælper jo ikke rigtig spillestederne, at de først til august får at vide, hvad der kommer til at ske, siger sekretariatschef Esben Marcher.

- Spillestederne har kalendrene fyldt med arrangementer. Jeg ville ønske, at politikerne kom lidt hurtigere ud af starthullerne.

Dansk Teater: Vi har brug for hjælp nu

Hos Dansk Teater tager man imod kulturministerens udmelding, men er langt fra beroliget.

- Vi er naturligvis glade for, at kulturministeren lover, der kommer hjælp senere, men i morgen udløber hjælpepakkerne til teatrene, og teatrene begynder at spille igen 1. august, siger direktør Peter Mark Lundberg.

- Det bekymrer os, at vi skal vente til en gang i august, for vi styrtbløder allerede nu, og for hver dag der går, stiger risikoen for, at teatre må lukke.

Dansk Teater og Dansk Live er indkaldt til møde i Kulturministeriet i morgen.

Facebook
Twitter