Fransk avis mindes aristokraten, der var fortryllet af vin og poesi

Nyheden om prins Henriks død når medier verden over.

(© (c) DR)

Prins Henrik sov tirsdag aften stille ind omgivet af sin nærmeste familie. Og nyheden om prinsens død har spredt sig til alverdens medier, der bruger muligheden til at mindes prinsen.

Blandt andet i Storbritannien, hvor flere store medier bringer nyheden.

- Prins Henrik, mand til dronning Margrethe den 2., dør 83 år gammel, skriver avisen The Guardian.

Mens avisen The Telegraph, som mange andre medier, fokuserer på prins Henriks forhold til titlen som prins.

- Danmarks prins, der ville være konge, dør 83 år gammel, skriver avisen.

I Norge er historien om prins Henriks død en stor historie hos det statsfinansierede medie NRK, der har skrevet flere artikler om prinsen.

- Franskmanden vandt prinsessen, men kæmpede med riget, skriver NRK.

Også amerikanske The New York Times, tyske Der Spiegel og franske Le Monde skriver om prinsens død.

- Prins Henrik af Danmark, aristokraten, der var fortryllet af vin og poesi, døde tirsdag den 13. februar, skriver den store franske avis Le Monde.

Avisen Le Figaro skriver, at danskerne aldrig rigtig kunne forstå prinsens sydeuropæiske stil, og at han ikke skal ses som utaknemmelig.

- Vi skal se bitterheden i en kultiveret mand, en kunstner i sjælen, der i 50 år måtte falme for ikke at overskygge sin kone, skriver avisen.

Den landsdækkende avis Libération husker prins Henrik som fransk greve.

- Henrik fra Danmark, greven, der ville være konge, skriver avisen.

Henrik fra Danmark, Girondin Grev, der ville være konge

Den triste nyhed får også stor opmærksomhed i Australien, hvor medierne skriver om relationen til kronprinsesse Mary, der kommer fra Tasmanien.

- Prinsesse Marys svigerfar, prins Henrik af Danmark, der brokkede sig over ikke at blive konge, dør 83 år gammel, skriver ABC.