Kendt dansk band indspillede sang med prins Henrik: Han sad og jammede helt uhøjtideligt

I 2013 fandt Michael Learns to Rock og prins Henrik sammen i et usædvanligt musikalsk samarbejde.

- Han var meget insisterende på, at det ikke skulle være højtideligt, siger guitarist Mikkel Lentz (yderst til venstre) om bandets møde med prins Henrik på Fredensborg Slot. (Foto: Søren Steffen / Danapress © Scanpix)

Guitarist Mikkel Lentz husker tydeligt sit første møde med prins Henrik. Han stod sammen med resten af bandet Michael Learns to Rock i en imponerende sal på Fredensborg Slot i sit stiveste puds, da prins Henrik kom ind.

- Det var meget specielt. Han var ekstremt venlig, og jeg husker ham som kæmpe stor. Han var virkelig høj og enormt bred over skuldrene. Han havde nogle enormt rare og intense øjne, et kæmpe smil og var meget snakkesalig, husker Mikkel Lentz.

Bandet og prinsen havde netop indspillet jazznummeret ’Echo’ sammen. Det var skrevet af den daværende thailandske konge, Bhumibol Adulyadej, der også var en anerkendt jazzmusiker.

Det var produceren Michael Hanson, der tog initiativ til at indspille nummeret i en ny version med kongeligt islæt som en gave til den daværende thailandske konge.

Han hev fat i Michael Learns to Rock, der er et kendt navn i Thailand, og prins Henrik, og sammen indspillede de nummeret med prinsen på piano og Michael Learns to Rocks forsanger, Jasha Richter, på sang. Derudover reciterede prins Henrik sit digt 'Le Fleuve' indover.

Prinsens løse jam

Indspilningerne foregik hver for sig, så fotosessionen på Fredensborg Slot var den første gang, at kunsterne mødte hinanden.

- Jeg kunne mærke, at han gerne ville have det sjovt, og han var meget insisterende på, at det ikke skulle være højtideligt, siger Mikkel Lentz.

Mens fotografen stillede op, spurgte prins Henrik ind til Michael Learns to Rocks' succes i Thailand og hev et fotoalbum frem og viste billeder af ham selv og Salvador Dali og Pablo Picasso, som han havde haft på besøg i de samme gemakker engang i 60’erne.

Herefter satte han sig i klaverstolen og begyndte at spille med en kunstners løse fingre.

- Man kunne høre, at han havde spillet hele sit liv, og så var han jo meget ekspressiv. Han havde en kunstnerisk åre, det er der overhovedet ikke tvivl om, forklarer Mikkel Lentz og fortsætter:

- Det, han spillede, var sådan lidt skævt. Han tjattede lidt til det. Han var et følelsesmenneske, og han kunne godt lide at have det sjovt, så han sad ikke og havde travlt med at vise, hvor dygtig han var til at spille piano. Han sad mere og jammede helt uhøjtideligt.

På scenen med den officielle prins

Senere var bandet på scenen med prins Henrik, da nummeret skulle uropføres til et officielt arrangement med repræsentanter fra den thailandske ambassade og det officielle Danmark. Her var det en prins på arbejde, medlemmerne af Michael Learns to Rock mødte.

- Vi kunne mærke, at nu var han officiel og helt anderledes på arbejde. Han var omgivet af vagter og repræsentanter fra kongehuset og skulle give hånd i en halv time til alle. Og da vi spillede den sang, var han ikke helt så loose, som han havde været på Fredensborg, husker Mikkel Lentz, der stadig ser tilbage på mødet med prins Henrik på Fredensborg som et eventyr.