Kendt radiovært hylder prins Henrik: Han var vores helt store helt

Radioværterne Esben Bjerre og Peter Falktoft var store fans af prins Henrik.

Esben Bjerre (tv) og Peter Falktoft (mf) var inspirerede af levemænd som prins Henrik. (Foto: DR & Morten Stricker)

Esben Bjerre og Peter Falktoft har lavet mange hundreder timers radio sammen.

De er særligt kendt som værter på P3-programmet 'Monte Carlo', som blev sendt på kanalen mellem 2012 og 2014.

Havde det ikke været for prins Henrik, havde programmet ikke været det samme – for han var faktisk med helt fra begyndelsen, fortæller Esben Bjerre.

- Til vores første radioudsendelse ringede en lytter og sagde, at han havde en gave til os. Vi tænkte: 'Yes, første radioprogram, og der er allerede nogen, der har en gave til os – det kan ikke blive bedre!'. Det viste sig at være en meget fin, gammel plakat af Prins Henrik i et af hans første officielle billeder fra Danmark.

Vi havde plakaten hængende i vores studie i al den tid, vi sendte. Han blev vores helt fra første program.

Hvorfor var I så vilde med prins Henrik?

- Prins Henrik var i særdeleshed en af de her mennesker, som ikke passer ind i en klassisk, socialdemokratisk dansk forstand, men er lidt mere af det hele på godt og ondt.

Det er et billede i stil med dette, som 'Monte Carlo'-redaktionen fik som gave af en lytter. (Foto: Elfelt © Scanpix)

Danskerne spræller ikke

Vi danskere er nemlig ikke sådan nogle, som udadtil forsøger at gøre sig særligt bemærkede, mener Esben Bjerre. Vi kan bedre lide at gå nogenlunde neutralt klædt og være nogenlunde ens. Her var prins Henrik et frisk pust.

- Når jeg går ad Sønder Boulevard på Vesterbro, hvor jeg bor, så er der ret mange sorte jeans og sorte læderjakker og sorte sko. Der er ikke nogen, der spræller. Hvis man er alt for udsvævende og kan tale ti sprog og spille klaver og er jagerpilot, så kan vi ikke få det til at passe ind i vores kasser, siger Esben Bjerre.

- Nogle tror, at han var bedrevidende eller 'for fin til os'. Det tror jeg er fuldstændig misforstået. Han har bare haft en enormt stor videbegærlighed på alting. Det er også derfor, han kunne så mange sprog og var både enormt kulinarisk og kunstnerisk interesseret, tilføjer radioværten

'Monte Carlo' på P3 sendte sidste udsendelse i 2014 på græsplænen foran DR Byen. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Mere rosmarin!

Lige præcis prinsens forhold til køkkenet har gjort særligt indtryk på Esben Bjerre, og særligt ét madprogram har vundet radioværtens hjerte.

- Intet slår programmet 'Hofretter'. Især klippet, hvor Jesper Vollmer (Forhenværende kongelig kok, red.) er ved at lave en dessert. Der har Prins Henrik frækheden til at rette ham og møver sig ind foran og siger: 'Der skal mere kanel på!' Og så hælder han det bare selv på, siger Esben Bjerre.

- Det er så fedt. Han holder sig ikke indenfor rammerne. 'Jeg er franskmand, jeg ved noget om den mad, jeg spiser, så jeg blander mig lige her.'

Se programmet 'Hofretter' her.

En sidste salut

Onsdag meddelte Kongehuset, at prins Henrik er død, og dermed har Esben Bjerre mistet sin helt.

Det fik radioværten til at skrive en sidste hilsen til prinsen på Instagram:

For det var altså ikke bare fis og ballade, da 'Monte Carlo' tog prins Henrik under særlig behandling i radioen, fortæller Esben Bjerre. Kærligheden prins Henrik til var skam virkelig.

- Vi synes sgu, at han var fed. Ikke på en 'ha, du er også lidt dum'-måde, men på en 'ha, du er genial'-måde. Det var enormt vigtigt for mig at få skrevet.

Facebook
Twitter