Kongefamilien har fået prins Henriks kiste til Amalienborg

Prins Henriks kiste skal være på slottet indtil i morgen, hvor den køres til Christiansborg Slot.

Efter en køretur på godt 40 kilometer ankom kortegen med prins Henriks kiste kort efter kl. 11 til Amalienborg slot.

Kisten blev fulgt hele vejen langs Helsingørmotorvejen og siden Lyngbyvej og videre i gaderne i det indre København af resten af kongefamilien.

Dronningen kørte lige bag rustvognen i Store Krone efterfulgt af kronprinsparret med børn i Krone 1 og prins Joachim, prinsesse Marie og deres børn i Krone 2.

Både foran og bagved bilerne eskorterede motorcykelbetjente kongefamilien.

'Han var folkets konge'

Langs ruten var mange danskere mødt op for at ære prins Henrik på den sidste rejse.

Ved Trianglen på Østerbro i København stod flere folk.

- Jeg vil gerne vise den sidste respekt. Det er den danske dronnings mand, der er gået bort, så vi skal sige ordentligt farvel til Henrik. Han var folkets konge. Nok mere end han selv vidste det, sagde en af de fremmødte.

Prins Henriks kiste skal stå på Amalienborg indtil i morgen aften klokken 18.00, hvor den køres til Christiansborg Slotskirke.

Det er her, at prinsen på tirsdag skal bisættes.

I mellemtiden kan danskere komme til kirken og se kisten, der vil stå til offentligt skue, som der er tradition for i kongehuset.

Der vil være åbent fra på lørdag klokken 15 til 19, og igen på søndag fra klokken 12 til 19 og på mandag fra 15 til 19.

Her forlader Prins Henriks kiste Fredensborg Slot

  • Mange var mødt frem, da prins Henriks båre blev overført fra Fredensborg Slot til Christian IX"s Palæ på Amalienborg Slot. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2018) (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)
  • Folk på Østerbro ventede langs ruten på, at kortegen kom forbi. (Foto: Martin Sylvest/Scanpix 2018) (Foto: Martin sylvest © Scanpix)
  • Det var hoffets ansatte, som bar kisten ud. De bar alle sørgebind. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Folk tog opstilling, inden Prins Henriks kiste ankom til Amalienborg Slot. (Foto: Philip Davali/Scanpix 2018) (Foto: Philip Davali © Scanpix)
1 / 4
Facebook
Twitter