Kongelig hofsorg slutter i dag: Dronningen overrækker ur til den bedste garder

Da prins Henrik døde dekreterede dronningen en måneds hofsorg.

Prins Henrik blev bisat fra Christiansborg Slotskirke 20 februar. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

I dag slutter den en måned lange hofsorg, som Kongehuset dekreterede dagen efter prins Henriks død 13. februar.

På grund af hofsorgen har dronningen og den kongelige familie ikke deltaget i selskabelige eller underholdende arrangementer.

Dronningen skal i dag overvære en parade ved Den Kongelige Livgarde og overrækker ’Dronningens Ur’, til den garder, der er udvalgt som tjenesteperiodens bedste garder.

Garderen er udpeget af både de overordnede og kammeraterne, og for at blive udvalgt skal man både have været dygtig i tjenesten og en god kammerat.

Middag i søndags

Det er helt almindeligt, at kongehuset dekreterer hofsorg, når en kongelig dør.

Ud over ikke at deltage i selskabelige arrangementer under en hofsorg, bærer de kongelige mørkt tøj offentligt, og personale i uniform bærer sørgebind på venstre overarm.

Det er regenten selv, der fastsætter, hvor lang tid sørgetiden skal vare – og dronningen og kronprinsparret har faktisk allerede deltaget i én middag midt i hofsorgen. Det gjorde de i søndags, hvor de afholdt en såkaldt hædertegnsmiddag på Fredensborg Slot for forsvaret og flyvevåbnet.

En middag, der ifølge Kongehuset selv i Jyllands Posten dog blev holdt i ’afdæmpet form’.

Arrangementet bliver afholdt for at fejre, at Frederik 9. i 1953 stiftede det hæderstegn, som ansatte i søværnet, flyvevåbnet og hæren modtager, når de hædres for 25 års god tjeneste.

Rydder ikke kalenderen helt

Og det fik historiker Lars Hovbakke Sørensen til at sige til Jyllands Posten, at afholdelsen af middagen var helt efter bogen. For der findes ikke nogen specifikke regler for, hvad kongehuset må deltage i, når der er hofsorg.

- De kongelige rydder ikke kalenderen helt, når der er hofsorg. Det er som udgangspunkt de meget festlige arrangementer de ikke deltager i, og man kan jo diskutere, hvornår noget er et festligt arrangement. Derfor er det et fortolkningsspørgsmål, og man vurderer fra gang til gang, hvad man vælger at deltage i, vurderede han.

Sidst kongehuset dekreterede hofsorg, var da dronning Ingrid døde 7. november 2000.