Midt i blomsterhavet: En særlig krans fra Christiania til prins Henrik

Fristadens blomsterkrans havde fundet vej ind til prins Henriks bisættelse.

  • (Foto: henning Bagger © Scanpix)
  • Prins Henrik på Christiania i 2013. (Foto: privat foto)
  • Prins Henrik på Christiania i 2013. (Foto: privat foto)
  • Prins Henrik på Christiania i 2013. (Foto: privat foto)
  • Prins Henrik på Christiania i 2013. (Foto: privat foto)
1 / 5

Kirkegulvet i Christiansborg Slotskirke var her til formiddag forvandlet til ét stort blomsterhav.

Blomsterkranse i alle farver lå placeret til ære for prins Henrik, som tidligere i dag blev bisat under en privat ceremoni.

Størstedelen af de mange blomster kom fra familiemedlemmer og bekendte, men én af kransene stak ud. En grøn laurbærkrans med tre gule roser på et bånd – afsender: Fristaden Christiania.

- Der er vel et udtryk for, at han havde sine pudsige og frie sider, siger christianit Richard Thomas Lionheart, der også i løbet af ugen har været forbi Amalienborg for at lægge blomster.

- Jeg føler, at det er en accept af prins Henrik som spasmager, og her får den så lidt ekstra spas, som går ud over etiketten, når kongefamilien vælger at tage kransen med ind i kirken, siger han.

Til kamp for ligestilling

Typisk bliver Christiania opfattet som et modstykke til det borgerlige og etablissementet, men ifølge Richard Thomas Lionheart har kongehuset og fristaden flere ting til fælles. Og det kom særligt til udtryk gennem prinsgemalen.

Eksempelvis i hans kamp for ”parallelitet” i kongehuset, siger Richard Thomas Lionheart.

- Han har brokket sig over, at der ikke er ligestilling mellem mænd og kvinder i kongehuset, og det har han fuldstændig ret i, siger han og henviser til prins Henriks status som prinsgemal, der gennem årene har været til stor debat.

- Da Henrik blev gift med den kommende regent, Margrethe, fik han stillingen som prins, men da Mary giftede sig med en kommende regent, fik hun titlen som kronprinsesse, og når Frederik overtager tronen bliver kronprinsesse Mary til dronning, mens Henrik forblev prins gennem hele sit virke, siger han.

Og oplevelsen af at blive behandlet uretfærdigt, er ifølge Richard Thomas Lionheart noget som christianitterne har forståelse for. Derfor var det også naturligt, at man på vegne af Christiania sendte en blomsterkrans til ære for prins Henrik.

Prinsen på pusherstreet

Men udover ligestillingskampen har prins Henrik også en særlig plads hos flere Christianitter, fordi han på mange måder repræsenterede det ”folkelige” ved kongehuset. Det kom blandt andet frem, da han en december dag i 2013 besluttede sig for at lægge vejen forbi fristaden.

- Det er ikke så tit, at de kongelige kommer sådan nogle steder og det udtrykker en folkelighed, siger Richard Thomas Lionheart og fremhæver, at det uventede kongelige besøg ikke var noget, der var planlagt på forhånd.

- Han fægtede med åben pande og kom herind som prins og ikke forklædt og helt uden sikkerhedsvagter, siger han.

Og året efter besøget valgte Christiania at dedikere deres årlige mønt, en såkaldt ”Løn” til en værdi af 50 kroner, som kan bruges i fristadens butikker til prinsgemalen.