Tema Prins Henrik er død

OVERBLIK Danskerne får tre dage til at tage afsked med Henrik

Frem mod prins Henriks bisættelse vil prins Henriks død blive markeret på flere måder.

Flere danskere har allerede været forbi Fredensborg Slot, hvor afdøde prins Henrik lige nu befinder sig, for at lægge blomster og markere deres sorg. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Prins Henrik får efter eget ønske ikke en klassisk statsbegravelse, men bisættes i stedet ved en mindre ceremoni i Christiansborg Slotskirke.

Bisættelsen finder sted tirsdag den 20. februar klokken 11.00. Men frem til da vil prinsens død blive markeret på flere måder.

Programmet for dagene op til bisættelsen ser sådan ud:

I dag

Der flages på halv stang fra samtlige statslige bygninger og statsskibe fra klokken 8.00 og frem til solnedgang. Det fortsætter indtil bisættelsen på tirsdag.

Kongehuset har dekreteret en måneds hofsorg, hvor dronningen og den øvrige kongelige familie og hoffet ikke deltager i selskabelige eller underholdende arrangementer, og der bæres mørkt tøj offentligt.

Der flages i dag på halv ved Amalienborg Slot i København. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Fra i dag og frem til den 20. februar har kongehuset fremlagt kondolencelister i porten i Det Gule Palæ, der ligger på Amaliegade 18 i København, i tidsrummet fra klokken 9.00 til 17.00.

Torsdag

Klokken otte vil der være salutering fra Batteriet Sixtus på Holmen i København og fra Kronborg Slot i Helsingør.

Klokken 10.00 bliver prinsens kiste ført fra Fredensborg Slot i Nordsjælland til Amalienborg i København.

Fredag

Prins Henriks kiste kommer til Christiansborg Slotskirke, hvor han i en lukket kiste lægges på Castrum Doloris – der er latin for "smertens leje" – fra lørdag til mandag.

Lørdag

Den kongelige familie besøger prinsens kiste i Christiansborg Slotskirke fra klokken 10.00 til 12.00.

Fra klokken 15.00 til 19.00 vil der være adgang for offentligheden, hvor der ikke må fotograferes.

Søndag

Søndag er der offentlig adgang til prinsens kiste fra klokken 12.00 til 19.00.

Mandag

Mandag har offentligheden adgang til prinsens kiste fra klokken 15.00 til 19.00

Tirsdag

Klokken 11.00 vil prins Henrik blive bisat, og det bliver kongelig konfessionarius og tidligere biskop i København Erik Norman Svendsen, der står for bisættelsen.

Bisættelsen bliver efter prinsens ønske en mindre ceremoni, hvor kun den nærmeste familie og ganske få andre vil deltage.

Prinsen ønskede desuden at blive kremeret. Halvdelen af asken skal spredes i de danske farvande, mens den anden halvdel skal i en urne og sættes ned i den private have på Fredensborg Slot.

Tidspunktet for urnenedsættelsen, der bliver en privat begivenhed, er ikke fastsat.

Der kommer ikke til at være offentlig adgang til det sted i Fredensborg Slotshave, hvor urnen med prins Henriks aske skal nedsættes, oplyser kongehuset.