Prins Henriks ordner udstilles på castrum doloris

Når danskerne i dag siger farvel til prins Henrik, vil de foruden kisten opleve tre af landets mest ærefulde ordener.

I Christiansborg Slotskirke er prins Henriks mest ærefulde ordener udstillet ved siden af kisten. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

I går blev dørene til Christiansborg Slotskirke slået op for offentligheden, hvor prins Henriks kiste ligger på castrum doloris, ’smertens leje’.

Og indtil i morgen aften vil det stadig være muligt at se kisten og sige et sidste farvel til prins Henrik, før han tirsdag formiddag bliver bisat.

Men udover kisten vil dem, der lægger vejen forbi Christiansborg Slotskirke også have mulighed for at opleve en række af prinsens dekorationer. Det fortæller ridderkapelforvalter, Rolf Christensen.

- Foran kisten står der en pulpet med en lilla fløjlspude, og ovenpå den ligger prinsgemalens vigtigste dekorationer.

Som en hyldest til prins Henrik vil hans mest prestigefyldte ordener nemlig også være udstillet som en del af castrum doloris.

- Prinsen har jo i levende live modtaget disse ordner, der er en slags hædersbevisning, og de skal selvfølgelig følge ham til det sidste, siger Rolf Christensen.

Dermed er der mulighed for at komme helt tæt på nogle af landets mest ærefulde dekorationer.

Det drejer sig om Elefantordenen, storkommandør af Dannebrogordenen og den franske æreslegions bryststjerne.

Elefantordenen (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Den ældste og fineste

Den mest iøjnefaldende af de tre dekorationer er elefantordenen, der forestiller en lille hvid elefant med guldstødtænder. Ordenen er samtidig den fineste af alle ordner.

- Det er den ældste og den fornemmeste orden, der findes i Danmark, siger Rolf Christensen

Elefantordenen blev første gang tildelt i 1580, og siden da har cirka 900 personer modtaget det prestigefyldte ordenstegn. Dronning Margrethe har i løbet af sin 45-årige regeringstid tildelt i alt 68 Elefantordener. Og prins Henrik blev Ridder af Elefantordenen d. 10. juni 1967 på sin bryllupsdag.

Men udover at være den ældste orden i landet, så er elefantordenen særlig, fordi den kun tildeles kongelige personer og udenlandske statsoverhoveder. Kun sjældent bliver ordenen tildelt en borgerligt født dansker – senest Mærsk Mc-Kinney Møller, der blev tildelt elefantordenen tilbage i 2000.

Ordenstegnet til storkommandør

Foruden elefantordnen vil man også have mulighed for at se ordenstegnet til storkommandør.

- Ordenstegnet er et kors, der hænger om halsen, og så er der en tilhørende bryststjerne. Det bliver tildelt dem, der ifølge hendes majestæt har udmærket sig ved at gøre noget særligt for Danmark, siger Rolf Christensen.

Det særlige ved ordenstegnet til storkommandør er, at der kun eksisterer otte af slagsen, og at der ikke kan oprettes flere.

Alle otte tegn har indtil i tirsdags, hvor prins Henrik døde, været besat, men med prinsgemalens dødsfald bliver hans tegn igen ledigt.

- Herhjemme har vi tilbageleveringspligt, så alle ordener skal afleveres tilbage ved dødsfald, siger Rolf Christensen.

Han understreger dog, at dronningen selv bestemmer, om hun vil tildele den ledige orden.

De syv ordner, der i dag er besat tilhører dronningen selv, hendes to sønner, hendes søster prinsesse Benedicte og henholdsvis kongerne af Norge og Sverige. Den syvende tilhører den forhenværende konge af Grækenland.

På den lilla fløjlspude vil der udover elefantordenen og ordenstegnet til storkommandør også ligge den franske Æreslegions bryststjerne.

Den franske æreslegion er stiftet af Napoleon og anses som Frankrigs højeste orden. Den tildeles folk, der har ydet en fremragende indsats for landet.

Facebook
Twitter