Prins Henriks somre i Gråsten: Handlede hos fiskemanden og gik på jagt med Danfoss-familien

Prinsens mange ophold på den faste sommerresidens Gråsten Slot har sat spor og skabt venskaber.

Hans kongelige højhed prins Henrik har tilbragt mange somre i Sønderjylland. Særligt i Gråsten, hvor byens slot blev brugt som kongefamiliens faste sommerresidens. (Foto: henning Bagger © Henning Bagger)

Hans kongelige højhed prins Henrik har tilbragt mange somre i Sønderjylland. Særligt i Gråsten, hvor byens slot blev brugt som kongefamiliens faste sommerresidens.

Prinsens bortgang er et stort tab for byen og gråstenerne, der ofte havde fornøjelsen af at møde prins Henrik uden for slottets mure. Det fortæller Gråstens tidligere borgmester, Bendt Olesen (S).

- Det er klart, at det giver et savn. Når han var i byen, var han en del af bybilledet. Han cyklede rundt i byen, købte fisk ved fiskemanden og brugte vores fitnesscenter. Han var en person, man lagde mærke til, fortæller han.

Bendt Olesen har ved flere lejligheder mødt prinsen blandt andet i forbindelse med en digtoplæsning i slotskirken.

- Han var en hyggelig og humoristisk person. Han var meget nem at snakke med, og man kom egentlig til, at synes godt ham, siger han.

Nært forhold til familien Clausen

Også familien bag én af landets største virksomheder, Danfoss, er berørt af prins Henriks død. Det fortæller bestyrelsesformand, Jørgen Mads Clausen.

I flere generationer har Danfoss-familien haft et nært forhold til kongehuset. Jørgen Mads Clausens mor, Bitten Clausen, var nære venner med Dronning Ingrid og udviklede også et varmt venskab med prins Henrik. Det samme gjorde Jørgen Madsen Clausen selv.

- Både prinsen og dronningen har altid været i familiens tanker og bevidsthed – også når de var her i Gråsten. Det går helt tilbage til, da han blev gift, at vi fik kontakt, siger han og tilføjer:

- Vi var altid på Gråsten Slot om sommeren, men sås også uden for sæsonen. Især jagt interesserede prinsen rigtig meget, og både min mor og jeg selv har været inviteret på statsskovsjagter, hvor en del af jagten er at hygge sig. Det var han rigtig god til. Min mor har også i en hel del år besøgt prinsen nede i Cayx i Frankrig, og der har de hygget sig med prinsens forældre, siger han.

Et tab for erhvervslivet

Prins Henriks bortgang er ikke bare et personligt tab for familien Clausen, men også for hele det danske erhvervsliv, mener Jørgen Mads Clausen.

- Prins Henrik har haft en meget positiv betydning for det danske erhvervsliv. Han har i gennem flere årtier været en meget aktiv støtte for danske virksomheder. Han var også meget trofast over for Danfoss og hjalp os altid, når vi havde behov for det, siger han.

Ifølge Jørgen Mads Clausen medvirkede prins Henrik til at skabe gode samarbejdsrelationer og kontakter overalt i verden til glæde for de danske virksomheder.

- Man skal huske på, at Danmark er et lille land, og nogle gange kan det være svært at få opmærksomhed. Men det danske kongehus formår at åbne døre, hvor andre ikke kan. Prinsen havde en meget stor og bred viden, og han var rigtig god til at tale med alle mulige forskellige mennesker, både høj og lav, siger han.