Sankthansbål, highfives og svampejagt: Prins Henrik spredte glæde, når han tog på visit i provinsen

Prins Henrik var en flittig gæst i Vesthimmerland, hvor han og familien kunne slappe af i uformelle rammer.

Arkiv: Collage (Foto: Nils Meilvang / Nanna Kreutzmann © Scanpix)

Sankthansaften 2015 vil for en lille forsamling af lokale himmerlændinge og sommerhusgæster stå som noget helt særligt, når hele Danmark i dag og den kommende tid mindes prins Henrik.

På stranden ved Trend var der som vanligt samlet grene til et stort bål med udsigt over Limfjorden, men da der blev stillet en fornem stol frem og rullet rød løber ud, kunne folk begynde at gisne om, hvad der ellers var på færde.

Det var daværende borgmester Knud Kristensen, der skulle holde talen, og det var først da han sad i sin bil på vej fra et andet Sankthans-arrangement i nærheden, at han fik besked.

- Jeg blev ringet op om, at prinserne ville komme til båltale. Så jeg måtte holde ind til siden og skrive lidt om i talen, så den også kunne rumme de kongelige, fortæller han.

Omkring klokken 21 troppede så både prins Henrik, prins Joakim og kronprins Frederik op på stranden, hvor Prins Henrik satte sig i stolen, mens de to sønner stillede sig bagved, og Knud Kristensen holdt sin tale for alle fremmødte.

Inden de gik i gang, bemærkede kronprins Frederik i spøg, at talen endelig ikke måtte blive for lang, da de tre var på vej på bukkejagt i den nærliggende Trend Skov.

Et fristed for prinsen og familien

Her har kongehuset siden 1938 haft en jagthytte, hvor offentligheden ikke før 2002 blev inviteret på besøg.

I det hele taget har området gennem mange år været brugt som et fristed af prins Henrik og den øvrige familie, fortæller Knud Kristensen, der ad fem omgange har taget imod prinsen.

Trend Strand, sankthansaften 2015: Prins Henrik i selskab med kronprinsen og prins Joachim samt tidligere borgmester i Vesthimmerlands Kommune Knud Kristensen. (© Privatfoto: Freddy Elimann)

Knud Kristensen husker blandt andet en episode i september 2013, hvor familien skulle på besøg på Livø, og han i selskab med prinsen og dronningen kørte rundt på øen i to små golfbiler for at se på naturen.

- Da vi kører ned gennem skoven og nyder det hele, stopper Henrik pludselig de to golfbiler. Han har fået øje på nogle svampe - en rød oksetunge, som han absolut skulle have skåret fri og have med hjem. Så endte vi alle sammen på svampejagt.

- Prins Henrik var meget vidende om mange forskellige ting, fortæller Knud Kristensen.

At prinsen trivedes i de afslappede rammer i Himmerland blev også understreget af, at borgmesteren før et visit kunne få besked om at møde op uden slips, og at prins Henrik flittigt uddelte ’highfives’ til personalet, når han var på besøg på rådhuset.

Prinsen var på den måde også god til at komme tæt på sine omgivelser og de mennesker, han mødte, når han og dronning kom på besøg, oplevede Knud Kristensen.

- Det er to mennesker, som altid har interesseret sig meget for de ting, de oplever og møder på deres vej, siger han.

Prins Henrik blev 83 år gammel.

Facebook
Twitter