Se prins Henriks kiste ankomme til Christiansborg Slotskirke

Prins Henriks sidste rejse gennem København er nået til kirken, hvor kisten skal stå til offentligt skue.

Prins Henriks båre ankommer til Christiansborg Slotskirke efter at være blevet kørt i kortege fra Amalienborg, hvor hele kongefamilien kørte med.

Kirkeklokkernes rungen gav et smukt lydbillede til sørgekortegens tur gennem det indre København fra Amalienborg Slot til Christiansborg Slotskirke, hvorfra prins Henrik skal bisættes på tirsdag.

Den sølvgrå rustvogn var oplyst bagi, så de mange danskere langs ruten kunne få et glimt af kisten i aftenmørket.

Kisten var prydet med prinsens flag påtrykt hans eget våbenskjold.

Bagved rustvognen kørte hele den kongelige familie, der omkring klokken 18.15 tog opstilling foran kirken og så på, da ti officerer fra Den Kongelige Livgarde bar kisten ind i kirken.

Samtidig spillede Prinsens Musikkorps Hartmanns Sørgemarch til Thorvaldsen

Kongefamilien klædt i sort gik efterfølgende ind i Christiansborg Slotskirke for at holde en privat andagt med prinsens franske familie.

Også uden for kirken var mange danskere mødt op for at få et glimt af både kiste og kongelige.

VIDEO Her forlader kisten Amalienborg Slot

Eventyret slutter hvor det startede

På turen fra Amalienborg Slot til Christiansborg Slotskirke passerede kortegen steder i indre København, som har haft en særlig betydning for prins Henrik.

- Der er mange af de steder på ruten, som er med til at danne en ramme om hele hans danske livseventyr.

- Der hvor eventyret begyndte, slutter eventyret nu. For eksempel Det Kongelige Teater, hvor der i forbindelse med brylluppet med dronningen blev afholdt en festforestilling og den franske ambassade, hvor der var en forlovelsesfest, sige DR Nyheders korrespondent Stéphanie Surruge.

Ligtoget passerede blandt andet også Holmens Kirke, hvor prinsen og dronningen blev gift i 1967.

VIDEO Ægtepar foran kirken: 'Det er once in a lifetime'

Se kisten inden bisættelsen

Offentligheden kan besøge prins Henriks kiste, når den står på castrum doloris i slotskirken mellem klokken 15 og 19 i morgen, og igen fra klokken12 til 19 på søndag og mellem klokken 15 og 19 på mandag.

Kisten vil være placeret på en katafalk, der er overdækket med et klæde i purpur fløjl, oplyser hoffet.

Det er ikke tilladt at fotografere, og officerer fra Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og Hjemmeværnet står æresvagt omkring kisten.

Prins Henriks kiste blev i går kørt fra Fredensborg Slot til Christian IX"s Palæ på Amalienborg Slot. Her bærer hoffets ansatte kisten ud af døren til Fredensborg iført sørgebind på venstre overarm. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)