Tusindvis har besøgt prinsens kiste: Det er ’once in a lifetime’

Mange stod i kø i mere end halvanden time for at tage afsked med prins Henrik.

Over 5.000 danskere valgte at bruge deres lørdag eftermiddag på at se prins Henriks castrum doloris, ’smertens leje’, hvor hans kiste ligger til offentligt skue i Christiansborg Slotskirke.

- For at vise den sidste ære, både over for prins Henrik, men også over for resten af kongefamilien, fortalte Gitte Holm, der havde taget familien med fra Næstved til Slotsholmen i København.

Hans Fogh Hansen rejste fra Fyn med sin kone og et vennepar for at sige farvel til prinsen.

- Det er 'once in a lifetime', det gør man kun én gang på den her måde. Så det synes jeg, at vi skulle have med, fortalte han i køen, der strakte sig over hundredvis af meter.

- Det var smukt og rørende, lød dommen fra hans kone, Vibeke Hansen, efter besøget.

Tradition i kongehuset

Prins Henrik har selv fravalgt en statsbegravelse til fordel for en privat familieceremoni til sin bisættelse på tirsdag.

Men med ’smertens leje’, som har været en tradition i det danske kongehus siden 1746, får offentligheden alligevel mulighed for at vise prinsen den sidste ære.

Flere tusinde danskere stod i kø i mere end halvanden time, men de besøgende tog ventetiden med oprejst pande:

- Det var en smuk oplevelse. Jeg stod fire timer (i kø, red.) til den gamle konge, da jeg var syv år gammel, fortæller Birgitte Larsen, der valgte at dele dagens mindeværdige oplevelse med sin søn.

Dørene til Christiansborg Slotskirke er åbne for besøgende igen i dag klokken 12-19 og mandag fra klokken 15-19.

  • Siden 1600-tallet har der i det danske kongehus været skik for, at kisten står på castrum doloris i Christiansborg Slotskirke nogle dage før bisættelsen i Roskilde Domkirke. I dette tilfælde vil prinsen ikke blive begravet i Roskilde, men skal i stedet bisættes fra slotskirken tirsdag den 20. februar.

  • Castrum doloris betyder sørgeforhøjning - smertens leje. Castrum doloris er i modsætning til lit de parade, hvor liget ligger frit til beskuelse, når offentligheden defilerer forbi for at vise deres respekt.

Facebook
Twitter