Mugabe til middag hos Dronningen

På Christiansborg Slot har kokkene rygende travlt. Torsdag aften kommer flere end 100 statsledere til middag hos dronningen blandt andre den berygtede Mugabe.

Zimbabwes præsident Robert Mugabe kommer sammen med sin kone Grace Mugabe, når mere end 100 statsledere fra hele verden er til gallamiddag hos dronning Margrethe og prins Henrik.

Deltager trods indrejseforbud

Den berygtede afrikanske diktator har ellers siden 2002 haft indrejseforbud i hele EU. Men på grund af FN's regler for diplomatisk immunitet kan diktatoren uden problemer deltage i topmødet og altså også i middagen med dronningen.

Iransk præsident ikke på listen

Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, som ankom torsdag formiddag til Danmark, står derimod ikke på gæstelisten. Det gør derimod udenrigsministeren fra militærdiktaturet Myanmar, Nyan Win.

Middagen, som er arrangeret i forbindelse med klimatopmødet i Bella Center bliver afholdt på Christiansborg Slot. I middagen deltager også kronprinsparret, prins Joachim og prinsesse Marie samt prinsesse Benedikte.

Masser af lækker mad

Der har været spekulationer fremme om, at middagen kunne gå hen og blive aflyst, hvis forhandlingerne i Bella Center trak ud, men foreløbig tyder det på, at middagen bliver gennemført.

De mange gæster vil få serveret brandade med kammuslinger og sovs vert., ballotine af kalkun, ærtepuré, stegte kartofler, estragon sovs og dadelkage med karamelsauce.

Ved arrangementet underholder Den Kongelige Livgardes Musikkorps og Københavns Drengekor.

Efter planen skal dronningen byde velkommen klokken 20.42, og så har gæsterne cirka halvanden time til at arbejde sig igennem de kulinariske oplevelser. Bagefter serveres der kaffe og te i tilstødende gemakker.

For Danmark deltager statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og fruen Solrún Løkke Rasmussen samt en række ministre.

Facebook
Twitter