11 indenrigsfærger får milliontilskud til grøn omstilling

Der uddeles i alt 231 millioner kroner til grøn omstilling af 11 færgeruter.

Arkivfoto. Ærøfærgerne, som sejler fra Ærøskøbing til Svendborg, har modtaget det største tilskud. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Ritzau Scanpix)

Tager du bilen med på en hurtigfærge, udleder du mere CO2, end du typisk gør ved at flyve. Det skal der gøres noget ved, og derfor har regeringen i dag uddelt 230,7 millioner kroner til at gøre de danske færger mere klimavenlige.

Pengene er en del af to politiske aftaler, som blev indgået i foråret af brede forlig i Folketinget, og størstedelen af midlerne finansieres af EU’s genopretningsfond.

Der har været 32 ansøgere til puljen, hvoraf 10 kommunalt drevne færgeruter og én kommerciel rute har fået tildelt midler.

- Det har været en skønhedskonkurrence om, hvem der har kunne levere de bedste projekter med den største CO2-reduktion for pengene, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Fire færgeruter har fået tilskud til at ombygge eksisterende dieselfærger til batterifærger. Det gælder Udbyhøj Kabelfærge, Stigsnæs-Agersø, Kleppen-Venø og Rudkøbing-Marstal.

Yderligere er der givet tilskud til anskaffelse af nye, grønne elfærger på seks ruter. Det gælder strækningerne Faaborg-Avernakø-Lyø, Stigsnæs-Omø, Svendborg-Skarø-Drejø, Havnsø-Sejerø, Kragenæs-Femø samt Ærøskøbing-Svendborg.

Til sammen forventes projekterne at opnå en CO2-reduktion på over 400.000 ton.

Til sammenligning vurderer Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, at hver dansker årligt udleder 11 ton CO2.

Det sydfynske farvand farves grønt

Strækningen Ærøskøbing-Svendborg er den færgerute, der har fået tildelt flest penge. I alt 71,6 millioner kroner er afsat til at udskifte gamle dieselfærger med to nye elfærger.

- Vi har allerede én elfærge, men mangler at få omstillet de sidste tre. Med den her pulje kan vi så tage to nye elfærger i brug i et hug, og på den både kan vi forhåbentligt også komme helt igennem med vores grønne omstilling inden 2035, som ellers var tidshorisonten, siger direktør for Ærøfærgerne Keld Møller.

De tildelte midler udgør 25 procent af det samlede budget, mens Ærø Kommune finansierer de resterende 75 procent.

- Nu skal vi have tegnet færgerne færdige, og så skal der laves nogle beregninger, så færgerne kan sejle i vores farvand, som er meget lavt. Vi er ret godt med, og nu skal der virkelig skub i projektet, tilføjer Keld Møller.

De to nye elfærger til føre til en samlet CO2-reduktion på 191.700 ton.

Molslinjens færger får ikke penge til grøn omstilling

En af de aktører, der overses i tildelingen, er Molslinjen, som havde søgt om tilskud for i alt 260 millioner kroner blandt andet til at optimere dieselfærgerne mellem Aarhus-Odden og Rønne-Køge.

Ansøgningskomitéen har dog vurderet, at det trækker ned, at der i projektbeskrivelsen blev søgt penge til at optimere dieselfærgerne i stedet for at ombygge dem til eldrift, og Molslinjen er endt med at få afslag på alle sine ansøgninger.

Den eneste kommercielt drevne færge, der er endt med at få tilskud, er ÆrøXpressen, der sejler mellem Rudkøbing-Marstal.

FacebookTwitter