120 ansatte i Arbejdstilsynet bliver fyret i 2016

En række midlertidige bevillinger til Arbejdstilsynet falder bort i 2016. 80 millioner kroner færre betyder 120 fyringer.

Arbejdstilsynet står til at miste 120 ansatte i 2016, og LO frygter, at det vil få konsekvenser for arbejdsmiljøindsatsen (arkivfoto). (© DR)

Arbejdstilsynet mister 80 millioner kroner årligt i 2016, fremgår det af Finansministeriets finanslovforslag, og det betyder ifølge LO's Ugebrev A4, at der må afskedige over 120 ansatte.

Dermed bliver Arbejdstilsynet reduceret fra 661 til 538 ansatte. Forklaringen er en række midlertidige bevillinger til Arbejdstilsynet, som falder bort i 2016.

LO er alarmeret og kræver øjeblikkelig politisk handling for at undgå, at indsatsen for et bedre arbejdsmiljø sættes kraftigt tilbage. Besparelsen er katastrofal i forhold til arbejdsmiljøindsatsen, mener fagbevægelsens hovedorganisation.

Ingen kommentarer fra Arbejdstilsynet

- Den harmonerer meget dårligt med udmeldingerne fra beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen (S), red.), der gentagne gange har været ude at sige, at vi ikke skal konkurrere på dårligt arbejdsmiljø, men tværtimod styrke arbejdet for et bedre arbejdsmiljø, siger LO-næstformand Lizette Risgaard til Ugebrevet A4.

Arbejdstilsynet selv ønsker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig om de truende nedskæringer og sandsynlige konsekvenser.

Vil få mærkbare konsekvenser

Men en beskæring af Arbejdstilsynet med op mod 20 procent er så gennemgribende, at det vil få mærkbare konsekvenser for arbejdsmiljøindsatsen, mener professor og arbejdsmiljøforsker på Aalborg Universitet Peter Hasle.

- En reduktion med 120 ansatte er så radikal, at man har svært ved at forestille sig, at det er noget, Arbejdstilsynet kan effektivisere sig ud af. Det vil ikke kunne opretholde samme niveau med så dramatiske nedskæringer, vurderer han over for A4.

/ritzau/

Facebook
Twitter