1.200 boligejere får mindre skatteregning end frygtet

Flere boligejere slipper med at betale tre års skat, efter der ved en fejl ikke er opkrævet boligskat i ti år.

1.200 boligejere får mindre skatteregning end frygtet (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

De boligejere, der gennem ti år har betalt for lidt i ejendomsværdiskat, slipper med at betale op til tre års skat.

Det har regeringen og et flertal i Folketinget besluttet i den såkaldte nulskattesag.

Sagen drejer sig om, at ejerne af cirka 1.200 ejendomme gennem en årrække enten slet ikke har betalt ejendomsværdiskat eller har betalt for lidt i ejendomsværdiskat på grund af fejl i vurderingen af deres ejendom.

Skatteforvaltningen fastslog i den forbindelse, at boligejerne efter de gældende regler skulle opkræves ejendomsværdiskat i op til ti år.

Men med den nye aftale ser det anderledes ud. Aftalen betyder, at boligejerne kun skal betale ejendomsværdiskat i op til tre år.

Nogle af boligejerne slipper endda helt for at betale ejendomsværdisskat. Det gælder de boligejere, der kan dokumentere, at de inden den 1. januar 2019 har forsøgt at få rettet den fejlagtige eller manglende ejendomsvurdering eller kan dokumentere, at de har forsøgt at betale korrekt ejendomsværdiskat.

Nogle af de 1.200 boligejere har allerede fået en efteropkrævning for de 10 år, hvor de har betalt for lidt i boligskat. Den vil nu blive annulleret, og de vil få behandlet deres sag efter de nye regler.

Tilfreds skatteminister

Skatteminister Morten Bødskov (S) er glad for den aftale, som regeringen i samarbejde med Venstre, Radikale Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Alternativet er blevet enige om:

- Aftalen er udtryk for en balance. Der er måske nogle, der burde havde været klar over, at det var lidt mærkeligt, at de ikke betalte ejendomsværdiskat. Men når situationen er, som den er, synes vi, det er rimeligt, at man går tre år tilbage, siger Morten Bødskov.

Hvor mange penge, statskassen går glip af på grund af den nye aftale, har Skatteministeriet ikke noget overblik over på nuværende tidspunkt.

- Det her er en helt særlig sag. Jeg forstår godt, folk er frustrerede over, hvordan det ser ud på skattevæsenets område. Det her er en af de oprydningsopgaver, jeg har stået med, hvor vi har skullet finde en løsning, siger Morten Bødskov.

Også den tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) har forsøgt at indgå et forlig om nulskattesagen. Men det er altså først under den nye skatteminister, at det lykkedes politikerne at blive enige.

Opdateret 15:40 med udtalelser fra Morten Bødskov.