13-årige Sara driver succesfuld virksomhed og styrer egne ansatte

Sara Nersting startede som otteårig sin egen webshop. Den passer hun ved siden af sin skole, sin dans og sine veninder.

(Foto: © Per Arnesen, (c) DR)

Børn begynder i en tidlig alder at lege købmænd. Det kan være i sandkassen, hvor mor eller far kan købe de lækreste sandkager for et vissent blad og to småsten. Eller i legekøkkenet, der bliver omdannet til cafe, hvor de sælger den lækreste kaffe, brygget på ren luft for den nette sum af en hjemmelavet pengeseddel.

Men hjemme hos familien Nersting bliver legen ført ud i virkeligheden.

Ingen begrænsninger

Mor Mia har været selvstændig det meste af sit liv, og det har smittet af på hendes to børn, Sara på 13 og Jacob på 10 år.

Sara driver virksomheden Kforkage.dk, der sælger kageudstyr til private og virksomheder, og hendes lillebror Jacob sælger badedyr i sin webshop Bforbadedyr.dk.

Sara er med i den nye sæson af 'Løvens hule', hvor hun sammen med sin mor søger økonomisk hjælp til en fuldtidsansat i firmaet. Hun er den yngste iværksætter nogensinde i programmets fire sæsoner. (Foto: © Per Arnesen, (c) DR)

- Vi går meget ind for, at der ikke er nogen begrænsninger i vores familie. Vi har en kalkule, hvor vi spørger os selv, "hvor slemt kan det gå?" "Er der nogen, der kan dø af det?" Og hvis ikke så kører vi på, siger Mia Nersting.

- Det værste, der kan ske, er, at firmaet går konkurs. Det er jo, hvad der sker. Og det sker for mange. Så har man prøvet nogle ting af og er blevet klogere ad den vej, uddyber hun.

Selv har Mia Nersting en enkelt konkurs bag sig. Det var tilbage i 2005, hvor hun havde en konsulentvirksomhed med en partner, der ikke var til at stole på. Det skete, da datteren Sara var 14 dage gammel, så hun har næsten bogstaveligt fået iværksætteriet ind med modermælken.

Lavede leverandøraftaler som otteårig

Men det var 'først' som otteårig, Sara for alvor kom i gang. Hun var med sin mor på en kagemesse i Bella Center, og her tog hun sagen i egen hånd.

Skolepigen havde længe plaget sin mor om at få sin egen butik, hvor hun lavede kager, men ifølge lovgivningen skal man være 18 år for at håndtere fødevarer i egen butik. I stedet blev ønsket lavet om til en webshop, der solgte udstyr. Og på messen gik Sara rundt til en masse leverandører og fik lavet aftale om, at hun måtte sælge deres varer i sin webshop.

På spørgsmålet om det ikke var grænseoverskridende at gå rundt til fremmede mennesker, svarer Sara helt uforstående:

- Nej, hvorfor skulle det være det?

Sara overrasker de fem iværksættere i 'Løvens hule' med sin unge alder og sit gåpåmod:

Skoleelev, erhvervsdrivende, danser og veninde

Sara har været med sin mor på messer, siden hun var tre år, og derfor har hun altid været i gamet og har været vant til at tale med mennesker. I virksomheden er det da også Sara selv, der 'styrer biksen'.

- Sara er primus motor. Det er hende, der bestemmer udvalget i shoppen. Det er hende, der styrer tingene, når vi tager på messer. Det er også hende, der sætter de ansatte i gang med projekter. Min opgave er at sørge for alle de kedelige ting som kontrakter, løn, skat og alt det overordnede, som Sara ikke må på grund af sin alder, fortæller Mia.

Saras arbejdsuge lyder på omkring 10 timer. Og ved siden af det passer hun sin skole, ligesom hun går til sin store fritidsinteresse dans og ser sine veninder, som enhver anden 13-årig.

Arbejder med deres hobby

Dertil kommer bagning, som er Saras helt store passion. Og derfor tæller hun det ikke som arbejde, selvom hun ofte bager - både for at teste de produkter, hun sælger i sin webshop, og for at kunne tage billeder til Instagram, som hun også bruger aktivt i sit firma.

- Jeg elsker at bage og har gjort det altid. Jeg har siddet på køkkenbordet og fulgt med, da jeg var mindre. Jeg kunne godt bage hver dag, hvis jeg fik lov, men der siger min far stop. Han synes nogle gange, det er for meget, selvom han gerne spiser mine kager. Måske fordi det er ham, der vasker de ting op, der ikke må komme i opvaskemaskinen, siger Sara, mens mor Mia griner.

- Bagning er en stor hobby i vores familie, ligesom vores firmaer også er et langt stykke hen ad vejen. Og fordi vi er så heldige at arbejde med vores hobby, skelner vi ikke rigtigt, uddyber Mia Nersting.

Spidskompetencen er shopping

For fire år siden valgte familien dog at flytte alt forretningsmæssigt ud af huset for bedre at kunne holde fri, når de har fri.

- Det hele skal jo helst ikke gå op i arbejde, og det gør det da heller ikke. Vi snakker arbejde, når vi er på arbejde, men egentlig er vi jo privilegerede, at vi har så meget tid sammen som mor og datter. Jeg tror faktisk, vi er mere sammen end i mange andre familier. Og vi kan også godt lave andre ting sammen. Vi er gode til at tage på ture, og vi spiller meget og laver lektier og læser sammen, siger mor Mia.

- Og så er vi gode til at shoppe sammen. Rigtig gode, bliver mor og datter grinende enige om.